Problematisk indhold i De Utrolige År-programserien
Vi, foreningen Sovende Børn, har i 2019-20 udført en omfattende undersøgelse af den søvnvejledning fagpersoner giver til forældre – med særligt fokus på Cry it out-Søvntræning.
Cry it out (CIO) vil sige søvntræningsmetoder, hvor et barn efterlades til at falde i søvn selv, og hvor barnet ikke trøstes med det samme, når det græder. Ved nogle former for CIO skal man se til barnet med faste Intervaller. Ved andre former for CIO overlades barnet helt til sig selv. I Danmark er ”Godnat og Sov Godt”-metoden fra bestsellerbogen om søvntræning Godnat og sov godt (Estivill/de Béjar) en af de mest udbredte former for CIO.
I forbindelse med undersøgelsen har Sovende Børn gennemlæst og analyseret forskellige publikationer der benyttes i vejledningen af forældre og som berører emnet ‘søvn’. De utrolige år-publikationerne indgår i det materiale der er gennemlæst og analyseret.
Vi finder anbefaling af cry it out-søvntræning efter ‘godnat og sov godt’-metoden, hvor forældrene kigger ind til barnet med mellemrum, samt ‘Extinction’-metoden*, som går ud på at barnet forlades og ignoreres helt, i materialet til De Utrolige År (DUÅ). Metoderne beskrives dog ikke som cry it out, Extinction eller ‘godnat og sov godt’, men blot som en form for ignorering. Extinction kan oversættes med “udslukning” – altså at barnets gråd “slukkes”.
Ved gennemgangen af materialet stødte vi desuden på flere andre problematikker, der ikke direkte relaterer sig til søvn, men som påvirker forældrenes overordnede tilgang til deres børn og opdragelsen af dem og dermed også søvnen, hvorfor vi har rettet henvendelse til Socialstyrelsen, som i sidste ende er ansvarlig for De Utrolige År programserien.
Vi retter således kritik mod anvendelse af cry it out-søvntræning i materialet til forældre og derudover udtrykker vi kritik af, og ønsker at rejse en bekymring i forhold til, den overordnede tilgang fra De Utrolige År, der benytter ignorering, trusler om ignorering og trusler om straf (formuleret som ‘konsekvenser’), som en del af den strukturerede tilgang fra forældre og pædagoger.
Principperne i De Utrolige År (DUÅ) tager ikke højde for barnets følelser og årsagerne til, at barnet handler, som det gør. Forældrene opfordres til at følge de beskrevne metoder uden at tage hensyn til, hvordan barnet reagerer. I eksemplet med time-out opfordres der til, at en time-out skal gennemføres, selvom barnet græder eller skriger, og tiden forlænges, indtil barnet har været stille i to minutter. Forældre opfordres således til at blive ved, uanset hvor voldsomt barnet reagerer. Barnets behov for at blive trøstet ignoreres fuldstændigt.
Vi er bekymrede for, at ellers kærlige og omsorgsfulde forældre og pædagoger kan påvirkes til at tro, at denne tilgang er både acceptabel og hensigtsmæssig. Vi er bekymrede for at det vil resultere i en glidebane, hvor de voksne omkring barnet ikke er opmærksomme på at denne tilgang opfattes som ganske uforståelig og voldsom af barnet.
Grundlæggende er vi bekymrede for at den strukturerede anvendelse af ignorering, trusler om ignorering og straf, i hvert fald i nogle familier, kan risikere at bevæge sig over eller på grænsen til psykisk vold – og uanset hvad i alle familier vil placere sig i grupperingen ‘Uhensigtmæssig forældrepraksis’, som beskrevet i ’Psykisk vold mod børn i hjemmet’, som VIVE har udarbejdet for Socialstyrelsen i 2019.
VIVE’s publikation ‘Psykisk vold mod børn i hjemmet’ sætter særlig fokus på begrebet ‘manglende responsivitet’ som beskrives som én af seks former for psykologisk mishandling. Vi er bekymrede for at tilgangen fra De Utrolige År, der i tydelige vendinger beskriver hvordan barnet skal ignoreres, altså helt klassisk ‘manglende responsivitet’, vil positionere det at ignorere et barn, selv hvis det græder eller tydeligt er oprevet, som en helt normal del af en god opdragelse.
Udtalelser fra Pernille Darling Rasmussen, speciallæge i børne –og ungdomspsykiatri, Ph.D.
Om anvendelsen af cry it out-søvntræning, extinction-søvntræning og generel søvntræning med minimeret og forsinket respons:
“Jeg tror at mange forældre kan kende den følelse af splittelse mellem det der føles naturligt, og så den vejledning man modtager.
Hvis jeg skal være meget kritisk, så tror jeg ikke man skal undervurdere betydningen af vores samfundsstruktur med to udearbejdende forældre. Der er simpelthen brug for, at der er ro og rutiner så tidligt som muligt, så den forælder, der ikke er på barsel kan være klar til job dagen efter. Og så skal barnet jo i institution, så mor kan komme tilbage på job ret hurtigt sammenlignet med mange af de andre lande vi normalt sammenligner os med.
Den omsorg der ydes til børnefamilier ved denne type vejledning er rettet mere mod forældrene (og måske endda samfundets behov) end barnet. Jeg tror at man skyder sig selv grundigt i foden ved ikke at prioritere den tid der skal til før barnet kan sove trygt uden at have en voksen ved sig. Skal børn sove for dem selv når de er små? Det kan jeg ikke se nytten af, hvis man ikke tænker på at der skal være udhvilede forældre dagen efter. Set fra et tilknytningsteoretisk synspunkt virker det også som et skridt tilbage mod tidligere tiders uvidenhed om små børns behov for tryghed og forældrenærhed.
De helt små kan ikke på nogen måde erkende, at mor ikke forsvinder helt bare fordi det ikke kan se hende. At ignorere gråd er at ignorere barnets forsøg på at opnå en grundlæggende følelse af tryghed. De lærer ikke at mor nok skal være lige udenfor døren af at få lov at græde i timevis. De lærer snarere, at deres forsøg på at få omsorg ikke bliver mødt, og at det er nytteløst at kalde efter hjælp. Måske kan det så være en del af forklaringen på at også børn over småbarnealderen, har svært ved at finde ro til at falde i søvn selv.”
Om anvendelsen af ignorering, både isoleret set og som en del af timeout:
“Jeg synes man skal finde “still face experiment” på youtube og se om man kan lade være med at græde bare lidt. Det er ikke fordi jeg tror børn ikke kan klare at blive ignoreret af og til. Vi forældre er jo også kun mennesker, men vi er de vokse og det er vores ansvar at håndtere stress og konflikter af enhver art. Kun sådan kan vores børn lære at håndtere deres indre konflikter og konflikter med andre.
Jeg pudser ikke glorien her. Jeg har selv nogle gange stået og talt til 300 og det har mine børn nok oplevet som at jeg ignorerede dem – og jeg er nogle gange blevet alt for sur.
Men at gøre det til en aktiv strategi at ignorere er efter min mening helt skævt. Uanset om det er fordi barnet skal sove eller noget andet.
Måske har opfinderne af det fænomen tænkt, at det er godt så længe barnet kan se den voksne, men som still face experiment så fint illustrerer, så er der meget stor forskel for barnet om der er følelsesmæssig kontakt til forælderen.”
Se materialet under menupunktet ‘De Utrolige År‘.
/ Sovende Børn