Sov.Mit.Barn

Jeg var i går hos lægen for at snakke efterfødselsreaktion - snakken faldt på hende på 18 måneders søvn. Han anbefalede mig den helt igennem geniale bog “godnat og sov godt” - og var ellers ikke nysgerrig på, hvorfor den lille sover dårligt! (Væske på ørerne og voldsomme smerter) Og det var så løsningen på hvorfor jeg har det dårligt åbenbart. Det er ikke mig - men mit barn! Sorry. Jeg var pissed - og han virkede ellers som en god kompetent læge.

Vi oplevede at vores søns søvn blev problematiseret af sundhedsplejersken. Han er såkaldt 30 minutters barn, og har aldrig kunne overgå til søvnen mellem "opvågninger" i sin søvn cyklus, så vi gjorde det der virkede, som var at have ham sovende på armen til alle lure det første år, og ligge med ham til lure da han var større, ligesom vi valgte at samsove fra start af. Sundhedsplejersken mente at det var ganske unødvendigt og uhensigtsmæssigt og at vi skulle køre faste putterutiner og lære ham at finde ro uden at have os nær ved, ved at være konsekvente med en hånd på ham og sige shysss, men ikke tage ham op. Og den hårdere version blev anbefalet ift barnevognstræning, for det skal de jo lære... Eller noget. Vi fik fra sundhedsplejerske og bøger og egne forældre en klar opfattelse af at han sov alt alt for lidt, og ikke godt nok, og at der var noget galt og vi gjorde det forkert. Vi lærte heldigvis hurtigt ikke at lytte og bare gøre det som det gav mening for os.

Jeg synes det helt store problem er den helt urealistiske forventning til børns søvn. Selvom jeg ikke direkte er blevet opfordret til søvntræning mange gange, følte jeg alligevel et pres fra omverdenen om at lære mit barn gode søvnvaner. Desuden er autoriteter som sundhedsplejersker virkelig problematiske. En sundhedsplejerske ved mit første barn understregede vigtigheden af lange lure og x antal timers søvn i døgnet - ellers ville mit barn tage varigt skade. Det skabte kæmpes stress i en situation hvor der ellers ingen stress burde være. Mit barn stortrivedes, men jeg begyndte at tvivle på mig selv og mit barn.

Jeg har aldrig brugt de puttemetoder, der blev anbefalet, for det føltes helt forkert, så i stedet for at gøre det "rigtige", "snød" jeg ved at amme, vikle og sove sammen med mit barn i stedet. Jeg ville sådan ønske, at jeg ikke havde følt at jeg snød.

Da mit ældste barn var 16 mdr. fik jeg - uden at have bedt om råd - at vide af en børnelæge på sygehuset hvordan jeg skulle tage en kold tyrker fra amning og desuden undlade at reagere på hans gråd om natten, fordi han ikke sov igennem (vågnede 5-15 gange hver nat og græd). Det syntes jeg var ubehageligt, og jeg følte ikke at jeg kunne have et samarbejde med sygehuset når det var sådan vi blev mødt i vores problematik. Med bedrevidenhed og “dit udspekulerede barn vågner med vilje for at styre dig - du skal bare vise hvem der bestemmer”

Min datter havde et stort tryghedsbehov, men blev vejledt i ikke at give dårlige vaner og at hun skulle lære at sove selv tidligt. Allerede første nat efter fødslen samsov jeg med min nyfødte. Husker tydeligt jordemoderen der kom ind og lettere forfærdet sagde, at det var alt for farligt at vi sov sammen, så hun skulle over i krybben og sove selv. Resulterede i dagene på patienthotellet var et mareridt, fordi hun skreg og skreg. Men jeg var mor for første gang og vidste ikke bedre. Og den vejledning fortsatte hos sundhedsplejersken. Nu er jeg mor til flere og psykolog i psykiatrien for småbørn - i dag er jeg klogere og tør stole på min mavefornemmelse.

Jeg tror på, at mit barn nok skal lære selv at falde i søvn uden jeg nødvendigvis er der på et tidspunkt. Men jeg giver mit barn den tid der er behov for. Hvilket min sundhedsplejerske også synes. Det virker og er godt.

Man er så letpåvirkelig som forældre især med den første at man lytter til alt hvad alle siger. Man er tyndslidt og hver gang man får et nyt råd får man dårlig samvittighed fordi man ikke gør det rigtige/ikke kan finde ud af det/ikke gør det godt nok

Jeg ville ønske, jeg havde vidst, at jeg skulle lytte til mit barn, og ikke passe i en kasse. Så havde det hele gledet meget nemmere. Ville ønske man fik at vide, at anbefalingerne fra fagpersonerne er EN MULIGHED, men ikke facit.

Jeg spurgte selv sundhedsplejersken om søvn, da alle omkring mig talte for søvntræning og cio. Hun vejledte mig i at jeg godt kunne lære min datter at sove selv, men at jeg skulle ville det. Hun vejledte i at sidde ved siden af og synge og nusse (frem for at amme). Jeg ville ønske at hun havde fortalt om naturlig babysøvn og at det var ok. Det ville i virkeligheden have været den største hjælp!

Alle vores tre børn, har hver aften haft let ved at falde i søvn. Hvis de græder (kommer an på hvilken gråd), siger vi godnat, går ud af værelset, og efter ca. 3-5 minutter, går vi ind for at trøste, og fortsætter på samme måde, indtil barnet sover. Vores børn har sovet igennem fra dag 1 næsten, og har sjældent grædt i mere end 3 min., der er der allerede ro på dem og vi hører ikke noget fra dem før næste morgen.

Er ikke blevet anbefalet at lade.mit barn græde, men blev anbefalet at jeg ikke skulle tage hende op, selvom hun græd. Når hun græd, gik vi ind og trøstede lidt, lagde hende ned og sagde godnat.

På barselshotellet blev jeg på det kraftigste anbefalet af nogle jordemødre til at afstå fra samsovning, fordi de mente at det kunne være farligt. Anbefalingen gik på at ligge mit barn i vugge eller i lift ved siden af mig. Nogle af deres kolleger sagde det modsatte. En sagde at det skabte en stor ensomhedsfølelse i det lille barn, der lige havde været inde i min krop, at ligge helt alene i en lift.

Jeg synes det er et utroligt vigtigt emne (jeg arbejder selv som psykolog), men er også optaget af, hvordan det kan tilgås så der er tydelighed om hvornår noget er skadeligt, og samtidig bevarer nogle af nuancerne. Eksempelvis: med 3 børn oplever jeg, at vores yngste (på snart 5 måneder), nogle gange har grædt i noget tid, før jeg kunne være der for hende, fordi jeg hjalp et af de andre børn grundet konflikt e.l.. Jeg kunne hurtigt føle mig meget ramt, hvis retorikken bliver: hvis ikke dit barns behov mødes inden for 1 minut, så skader det dit barn. Jeg har selv følt at jeg ikke har “turde” være nysgerrig på nuancer i “debatter” med fagfæller, fordi den generelle holdning er så ekstrem klar, at jeg frygter at fremstå som en dårlig psykolog, fordi jeg tænker at der overhovedet kan være tale om nuancer.

Den sundhedsplejerske vi havde var egentlig super kompetent. Når jeg tænker tilbage på den første tid med baby, slår det mig, at det især var familie, venner, mødregruppe etc., der talte højt og bredt om søvntræning i alle mulige afskygninger. Det er jo helt crazy hvordan deres forventninger til normal babysøvn, faktisk påvirkede min måde at spørge sundhedsplejersken til råds. Der blev skabt et problem, ud af noget der egentlig aldrig var et problem.

Jeg har konsulteret læge i min kommune et par gange fordi mit barn havde så svært ved at falde i søvn (flere timer med uro) og kun sov korte perioder af gangen. Efter udredning af øreproblemer var lægens anbefaling at se an til barnet blev 3 år. Samtidig ville han dog gerne henvise videre til børneafdelingen, hvis vi som familie ønskede det. Dertil en snak om at der til tider bliver udskrevet alt for meget melatonin og at det ikke uden videre bør udleveres til mindre børn, på trods af søvnvanskeligheder. Jeg synes lægens håndtering og vejledning var rigtig fin. Han anerkendte vores problem og bekymring, men hjalp samtidig med at italesætte at det er helt normalt for små børn at have svært ved at sove og have stort tryghedsbehov.

Jeg synes generelt, jeg modtog meget lidt info/vejledning i, hvad babysøvn er/hvad man kunne forvente/skulle være forberedt på. Ligeledes modtog jeg meget lidt vejledning i, hvordan jeg kunne håndtere at have et barn, der havde svært ved at falde i søvn. Det endte med at være to meget hårde første år, som desværre endte i skilsmisse fra barnets far. Jeg synes, der bør være meget bedre hjælp til, hvordan man balanceret forholder sig til et barn, som ikke har det nemt med at falde i søvn. Med balanceret mener jeg, rådgivning, som både tager hensyn til barnet, moren og familien/relationen mellem forældrene. Hvordan passer man på ALLE i den situation?

Jeg lyttede til sundhedsplejerskens råd, men fulgte dem ikke. Fulgte mit instinkt. Dog havde jeg pga rådene en følelse af at jeg gjorde noget "forbudt" og deraf følelsen af dårlig samvittighed.

Når man står i den situation at ens barn har meget svært ved at falde i søvn og sover utrolig dårligt, bliver man usikker og vil i bund og grund gøre det bedste man kan for sit barn. Det er en stor jungle at finde rundt i søvn teorier. Det virker som om de fleste råd bliver givet på baggrund af erfaring og ikke evidens.

Min sundhedsplejerske anbefaldede mig at tage en kold tyrker og stoppe natamningen, og lade far tage over om natten så han ikke kunne lugte min mælk, da min søn bare var 6 måneder og 2 uger. Dette fordi han ikke ville spise rigtig mad. Jeg svarede at jeg vidste han ville græde så, hvortil hun svarede at han så skulle have vand eller sut (hvilket han aldrig har brugt). Jeg blev så ked af det at jeg frabad mig flere besøg af hende.

Mit barn blev smittet med kighoste da han blot var 2-3 uger gammel og efterfølgende stoppede han med at sove. Blev rådet til at benytte godnat og sov godt metoden, men nægtede. Jeg fik besked på ved søvn ambulatoriet, at det var enten den metode eller sovemedicin som var de eneste valgmuligheder.

Vores søn var virkelig ikke nem at få til at sove, og det tog halvandet år, inden han begyndte at tage længere stræk. Sundhedsplejersken havde ikke mange råd, som ikke var prøvet. Da vi kontaktede en søvncoach, der rådgav os i at putte ham, men så at gå efter putningen, og kun komme ind til ham ved intervaller, der endte han faktisk med at sove. Og han sov i længere stræk. Dog blev det ødelagt efter en ferie, og siden da har jeg ikke brudt mig om den metode.

Den vejledning jeg modtog af sundhedsplejersken, var ikke på egen opfordring, men hende som ud fra et engangstilfælde antog at tingene var sådan altid trods det var første gang min datter blev vugget til ro/søvn om dagen. SP antog at det gjorde vi altid - og vi havde givet vores datter en dårlig vane og hun aldrig ville kunne finde ro/søvnen og vi SKULLE ændre! Vi skulle putte hende, sige “nu skal du sove - godnat” med en bestemt tone, begyndte vires datter så at græde skulle vi lade hende ligge, gå hen og sige “du er træt, du skal sove - godnat” og gå udenfor hendes synsfelt...

Generelt har vejledning savnet - fra alle fronter, og emnet fyldte meget i parforholdet i en lang periode. Bøger på området har også været sparsomme, og kvaliteten ringe.

Min sundhedsplejerske anbefalede at jeg ikke ammede min søn i søvn (3-4 mdr gammel) og at jeg lærte ham at falde i søvn uden at vugge slyngevuggen/trille barnevognen. Jeg fravalgte at få flere besøg af hende, da hun gjorde mig usikker på mig selv som mor. Hun ville også havde at jeg begyndte at give min søn mme. Jeg fulgte ingen af hendes råd og har en sund, glad dreng på 2 år nu.

Min datter var aldrig utilfreds med at skulle sove, da hun ofte blev ammet i søvn og jeg lå altid tæt med hende. Ingen af disse råd har jeg dog krydset af i jeres spørgeskema - da ikke var noget sundhedsplejersken anbefalede. Rådende jeg fik af hende havde større fokus på at adskille min datter og mig fra hinanden - og “kæmpe” - dvs jeg vidste at hun sov når hun fik mælk og derfor fik hun det - men det anbefalede sundhedsplejersken ikke. Dialogen var fin - men jeg bragte det ikke så meget på bane, for jeg vidste godt hvilke anbefalinger jeg ville få, og dem ønskede jeg ikke at følge, da det føltes helt forkert at skulle modarbejde min datters behov for amning / fysisk nærhed.

Jeg kan huske at sundhedsplejersken sagde at man aldrig måtte lade et barn ligge alene og græde, for det kunne give grobund for utryghed hos barnet.

Jeg havde en baby der sov dårligt og altid havde gjort det. Jeg prøvede nogle aftner at lade hende græde i vuggen mens jeg sad "trøstende" ved siden af. Jeg græd også. Jeg tænkte på, om det var dette folk mente, da de sagde det var hårdt at blive forælder. Da besluttede jeg mig for, at det skulle ikke være dette, som var den hårde del. Men jeg søgte videre efter læsestof om babysøvn. Faldt mest over Helens råd om dårlige søvnassociationer og amerikanske CIO/skemasøvn. Heldigvis fandt jeg så ammenet.dk og derved andre sider som viste mig, at det jeg oplevede var normalt og godt, hvis jeg kunne støtte mit barn igennem det tak for jeres store indsats!

Jeg ville ønske at jeg havde modtaget vejledning om, at børn giver udtryk for behov ved puttetid fremfor at de manipulerer. Det var mig selv, der gik igang med forskning på området, og kom frem til, at børn skal have al den tryghed de har brug for, når de skal sove, fremfor søvn trænes. Først da vi gav vores datter, hvad hun græd efter, sov hun igennem om natten. Håber fremover sundhedsplejersker vil blive veluddannet i søvn, så vi ikke potentielt skader de små børn, når de bare ber om tryghed og nærhed.

Det er utroligt lidt vejledning og hjælp man kan få ifbm at få sit barn til at falde i søvn og sove godt. Vi fik tvillinger da vores første var 1,5 år, og det blev nødvendigt for os at han blev bedre til det. De første 1,5 år har det taget 1-3 timer HVER aften af få ham puttet. Absolut opslidende. Vi blev desperate efter mange metoder var afprøvet, og prøvede med at putte ham og så blive i rummet og læse. Han skreg i tre timer. Dagen efter kun en halv time og siden har putningen været meget nemmere og han har færre opvågninger og i det hele taget færre minutters gråd pr dag. Jeg ville ønske vi havde prøvet dette før og at mor-mafiaen slappede lidt af med deres pegen fingre og stemplende “omsorgssvigt”. Og så håber jeg barnet ikke får varige men - men til gengæld har han en familie som hænger bedre sammen - og det er trods alt også meget værd!