Denne tekst vil beskrive de fund, vi har gjort i forbindelse med undersøgelsen og diskutere dem ved brug af henvisninger til relevant forskning samt henvisninger til undersøgelsens andre gennemgange. Vi viser, hvordan de overordnede tendenser og problematikker omkring rådgivning i børnesøvn ikke harmonerer med forskningen på området, og så henviser vi til studier af vejledning i børnesøvn, som harmonerer med den forskningsbaserede viden, for at vise, at det er muligt at ændre den måde der vejledes på, til stor tilfredshed for forældre såvel som fagpersoner. Til sidst kommer vi med en lang række opfordringer til Sundhedsstyrelsen, ift at opdatere, uddybe og nuancere deres anbefalinger og vejledninger omkring børns søvn.

Ordforklaringer

I den følgende tekst benytter vi ordet ‘alenesøvn’, som beskriver situationen, hvor barnet falder i søvn alene uden forældrenes tilstedeværelse og ikke behøver kontakt til eller hjælp fra forældrene natten igennem. I mange tilfælde vil det også betyde, at barnet sover på eget værelse, men alenesøvn kan også praktiseres i forældrenes soveværelse eller i samme værelse som et eller flere af familiens andre børn, særligt i barnets første 6-12 måneder, hvor risikoen for vuggedød også spiller en rolle i sovearrangementet.

Derudover benytter vi to begreber til at beskrive forskellige former for forsøg på at træne barnet i at sove.

Cry it out’ (CIO), er den form for søvntræning, der anviser forældrene i at forlade barnet, selvom det græder og/eller skriger, når det er puttet.

‘Søvntræning’ er et bredere og mere overordnet begreb der defineres herunder.

I Sovende Børn har vi defineret søvntræning således:

  • Vejledning i at barnet gerne må pjevse, være ked af det eller græde, uden at man skal reagere på det, men i stedet fortsætte putningen af barnet
    (Eksempelvis at barnet græder voldsomt i forbindelse med at det puttes i barnevognen og man triller videre – i modsætning til at tage barnet op og berolige det og prøve igen, når barnet kan lægges uden gråd)
  • Vejledning i at gå fra et barn der er puttet, selvom barnet pjevser, er ked af det eller græder
    (Som eksempel kan nævnes at putte barnet i sengen, sige godnat og gå, trods barnet græder eller kalder – i modsætning til at blive hos barnet og tilbyde trøst og beroligelse)
  • Vejledning i forsinket eller minimeret respons i forbindelse med putning af barnet, forstået som at man bevidst venter med at reagere på barnets signaler eller giver mindre reaktion end barnets signaler kalder på.
    (Som eksempel kan nævnes at lade barnet græde lidt og dernæst sige shyyy – i modsætning til at reagere med det samme og tilbyde fysisk kontakt.)
  • Vejledning i afvisning eller ignorering af verbal og nonverbal kontakt, trods barnet er kontaktsøgende i forbindelse med putning af barnet
    (Som eksempel kan nævnes at putte barnet i sengen og sidde ved siden af sengen uden at reagere på barnets tiltale, forsøg på øjenkontakt og rækken ud efter fysisk kontakt – i modsætning til at reagere på barnets kontaktforsøg)
  • Vejledning i at forlade barnet for at få det til at følge en anvisning i forbindelse med putning
    (Som eksempel kan nævnes at forlade barnet i sengen og fortælle barnet at man går fra det, hvis ikke det vil putte sig) 

Hvad fandt vi?

Nedenstående opsummerer hovedelementerne i den rådgivning, vi har fundet i det beskrevne materiale og i besvarelser fra det udsendte spørgeskema – og som vi finder uhensigtsmæssigt, problematisk eller kritisabelt. 

Vi har ikke opsummeret eller kommenteret på den del af materialet, der eksempelvis alene beskrev konkret viden om børns søvnbehov, søvnfaser og søvnens funktion for barnets udvikling eller overordnede beskrivelser af børns søvn. Vi har fundet rådgivning, der står i kontrast til eller på anden vis afviger fra den eksisterende viden om børnesøvn og emner i relation til dette med særligt fokus på rådgivning, der giver konkrete anvisninger i søvntræning eller skaber en ramme for barnets søvn, som lægger op til eller skaber grundlaget for en søvntræningskultur.

Formålet med undersøgelsen var at skabe et overblik over vejledning og praksis i relation til børnesøvn og søvntræning – nedenstående opsummering er således med udgangspunkt i dette fokus.
Alle beskrivelser er ikke til stede i alt materiale, men flere elementer af nedenstående punkter, ses i langt størstedelen af materialet samt forældrenes besvarelser.

Hovedelementerne, som vi ser gå igen i vejledningerne, er:

  • Forældre rådgives i, at barnet har brug for, at forældrene sætter rammen for søvn, og den beskrevne ramme, der anvises er meget snæver og anviser, at forældrene skal lære barnet at falde i søvn alene eller med ganske lidt hjælp.
  • Rådgivning til forældre domineres af anvisninger om reduceret eller ingen forældre-barn kontakt i forbindelse med søvn.
  • Forældre rådgives i at indøve “gode sovevaner”, “gode putteritualer” eller “gode soverutiner” og lignende, der beskrives som faste sengetider, fast rækkefølge for aktiviteterne lige inden barnet puttes, og at barnet herefter lægges i sin seng, puttes med dynen, falder i søvn, sover i sin egen seng og herefter ingen eller ganske lidt hjælp fra forældrene natten igennem.
  • Forældre rådgives i, at det er sikrest for barnet at sove i egen seng, og sengedeling nævnes som en risikofaktor for vuggedød, på trods af, at opdateret forskning ikke understøtter dette.
  • Forældre rådgives i, at det er vigtigt, at barnet ikke falder i søvn ved bryst eller flaske allerede fra 4 måneders alderen, da dette vil besværliggøre, at barnet lærer at falde i søvn alene og forstyrre barnets søvn om natten. I sammenhæng med dette rådgives forældre i at stoppe natamning fra 6 måneders alderen med henvisning til, at dette ikke længere er et fysisk behov og vil forstyrre søvnen. Både amning og madning med flaske reduceres til alene at handle om barnets fysiske behov for mad og sættes op som en modsætning til ‘god søvn’.
  • Forældre rådgives i, at barnets klynk og gråd kan/skal opfattes som “protester” eller en del af barnets selvberoligelse i forbindelse med, at barnet skal falde i søvn, der med god samvittighed kan overhøres lidt tid. Forældre rådgives i den forbindelse i at være “tydelige” og holde fast i deres beslutning om at putte barnet, når først putningen er startet.
  • Forældre rådgives, som beskrevet ovenfor, i at vurdere barnets gråd og kun reagere, hvis barnets gråd signalerer et reelt behov for trøst, som f.eks hvis barnet græder meget, græder “ulykkeligt” eller “utrøsteligt”, har grædt længe eller er syg. Forældre rådgives også i, at såfremt barnet græder rigtigt/ulykkeligt/utrøsteligt/meget, bør det trøstes, men da med mindst mulig hjælp og forsøg på at stoppe denne hjælp hurtigt igen.
  • Forældre rådgives i cry it out-søvntræning, som består i at forlade barnet, på trods af at det er kontaktsøgende og f.eks græder, skriger eller kalder, og at lade det ligge alene i kortere eller længere tid, samt at forlænge tiden mellem at forældrene ser til barnet.
    (I Danmark er denne tilgang bedst kendt som “Godnat og Sov Godt”-metoden, trods cry it out er en samlebetegnelse for en række typer af søvntræning, der alle involverer, at forælderen forlader barnet, selvom det græder eller på anden vis tydeligt udviser behov for og forsøg på kontakt til forælderen. Se i øvrigt faktaboks med definition på begreberne der anvendes i denne undersøgelse.)
  • Rådgivning til forældre, om at lade barnet græde ved putning, kommer fra både fagpersoner og forældrenes private netværk og er ganske omfattende. Således svarer 42% af  forældrene fra vores undersøgelse med børn født i årene 2017-2019, at de har fået anbefalet cry it out-søvntræning.
  • Der er en markant uoverensstemmelse mellem den rådgivning, som kommunerne selv oplyser, at deres sundhedsplejersker giver, og den rådgivning, som vi har afdækket.
  • Vi finder rådgivning i søvntræning og/eller cry it out-søvntræning, i det meste af det materiale, som omhandler konkrete tilgange til at få barnet til at sove.
  • Vi finder en overordnet mangel på fagligt belæg for materialets rådgivning, og der er sjældent kildeangivelser, hverken uspecificerede henvisninger til at materialet er baseret på forskning eller konkrete henvisninger til kilder eller studier.

Vi har nu opsummeret de overordnede fund og vil herefter diskutere problematikken i den fundne rådgivning og henvise til relevant forskning og afslutte med henvisninger til eksempler på, hvordan fremtidig vejledning kunne udformes.

Er der overensstemmelse mellem nuværende rådgivning og forskning?

Vi vil nu se vi på de væsentlige elementer i den nuværende rådgivning omkring børns søvn i forhold til, om der er overensstemmelse mellem den fundne rådgivning og den opdaterede forskning på området, og således vurdere, om der er fagligt belæg for den konkrete rådgivning.

Tryg tilknytning, sensitiv respons og søvn

Tryg tilknytning kan ses som en form for modstandsdygtighed i forhold til at kunne magte kriser, traumer osv. senere i livet og har betydning for, hvordan barnet senere i livet regulerer sig selv, hvilke måder det har at berolige sig på, når det kommer i ubalance – når livet byder sorg, smerte eller uro. Det er derfor en af de absolut vigtigste faktorer i forhold til barnets sunde udvikling [1, 2, 3].

Forskning i tilknytningsteori har vist, at sensitiv respons på barnets signaler er en af de vigtigste faktorer for dannelse af en tryg tilknytning. Især respons på barnets gråd og andre udtryk for ubehag har vist sig at have betydning for tilknytningen [2, 4, 5]. Barnet har behov for tilgængelige voksne i alle døgnets timer. Når barnet vågner om natten, har det lige så meget behov for sensitiv respons som om dagen. Et studie fandt for eksempel en sammenhæng mellem sensitiv respons om natten og tryg tilknytning [6]. Babyer der aldrig eller kun af og til blev trøstet om natten havde større risiko for utryg tilknytning.

Babyer og småbørn er afhængige af trøst og omsorg fra deres forældre, da de ikke er i stand til at berolige sig selv [7]. Nogle forældrehåndbøger opfordrer forældre til at lade deres barn græde ved sengetid med påstand om, at dette vil lære barnet at berolige sig selv – denne anvisning ses også i undersøgelsens materiale. Forskning viser dog tydeligt, at dette ikke er korrekt. Udvikling af evnen til selvregulering sker i samspil med sensitive omsorgspersoner, som reagerer på barnets emotionelle signaler og hjælper barnet med at regulere sine følelser. Høj grad af sensitiv respons fører til bedre evne til selvregulering [2]. Hvis en baby eller et barn derimod gentagne gange overlades til sig selv med svære følelser, kan det svække udviklingen af selvregulering [2].

723 danske psykologer beskrev den tætte sammenhæng mellem tilknytning, sensitiv respons og søvn(træning) i deres åbne brev fra August 2019, om cry it out-bogen Godnat og Sov Godt, hvor de blandt andet skriver:

“Hvis barnet bliver mødt med trøst og omsorg, når det har brug for det, og føler sig tryg i relationen til sine forældre, er der tale om en sikker tilknytning. Hvis barnet derimod oplever perioder, hvor der ikke tages hånd om dets følelser og behov, kan der dannes en tilknytning af lav kvalitet, hvilket kaldes en usikker tilknytning.” [8]

Tilknytning, sensitiv respons og søvn hænger således sammen, da barnet, særligt i de første år, sover ganske mange timer i døgnet. Forældrenes håndtering af sove-situationerne er dermed er en stor del af omsorgen for barnet og et grundlæggende element i forældre-barn samspillet der fører til at barnet opnår en tryg tilknytning. 

Læs mere om sammenhængen mellem tilknytning, sensitiv respons og håndtering af barnets søvn.

Manglende fagligt belæg for rådgivning i alenesøvn

Overordnet er der i det undersøgte materiale et tydeligt udgangspunkt i alenesøvn som norm, på trods af, at forskningen entydigt viser, at evnen til at falde i søvn alene og ikke behøve kontakt til eller hjælp fra forældrene natten igennem, er en evne til selvberoligelse – eller selvstændighed om man vil – som det sunde og raske barn uanset hvad vil opnå med alderen [9, 10, 11, 12, 13, 14].

Forældrene fortælles, at barnet skal lære at falde i søvn alene, komme igennem natten uden opvågninger eller uden hjælp ved opvågninger, og at de skal træne dette for at sikre barnets søvn fremadrettet.

Til at betegne denne adfærd med at falde i søvn alene, at komme igennem natten uden opvågninger eller uden hjælp ved opvågninger, benytter vi ordet ‘alenesøvn’. 

Forældrene anvises i at sætte rammen for søvnen, f.eks ved at have faste stå-op- og sengetider baseret på alder, at beslutte at nu er det sengetid og holde fast i beslutningen, tilsyneladende uafhængigt af barnets signaler om træthed eller det modsatte.

Den eksisterende rådgivning instruerer forældrene i at træne denne alenesøvn ved brug af minimeret og forsinket respons, periodevis ignorering af barnet samt gennem fravænning af natlig mælkeindtag.

Forskning viser dog, at natlige opvågninger, med behov for hjælp, er hyppigt forekommende, indtil omkring 2-års alderen, hvor der sker et skift i børns søvn, og antallet af opvågninger med behov for hjælp falder drastisk [11, 13].

Nuværende rådgivning sætter således en ramme for omsorg ved aften- og nattetid, der står i direkte modsætning til den forskningsbaserede viden, der findes om det lille barns søvn og behovet for sensitiv respons ved de natlige opvågninger.

Vi finder desuden, at rådgivningen strider imod den anerkendte viden om vigtigheden af sensitiv respons, forældrenes følelsesmæssige og fysiske tilgængelighed og spejling i forbindelse med udviklingen af en tryg tilknytning.

Alt dette giver tilsammen en rådgivning, der i ganske mange tilfælde opfylder definitionen på søvntræning. Forældre i Danmark, Grønland og Færøerne rådgives således i stort omfang i søvntræning – herunder i nogle tilfælde også cry it out-søvntræning, når de søger rådgivning omkring deres barns søvn.

Argumenterne for, at rådgivningen har et ensidigt fokus på alenesøvn, er os ikke kendt, da størstedelen af det gennemgåede materiale ikke har kildehenvisninger – og i de få tilfælde, hvor der er angivet kilder, er disse ofte hjemmesider eller bøger, hvor referencen ikke er beskrevet.

Vi vurderer, at rådgivningen overordnet set er forældet og kræver opdatering både fagligt og kulturelt, så det afspejler nyeste forskning, forståelsen af forælder-barn søvn i et større perspektiv, samt giver forældre en bedre forståelse af naturligt forekommende opvågninger hos børn og inddrager ‘det nye børnesyn’ [15]. I denne forbindelse bør det tydeligt fremgå, hvilke faglige vurderinger, der ligger til grund for materialets ordlyd, og hvilken forskning de faglige vurderinger baserer sig på.
Dette vil sikre gennemsigtigheden for både forældre såvel som fagpersoner, og skabe opmærksomhed på vigtigheden af solidt fagligt grundlag for vejledningen, ikke mindst hos fagpersonerne.

Frygtbaserede appeller: Historien bag nuværende søvnvejledning

Historisk er søvntræning, herunder cry it out-søvntræning, et nyt fænomen, der udspringer fra frygtbaserede appeller og ender som autoritativ viden.

I løbet af de sidste ca. 200 år er søvntræning og cry it out-søvntræning, således blevet en normativ praksis hos (moderne) forældre [16, 17]. På forståeligt dansk betyder det i al sin enkelthed, at det ‘at træne barnet til at sove (alene)’ er blevet helt normalt i moderne vestlig børneopdragelse.

Frygtbaserede appeller er rådgivning/information, der fokuserer på angst for uønsket udfald; at der ‘sker noget’, hvis man gør (eller ikke gør) noget bestemt.

Eksempler herpå kan være rådgivning i, at man skal træne barnet til at sove ‘så det ikke får dårlig søvn resten af livet’, eller at man skal lære barnet at sove hele natten, ‘så barnet ikke underudvikles pga. søvnmangel’.

Disse udsagn kan ved første blik se ganske fornuftige ud, men der er ganske enkelt ikke fagligt belæg for udsagnene – ganske som der ikke var belæg for dem, da de første gang opstod for århundreder siden.
Det er således ikke et spørgsmål om, at man tidligere havde nogle teorier, som efterfølgende er bekræftet via forskning og derigennem har opnået status af autoritativ viden – tværtimod.
De ‘virker’ alene, fordi de appellerer til forældrenes frygt – og frygten overskygger således forældrenes evne til at sortere i den information, de præsenteres for, og det medvirker til, at ‘nødvendigheden af at søvntræne’ bliver til autoritativ viden, som illustreret i grafikken herunder.

En metaanalyse fra 2015 påviser, at frygtbaserede appeller er yderst effektive, særligt når de indeholder anbefaling om en engangs-handling (i modsætning til handling der kræver gentagelse), og at kvinder er særligt modtagelige for frygtbaserede appeller. Forskerne udtaler således, at der er ganske få situationer, hvor frygtbaserede appeller ikke er effektive. Meta-analysen bekræftede også tidligere fund om, at frygtbaserede appeller er effektive, når de beskriver, hvordan man undgår en fare, i vores tilfælde eksempelvis ‘forebyg søvnproblemer ved at lære barnet at sove’ og ‘undgå adfærdsvanskeligheder ved at sikre god søvn’ [18].

Dolores Albarracin, en af forskerne bag meta-analysen, advarer dog om at benytte frygtbaserede appeller som eneste strategi for at opnå et bestemt resultat. “Mere udførlige strategier, som at træne folk i det de har brug for at vide og kunne, for succesfuldt at ændre en adfærd, vil sandsynligvis være mere effektiv i de fleste kontekster. Det er meget vigtigt ikke at miste blikket for dette”, udtaler hun [19].

Frygtbaserede appeller er stadig ganske fremherskende i nuværende rådgivning.

Dr. Pamela Douglas (Læge, IBCLC, PhD), der blandt andet forsker i børnesøvn, udtaler:

“Sundhedspersonale fortæller ofte forældre, at de skal “lære deres baby at sove” hvis de vil, at han eller hun skal udvikle sig optimalt og få sunde søvnvaner senere i barndommen. Dette skræmmer forældre til at adlyde FWB søvntræning*, og forværrer alles søvnangst (hvilket forværrer søvn). Store studier viser dog, at denne påstand ikke er sand [20, 21, 22]. Gradisar et al. (2016) finder også, at der ikke bliver demonstreret nogle forbedringer i barnets udvikling eller tilknytning i nogen af grupperne tolv måneder senere [23].

*Første bølge af behavioristiske strategier (FWB – First wave behavioural strategies, red.) inkluderer råd om at forsinke eller ignorere dine reaktioner til din babys signaler; bruge mad-leg-søvn cyklusser [24]; undgå dårlige vaner ved ikke at give din baby lov til at associere mad med søvn; træn selvregulering; læg babyen ned for at sove i tremmesengen mens den stadig er vågen; sigt efter bestemte varigheder af vågne- og sovetider; opmuntre sekundære søvncyklusser siden at ‘søvn avler søvn’; undgå overstimulering og overtræthed; og hold øje med træthedstegn (normalt opført for forældre). Siden indtoget af den første bølge med behaviorisme i 1950’erne og 1960’erne, har behaviorisme udviklet sig, til hvad der bliver refereret til som anden og tredje bølge af adfærdspsykologi. Første bølge af behaviorisme er nu kun en dominant retning og psykologisk tilgang i plejen af forældre og babyer.” [25]

Udtalelsen herover er stort set samstemmende med den rådgivning, vi finder i gennemgangen af undersøgelsens materiale. Rådgivningen er til dels baseret på frygt for senere problemer, hvis man ikke tidligt i barnets liv sætter ind med fokuseret adfærdsregulering og -korrigering, præsenteret som ‘forebyggelse’. De vigtigste elementer i dette lader til at være et ‘putteritual’ samt fokus på, at barnet lærer at falde i søvn uden hjælp i egen seng. Disse ting beskrives som vejen til gode søvnvaner – og dermed som de grundlæggende elementer i at forebygge søvnproblemer.

For at forstå hvordan disse tilsyneladende harmløse ‘gode råd’ spiller ind i historien bag søvntræning, har vi udarbejdet en illustration, der viser, hvordan både forældre og fagpersoner, bevidst eller ubevidst, kan bevæge sig fra den behavioristiske rådgivning til accept af barnets gråd som en naturlig del af det at lære barnet at sove.

Opgør med autoritativ viden med baggrund i frygtbaserede appeller og uden fagligt belæg

De frygtbaserede appeller ender som autoritativ viden ved konsekvent at blive gentaget og indarbejdet i rådgivningen, hvormed det bliver til “alment accepteret viden”, som de færreste stiller spørgsmål ved, således heller ikke fagpersonerne. Trods manglende fagligt belæg for udsagnene er de nu så indlejrede i samfundet, at det kræver god oplysning og samtale (debat måske endda) at skabe en opmærksomhed om den manglende validitet af denne ‘viden’.

Det er forventeligt, at både forældre og fagpersoner vil have svært ved at acceptere, at det de i år eller måske ligefrem årtier har opfattet som ‘almen viden’ og troligt fulgt, ikke længere har denne status – og dette besværliggør accepten af ny viden.

Ethvert opgør med autoritativ viden indebærer en risiko for følelser af skyld og skam, når mennesker som har fulgt denne viden skal forholde sig til dette. En følelse af at være blevet snydt, holdt for nar, ikke have været ‘klog nok’ til at gennemskue den manglende validitet og lignende reaktioner er ikke unormale og kan i nogle tilfælde skabe kognitiv dissonans, hvor individet ganske enkelt overvældes af den modstridende information og som resultat forkaster den nye viden, fordi denne er det udefrakommende, som truer status quo og ryster individets verdensbillede.

Alenesøvn vs. mor-barn søvn

‘Alenesøvn’ vil sige, at barnet falder i søvn alene uden forældrenes tilstedeværelse og ikke behøver kontakt til eller hjælp fra forældrene natten igennem. I mange tilfælde vil det betyde, at barnet sover på eget værelse, men alenesøvn kan også praktiseres i forældrenes soveværelse eller i samme værelse som et eller flere af familiens andre børn. Samsovning, altså det at barnet sover i samme rum som andre, er særligt anvendt i barnets første levemåneder, hvor risikoen for vuggedød også spiller en rolle ift. valg af sovearrangement. Der kan således være et overlap mellem begreberne samsovning og alenesøvn.

Alenesøvn er et kulturelt fænomen, der primært praktiseres i den vestlige verden og først er introduceret for nogle århundreder siden, som beskrevet i ganske megen litteratur [26, 27, 28].

Dr. James McKenna har samlet utallige beskrivelser af, hvorfor alenesøvn er blevet en naturlig del af samfundet. En af grundene var, at katolske præster forbød sengedeling, fordi fattige kvinder indrømmede, at de med vilje have lagt sig på deres spædbarn, fordi de ikke kunne brødføde dem. Dette er naturligvis for adskillige hundrede år tilbage, men ligger alligevel kimen til udviklingen. Samtidig med dette beskrives den (datidige) kirkelig tro på børn som ‘fødte syndere’, der skal renses og disciplineres – og for alt i verden ikke ‘pylres om’, som man begyndte at opfatte samsovning som, en tro på at ‘dårlig luft’ i forbindelse med søvn vil bringe sygdomme, hvilket betød at man ikke måtte sove i samme rum som barnet/børnene, og adskillige andre beskrivelser af ældre tiders overtro.
Der var senere stigende fokus på individualisme, altså adskillelse, autonomi og evnen til at klare sig selv samt øget fokus på forældrenes samliv, der effektivt fik børnene rykket ud af forældrenes soveværelse, der nu ændrede karakter og blev base for det romantiserede voksne samliv.
McKenna beskriver, hvordan forældres instinkter overdøves af indholdet fra diverse bøger, pjecer og andre udgivelser, forfattet af primært ‘hvide mænd’, som hver især beskrev, hvordan man burde tilgå børn, trods de aldrig selv tog del i omsorgen for egne børn. 

Endnu senere kommer introduktionen af den kommercielle modermælkserstatning, som producenterne ureguleret kan markedsføre, hvormed barnet nu kan overlades i andres varetægt i længere tidsrum.

McKenna beskriver også, hvordan mange børnelæger og børneeksperter påstår, at børn der sover alene bliver mere selvstændige og opnår bedre evne til at selvregulere, trods forskningen er ganske klar omkring, at dette er en fejlagtig påstand [29].

Ifølge adskillige forskere og antropologer strider alenesøvn imod barnets biologiske norm, som beskrevet af Helen Ball i udgivelsen Parent-Infant Bed-Sharing Behavior. Effects of Feeding Type and Presence of Father [30] og gengivet længere nede i denne tekst.

Alenesøvn italesættes i næsten al gennemgået rådgivning som eneste mulighed, med enkeltstående henvisninger til at sove med barnet i forældrenes seng.
I forbindelse med rådgivning i at sove med barnet, fokuseres der alene på sikker sengedeling i forhold til vuggedød, og der er ingen yderligere beskrivelse af, hvordan sengedeling kan udføres i praksis i forhold til forskellige sengearrangementer, i forhold til selve putningen af barnet eller hvilken indvirkning sengedeling, ifølge forskningen, har på forældrenes eller særligt den ammende moders søvn, såvel som ammeetableringen og amningen isoleret set.

Alenesøvn: Forebyggelse af vuggedød

Anvisningerne om vuggedød beskriver kategorisk “egen seng”, som det sikreste sted for barnet at sove. Dette er dog ikke bakket op af forskning, hvilket Sundhedsstyrelsen allerede burde være vidende om via den omfattende internationale forskning, og i særdeleshed via fælles nordisk forskning (NORDSIDS) fra 1997 [31, 32, 33].

Når rådgivningen italesætter alenesøvn, som eneste eller “sikreste” mulighed i forhold til barnets søvn, er det faktuelt forkert og strider imod Sundhedsstyrelsens mission, som ifølge Sundhedsstyrelsens hjemmeside er “Sundhed for alle” [34].

Rådgivningen i alenesøvn afspejler således en rådgivning i kulturel praksis fremstillet som en sundhedsfaglig rådgivning.

I friteksterne i spørgeskemaet fortæller forældre om, at de er blevet advaret mod at lade barnet sove i samme seng som moren, med henvisning til alt fra at egen seng er sikrest og bedst til at sengedeling giver dårlig søvn. Lad os derfor se på, hvad Sundhedsstyrelsen skriver i pjecen om vuggedød til sundhedsfaglige. Her fremgår det af teksten, at “Hvis forældrene vælger at have barnet i deres egen seng, må sundhedsplejersken vejlede forældrene om følgende:” hvorefter der følger en liste med sikkerhedsanvisninger. Forud for dette ser vi, under overskriften ‘Et sikkert sted at sove’, teksten: “Det sikreste sted at sove for et spædbarn er i sin egen seng i samme rum som sine forældre”, efterfulgt af teksten “Især i de første tre måneder er risikoen for vuggedød øget ved samsovning. Såfremt forældrene alligevel vælger at sove sammen med deres spædbarn, skal barnet have mindst lige så meget plads at sove på, som hvis det lå i sin egen seng, og barnet bør ikke sove mellem forældrene.” [35].

Ordlyden i Sundhedsstyrelsens pjece om vuggedød til sundhedsfaglige kan opfattes således, at sundhedsfaglige kun må vejlede forældre i sikker sengedeling, såfremt forældrene selvstændigt beslutter at dele seng med barnet, på trods af rådgivning om, at det ikke er det mest sikre valg. En sådan vejledning er dog ikke meget bevendt hvis den ikke kommer uopfordret, inden forældrene på egen hånd tager barnet med i seng. 

Såfremt forældrene ikke uopfordret vejledes i sikker sengedeling og kontaktbaseret søvn, fratager man forældrene muligheden for at træffe velinformerede valg, og man ignorerer det faktum, at forskning viser, at omkring 40-75% af forældre fra vestlige kulturer tager barnet med i seng på et eller andet tidspunkt i barnets første leveår [36, 37, 38, 39, 40, 41, 42, 43].

Bolius har i December 2019 udført en undersøgelse i Danmark der inkluderede spørgsmålet om barnet sov i samme seng eller værelse som forældrene. I det udgivne materiale skriver Bolius at 45% af forældre til børn i alderen 0-2 år svarer ja til dette [44].

Vi blev nysgerrige på tallene, og bad Bolius lave et udtræk specifikt til os, så vi kunne se fordelingen af sengedeling vs værelsesdeling fordelt på aldersgrupperne 0-2 år og 3-4 år.

I gruppen af forældre med børn i alderen 0-2 år, svarer 28% at de sover i samme seng som barnet/børnene, 30% svarer at de sover i samme værelse og 18% svarer, at de tidligere har praktiseret én af delene. Forældrene med børn i denne aldersgruppe angiver også årsagen til deres valg. 62% svarer således, at det er fordi  ‘Det er bedst for børnene’ og 12% svarer ‘Pga. pladsmangel i boligen’.
For forældrene med børn i alderen 3-4 år svarer 23% procent at de sover i samme seng som barnet/børnene, 23% svarer at de sover i samme værelse og 16% svarer, at de tidligere har gjort en af delene. Også her har vi begrundelserne: 56% svarer således at det er bedst for børnene, og 15% angiver pladsmangel i boligen som årsag [45].

Tallene fra Bolius (Dec 2019) er i grove træk sammenlignelige med eksisterende data på området. Eksempelvis henviser skribenterne af en artikel fra Sygeplejersken (2001), til en undersøgelse der viste, at ca 40% af børnene sov sammen med moderen hele eller dele af natten [32], hvilket er samstemmende med internationale studier fra vestlige kulturer, som beskrevet ovenfor.

Sengedeling sker således uanset, om der vejledes i det eller ej – i høj grad fordi forældrene vurderer det som værende bedst for barnet. Uden vejledning har forældrene ikke modtaget information om at gøre det sikkert, og der kan derfor opstå situationer, hvor forældrene praktiserer usikker sengedeling uden at vide det. Uopfordret vejledning i sengedeling kan forebygge dette.

Mor-barn søvn: Biologisk normal børnesøvn

Forældrene kan få oplysning om sikker sengedeling, såfremt de selv efterspørger det – men hvad med al den information, der ikke direkte handler om vuggedød?
Hvad med informationerne om, hvordan sengedeling påvirker amningen, forældrenes søvn og alle de andre aspekter i mor-barn søvn, der foreligger viden om?

Det er ikke muligt at adskille alle disse elementer og alene kigge på dem ét af gangen. Baby- og børnesøvn er et emne, der kræver, at man kigger på alle aspekter samlet set for at forstå implikationerne af enhver form for afvigelse fra barnets biologisk naturlige søvn.

Den manglende italesættelse af sengedeling som værende barnets biologiske norm og en sikker praksis, tilsidesætter den massive forskning, der gentagne gange har peget på tæt mor-barn søvn som den praksis, der bedst beskriver barnets interesse.

I sin udgivelse, Parent-Infant Bed-Sharing Behavior. Effects of Feeding Type and Presence of Father, skriver professor i antropologi og direktør for Forældre-Spædbarns Søvnlaboratoriet på Durham Universitet, Helen Ball:

“Det antropologiske perspektiv på spædbarnets søvnbiologi, herunder den evolutionære underbygning og de udviklingsmæssige fordele ved mor-barn samsovning, er beskrevet i adskillige publikationer af McKenna og kolleger (McKenna, Mosko et al., 1990 [46] ; McKenna, Thoman et al., 1993 [47] ; McKenna et al., 2001 [48]; Mosko et al., 1997c [49];) og af adskillige andre biologiske antropologer (Ball 2002 [50], 2003 [51]; Ball et al., 1999 [52], 2000 [53]; Hrdy 1999 [54]; Small 1992 [55], 1998 [56]; Trevathan and McKenna 1994 [57]). De adfærdsæssige og polysomnografiske studier, rapporteret af McKenna, Mosko, og kolleger igennem 1990’erne understøtter den logiske konklusion, udledt fra fysiologiske, evolutionære, historiske, psykologiske og tværkulturelle data, at det, at sove nær moderen burde anses som værende i barnets bedste interesse.” [58]

Gentagne studier har undersøgt, hvorledes det kan lade sig gøre for mor og barn at sove sammen uden forøget risiko for vuggedød eller andre farlige situationer for barnet [32, 59, 31, 60, 61].

Som supplement til dette, findes der desuden forskning, der beskriver, hvordan mødre sover med deres børn, hvad enten de ammer eller giver barnet flaske. I denne forskning er det tydeligt, at mor-barn sengedeling i høj grad er “sikker søvn”.

Ikke overraskende viser denne forskning, at børnene, en stor del af natten, har direkte fysisk kontakt med moderen, eller befinder sig indenfor ca. 20 cm. af moderen, hvilket passer med armslængden hos det lille barn [62, 63, 64, 65].

Dette stiller yderligere spørgsmål ved, hvorfor rådgivning i og materialet omkring søvn har dette tydelige fokus på alenesøvn, uden kontakt, natten igennem, når forskningen som beskrevet kan vise i hvor høj grad, babyer søger deres mor under søvn.

I udlandet er der allerede udgivet materiale, som kigger på emnet i et bredere perspektiv, hvor den forebyggende indsats i forhold til vuggedød sker gennem information, der inddrager barnets behov for tæt kontakt og de adskillige positive aspekter ved sengedeling.

I januar 2020 udgav Academy of Breastfeeding Medicine [66] eksempelvis en ny holdningserklæring, hvor de gennemgik den foreliggende forskning i forhold til sengedeling, amning og vuggedød og kom med nye, opdaterede retningslinjer [67] .

De beskriver, at sikker sengedeling er muligt, og at den eksisterende forskning ikke støtter op om konklusionen, at sengedeling blandt ammede spædbørn fører til vuggedød, såfremt sengedelingen praktiseres uden kendte risikofaktorer. Udgivelsen stiller skarpt på vigtigheden af at se på vejledningen i og informationen om sengedeling og vuggedød i et bredere perspektiv, der inkluderer barnets biologisk normale søvnbehov.

I forbindelse med udgivelsen af de opdaterede retningslinjer, udtaler Arthur I. Eidelman, læge og chefredaktør på Breastfeeding Medicine således:

“Dette er en yderst velkommen, afbalanceret erklæring, som understreger den positive værdi i sikker sengedeling, samtidig med at den korrekt afgrænser de kliniske og miljømæssige risikoelementer (rygning, alkohol, medicin, sengearrangement mm, red.) der bør undgås”[68]

Citatet taler for sig selv og peger således på, at information om og vejledning i sikker sengedeling kan gå hånd i hånd med informationer om de positive aspekter i sengedeling.

Alison Stuebe, læge og præsident for Academy of Breastfeeding Medicine, tilføjer:

“Det er vigtigt at have samtaler omkring sikker sengedeling for at fjerne stigmatiseringen omkring emnet og for at skabe mulighed for åben og ærlig dialog mellem forældre og fagpersonerne omkring dem” [69]

Citatet fra Alison Stuebe sætter ord på et af de vigtigste aspekter i informationen om sengedeling; åben og ærlig samtale mellem forældre og fagpersoner er den eneste måde at skabe en tillidsfuld relation, hvor forældrene føler sig hørt, støttet og hjulpet på vej.

Mælk og amning positioneres som en barriere for søvn

Fra 4 måneders alderen rådgives forældrene i at adskille mad og søvn ved ikke at amme/flaske barnet i søvn. Fra 6 måneders alderen lægges der derudover stor vægt på, at barnet ikke længere fysiologisk har brug for madning om natten, og at dette bør stoppes.

Forældrene rådgives i, at det forstyrrer barnets og forældrenes søvn, og at stop for natmadning derfor vil give barnet bedre søvn og føre til en lettere tilvænning til “at sove igennem”, hvilket beskrives at være ca. 5-7 timer.

En forælder beskriver, i spørgeskemaet udsendt til forældre, sin oplevelse således:

“Jeg syntes det var enormt ubehageligt at blive vejledt om søvn. Min datter har mange opvågninger om natten og har behov for hjælp til at sove videre. Sundhedsplejersken anbefalede, at jeg stoppede med natamningerne, da hun var 6 mdr og mente derudover, at det ville være fint, hvis hun kom på eget værelse. Jeg havde på intet tidspunkt bedt om råd og vejledning ift søvn, så det var helt ved siden af.” 

Anvisningerne om at adskille mad og søvn, i forbindelse med lure, sengelægning og opvågninger om natten, er problematiske. Denne rådgivning står i kontrast til den viden, man har om amning og flaskemadning, samt de fysiologiske aspekter knyttet til etablering og opretholdelse af et velfungerende ammeforløb.

Forskning har f.eks. vist, at ammede børn i alderen 1-6 måneder, der har fri adgang til brystet, indtager ca. 20% af deres døgnindtag om natten, defineret som tidsrummet 22-04 [70]. Det er rimeligt at antage, at spædbørn ikke, fra den ene dag til den anden, stopper med at have behov for dette indtag, blot fordi de teoretisk set kan undvære.

Der er adskillige studier, som belyser det neutrale eller ligefrem gavnlige forhold mellem amning og søvn, såvel som vigtigheden af barnets frie adgang til brystet for at sikre mælkeproduktionen [13, 71, 72, 73, 74, 75, 76, 77, 78, 79].

Derudover findes der studier, der belyser den beroligende og omsorgsgivende effekt af amning, som hjælper moderen med at føle og yde omsorg for barnet og hjælper moderen med at falde i søvn igen efter natlige amninger – en ganske nyttig funktion, når barnet vækker moderen om natten og har brug for hjælp til at sove videre [80, 81, 82].

Der er derfor ikke fagligt belæg for rådgivning i at adskille mad og søvn i relation til det fysiske aspekt af amning eller flaskemadning.

Samtidig med rådgivningen i at adskille mad og søvn, finder vi i forældrenes spørgeskemabesvarelser, rådgivning fra sundhedsplejersken i at give modermælkserstatning, grød osv. inden nat for at give bedre søvn.

Mos, grød og anden fast føde, samt til dels modermælkserstatning (såfremt der ammes) opfattes som “bedre” ernæring og er derfor at foretrække i jagten på den eftertragtede langstrakte alenesøvn.

Denne rådgivning gives sammen med rådgivning i ikke at amme/flaske barnet i søvn, hvormed amningen igen undermineres, og forældrene kan få en opfattelse af amningen som værende problematisk og utilstrækkelig i forhold til at opnå og opretholde “god søvn”.

Det store fokus på det fysiske aspekt af amningen eller flaskemadningen er kun delvist overraskende, da materialet overordnet, både i relation til søvn og andre aspekter af barnets udvikling, har fokus på konkrete og målbare aspekter.

Det er dog særdeles overraskende, at det positive følelsesmæssige perspektiv ved amning eller flaskemadning er helt udeladt i rådgivningen om at adskille mad og søvn, trods Sundhedsstyrelsens bog Sunde Børn beskriver de vigtige tilknytnings- og følelsesmæssige aspekter ved amning og flaskemadning af barnet.

En forklaring herpå kan, ifølge cand. pæd.erne Tanja Mikkelsen og Louise Grønbech, være, at der i dag er en tendens til, at sundhedsplejerskernes rådgivning fokuserer på dokumentering af kvantificerbare forhold omkring barnet – eksempelvis normalfordelingskurven. Dette medfører, at den psykologiske videnskab taber terræn i sundhedsplejerskeinstitutionens praksis, forklarer Mikkelsen og Grønbech i deres speciale Sundhedsplejerskens normative indvirkning på moderskabet [83].

Forældrestyret natfravænning, der alene baserer sig på en klinisk antagelse af barnets fysiologiske behov og en (fejlagtig) antagelse af, at mad om natten vil forstyrre barnets søvn, tager ikke højde for barnets egen evne og ret til at signalere sine behov og blive mødt i disse.

Rådgivning i at adskille mad og søvn henstiller til, at forældrene overhører barnets signaler, der skal tolkes som “protester” eller “signal om, at barnet er lige ved at falde i søvn”, hvad enten det drejer sig om flaskemadning eller amning – og står i direkte kontrast til Sundhedsstyrelsens egen beskrivelse af, at amning og flaske er meget mere end mad.

Myten om bedre søvn ved at give modermælkserstatning, vælling, grød, mos, adskille mad og søvn, eller stoppe natamningen lever således i bedste velgående blandt sundhedsplejersker og gives videre til nye forældre igennem den rådgivning sundhedsplejerskerne giver, til trods for at der findes adskillige studier, der modbeviser dette [76, 84, 85, 75, 86].

Mad og søvn i relation til vuggedød

Alle sunde og raske børn uden fysiske eller psykiske problemstillinger lærer med tiden at falde i søvn og sove hele natten uden forældrenes hjælp – det er alene tidspunktet for dette, der varierer.

Når man træner et barn til at sove længere stræk, uden mad eller kontakt, er det i langt de fleste tilfælde lig med, at man træner, at barnet skal falde i søvn selv uden hjælp, og derefter skal sove længere og længere stræk om natten, uden at kalde efter eller få hjælp fra forældrene. Måden, man træner barnet, kan variere, men hovedprincipperne er at udfase og stoppe hjælpen, før barnet af sig selv falder i søvn, og at barnet herefter sover hele natten uden denne hjælp [87].

Rådgivning i denne træning er gennemgående i en stor del af materialet fra undersøgelsen og anviser, at man skal stoppe med at amme/flaske barnet i søvn og stoppe med at amme/flaske barnet om natten. Dette kan dog have negative konsekvenser for barnet i forhold til risiko for, at barnet ikke får mad, når det er sulten og risiko for, at moderens mælkeproduktionen falder til et utilstrækkeligt niveau. Hvis træning i, at barnet skal falde i søvn og sove alene evt. på eget værelse, fører til, at barnet bliver ammet mindre eller slet ikke, vil det yderligere øge risikoen for vuggedød, da amning, ifølge utallige studier og Sundhedsstyrelsen selv, beskytter mod vuggedød [35].

Man kan argumentere for, at barnets naturlige opvågninger, hvad enten de fører til, at barnet mades med bryst eller flaske, er medvirkende til at forebygge vuggedød, da alle former for lette opvågninger er lig med en let arousal for barnet.

Forskning har gentagne gange peget på, at de kendte risikofaktorer for vuggedød, i varierende grad, fører til lavere grad af arousal hos spædbarnet. Samtidig kobles manglende eller lavere grad af naturlig arousal sammen med øget risiko for vuggedød[88, 89].

Øget risiko for vuggedød, når børn på 0-1 år sover på eget værelse

Hvis en baby på under et år skal falde i søvn alene eller sove i et andet rum end forældrene om natten, øges risikoen for vuggedød [90, 91, 92, 93].

Forskere i søvninterventioner inddrager dog tilsyneladende sjældent risikoen for vuggedød i studiernes opbygning, og det ses ofte, at børn helt ned til få måneder placeres i eget værelse i forbindelse med søvninterventionerne, trods dette strider imod anbefalingerne ved vuggedød [94, 87]. Det ses da også, at megen litteratur om søvntræning og cry it out-metoden anbefaler, at barnet sover på eget værelse meget tidligt [87].

Ud af de 2711 forældre med børn født i 2017-2019, som besvarede vores spørgeskema, svarede 42% (1135 forældre), at de havde fået anbefalet cry it out-søvntræning, fra personlige kontakter som professionelle, venner, familie mv.. Dertil kommer alle de forældre, som har fået anbefalet cry it out på sociale medier som fx mødregrupper på facebook samt har læst om metoden. Når disse tælles med, drejer det sig om 54% af forældrene fra spørgeskemaet med børn fra 2017-2019, som har fået disse råd eller læst om cry it out. 

Disse råd, som forældrene i størstedelen af tilfældene modtog fra familie, venner og bekendte, kan derfor også indeholde instruktioner i at lade barnet sove på eget værelse, mens det stadig er helt lille.

Derudover kan vi se på svarene fra spørgeskemaet, at 553 forældre svarer at sundhedsplejersken har vejledt dem i at det kunne være en god ide at barnet sov på eget værelset inden barnet var 12 måneder, heraf havde 399 af forældrene børn født i 2017-2019. 

Sundhedsstyrelsen skriver i deres folder om vuggedød til sundhedsfaglige [35], at risikoen for vuggedød er til stede i perioden fra barnets 8. til 365. levedøgn, og at det sikreste sted for spædbarnet at sove, er i sin egen seng i samme rum som forældrene. Det beskrives ikke hvilken alder begrebet ‘spædbarn’ dækker over. Professor James J. McKenna fra Mother-Baby Behavioral Sleep Laboratory på University of Notre Dame anbefaler, at barnet sover i samme rum som forældrene til det er 1 år [93] og der er international konsensus om at børn bør sove i samme rum som deres forældre i de første 6-12 måneder af barnets liv, for at forebygge vuggedød [95, 96, 97, 98, 99].

Når rammen for søvn problematiserer normal babyadfærd

Rådgivningen i søvn er målrettet mod alenesøvn, uden behov for mad eller kontakt til forældrene, og tilbyder ganske sparsom eller slet ingen nuancering eller alternativ, som beskrevet ovenfor.

Alenesøvn præsenteres, uden nogen begrundelse herfor, som eneste fremgangsmåde i forhold til barnets søvn og som noget, der alene kan opnås gennem forældrenes styring af barnets fødeindtag, barnets sovested og introduktion af “gode vaner”.

Gode vaner ses beskrevet, som at barnet puttes, falder i søvn og sover i sin egen seng med ingen eller ganske lidt hjælp fra forældrene, hvilket samtidig positionerer det, at amme, flaske, vugge, nusse, synge barnet i søvn, samt sove med barnet mm. som “dårlige vaner”, trods dette har været normal forældre-barn adfærd gennem tusinder af år [100].

I beskrivelserne af barnets søvn og fremgangsmåderne i forbindelse med at opøve “gode søvnvaner”, skabes der en norm, som barnet efterfølgende ses og vurderes ud fra.

Følger barnet ikke denne norm, er det rimeligt at antage, at forældrene vil kategorisere barnet som havende et søvnproblem, værende i risiko for at udvikle et søvnproblem – eller forældrene kan begynde at tvivle på deres forældrekompetencer, fordi de ikke kan få deres barn til at sove som anvist, eller fordi barnet græder voldsomt, og de ikke er blevet vejledt i et alternativ.

Sundhedsplejersken fortæller hvordan man håndterer forskellige aspekter af omsorgen for og plejen af barnet og bliver således ‘den erfarne rollemodel’ der påvirker moderens egen opfattelse af hvordan man gør disse ting. Moderens opfattelse af hvordan hun selv og barnet bør opføre sig, dannes således til dels ud fra den vejledning sundhedsplejersken giver.

Denne pointe tilslutter cand. pæd.er Tanja Mikkelsen og Louise Grønbech sig:

”Vores undersøgelse viser, at sundhedsplejersken har en normativ indvirkning på moderskabet”

Deres speciale viser bl.a. at mødrene bliver usikre i mødet med sundhedsplejersken. Mikkelsen og Grønbech uddyber, at mødrene finder det vanskeligt at tale med sundhedsplejersken om eksempelvis samsovning/sengedeling:

”Vores undersøgelse viser, at moderen enten fortier hendes naturlige intuition overfor sundhedsplejersken eller indvier hende i sine overvejelser. Såfremt moderen indvier sundhedsplejersken, kan dette resultere i, at moderen påvirkes til at følge sundhedsstyrelsens anbefalinger, dels fordi moderen påvirkes af, hvad der normativt forventes af hende” [83]

Striks adskillelsesbaseret rådgivning i at opnå (alene)søvn skaber et forventningspres[101], hvor forældrene, i ønsket om at gøre det der forventes af dem som ‘gode forældre’, stræber efter at opnå at barnet sover alene. Frustrationen, når dette ikke lader sig gøre, kan give følelser af at fejle og kan føre til, at forældrene anstrenger sig endnu mere for at træne barnet i alenesøvn. Forældrene fanges således i en umulig situation hvor de eksempelvis tillægger egne (manglende) evner skylden for barnets “dårlige søvn”, beder om mere hjælp og efterfølgende følger en endnu mere striks rådgivning – eller hvor de undlader at fortælle eks. sundhedsplejersken, at de ikke lykkedes i eller ønskede at følge vejledningen. 

Ikke én eneste gang gennem det skriftlige materiale, beregnet til børn fra 4 måneder og frem, ser vi beskrivelser af det at amme, flaske, vugge, samsove eller benytte et bæreredskab, som en “godkendt” eller måske endda fordelagtig måde at opnå søvn.

Det, at vugge barnet, anvises som en måde at trøste det urolige eller kede barn – men samtidig beskrives det, at barnet bør vugges, imens det ligger i sengen, hvis muligt.

Forældrene rådgives i, at barnet kun tages op af sengen, hvis forsøgene på at berolige nede i sengen ikke lykkes, og at putningen af barnet i egen seng skal fortsætte, så snart barnet er beroliget.

Den skriftlige rådgivning til forældrene beskriver, at det lille barn således allerede fra 4 måneders alderen skal vænnes fra (fysisk) kontaktbaseret omsorg, og forældrene skal ikke længere respondere sensitivt på barnets signaler, men derimod vurdere om barnet signalerer et acceptabelt behov eller bare et ønske.

Forældre instrueres i at se barnets gråd som “protester” – hvilket kan give forældre en opfattelse af, at barnets signaler ikke er til at stole på og kan ignoreres, og at forældrene blot skal fortsætte deres adfærd.

Et af de få steder vi således ser anvisninger om at amme/vugge barnet i søvn og andre kontaktbaserede tilgange som en måde at opnå søvn, udover en enkelt sætning i Sunde Børn ang. babyer på 0-3 måneder, er i besvarelserne fra spørgeskemaet, hvor forældrene svarer at deres sundhedsplejerske har vejledt i dette.

Fagpersoners rolle i forældreskabets udvikling og valg

Vi vil argumentere for, at rådgivning fra sundhedsfaglige og andre fagpersoner er en faktor i udviklingen af forældrekompetencer. Dette gælder særligt i forhold til sundhedsplejersker, da de er den faggruppe, der har den største grad af berøring med familierne i den første tid efter, at et barn er blevet født, og forældrekompetencerne skal udvikles (eller udvides, såfremt barnet ikke er familiens første barn).

Forældre beskriver denne sårbarhed de oplever med første barn i friteksterne fra spørgeskemaet:

“Det er dybt frustrerende at man som helt ny mor, er sikker på at man kan stole på fagpersoner og deres råd, men først finder ud af at det var dårlige råd når man har prøvet dem af på sit lille barn. Der er brug for gode fagpersoner, for det er sgu svært at følge sin ‘indre mor stemme’ når den kun er få uger gammel.”

“Jeg synes det kræver en ordentlig omgang selvtillid i tiden efter fødsel, som med så meget andet selvfølgelig, men man er så sårbar, og vil gerne tage i mod, og det virker manipulerende og nedgørende ind i mellem. Jeg er glad for det er ovre.”

“Man er så letpåvirkelig som forældre især med den første at man lytter til alt hvad alle siger. Man er tyndslidt og hver gang man får et nyt råd får man dårlig samvittighed fordi man ikke gør det rigtige/ikke kan finde ud af det/ikke gør det godt nok”

“Som førstegangs mor er det svært at gå med sin mavefornemmelse, fordi alle har en mening og præger en til det de selv har lært. Jeg stod til sidst fast, alle grinte af mig og kom med belærende holdninger og “bare vent” udtalelser. I dag 7 år senere har vi den dejligste pige, tryg og omsorgsfuld. Nu har vi fået en lillebror og denne gang er det ikke svært.”

“Jeg har været glad for at være godt trænet i videnssøgning og kildekritik, og glad for, at jeg har kunne stoppe med at søge og generelt have en god mavefornemmelse med det, jeg har gjort. Det har på mange måder været fedt, at jeg har passet børn inden jeg selv fik barn, for jeg synes det er en tid med mange sandheder (der beskrives som de eneste rigtige). Havde jeg som ny mor stået og været usikker på det jeg gjorde, så tror jeg, at det ville have været svært at navigere i.”

Forældrene beskriver således, hvordan de føler sig usikre og endnu ikke har forudsætninger for at kunne navigere i de mange forskelligartede råd og anbefalinger. 

Dette påvirker i nogle tilfælde forældrene i en grad, hvor de overhører deres eget instinkt om at trøste og følger den anviste tilgang – eller fortsætter efter eget instinkt, men med følelsen af at gøre noget ‘forkert’ i baghovedet. Nogle skifter senere hen kurs og finder deres indre morstemme igen, enten med samme barn eller med næste.

Når materialet eksempelvis beskriver barnets signaladfærd som “protester”, der kan afvises og beskriver vigtigheden af ikke at tage barnet op af sengen igen, så kan det lede forælderen til en opfattelse af, at barnets signaladfærd ikke er troværdig, og forælderen har dermed fået lagt “farvede briller” over sit udgangspunkt for at se og aflæse barnets signaler.

Dette risikerer at svække forældrenes mentaliseringsevne over for barnet, fordi forælderen nu ikke længere er i en direkte aflæsning af barnet, men aflæser i rammen fra fagpersonernes rådgivning, der som påvist ikke anviser sensitiv respons.
Se mere: Forældres mentaliseringsevne kan påvirkes negativt af vejledningen fra Sundhedsstyrelsen

Når rammen bliver så snæver, at forælder-barn relationen sættes under pres

Den sundhedsfaglige rådgivning, som forældre modtager i deres børns første leveår, har stor betydning for både børnenes, forældrenes og hele familiens trivsel og er alment kendt som “De første 1000 dage”. Der er skabt adskillige projekter, der har fokus på disse “1000 dage”, og som alle tilsigter at støtte op om alle børns start på livet [102, 103, 104, 105, 106, 107].)

Sundhedsplejerskerne er den faggruppe, der har størst berøring med kommende og nye forældre i tiden omkring og efter fødslen samt i barnets første leveår.

De er oplagt som ressource for forældrene og kan være en kæmpe støtte, såvel som en essentiel formidler af information om barnets udvikling og livet som familie.

Sundhedsplejerskernes rådgivning sætter en ramme og beskriver et sæt normer for opdragelse og familieliv, som har til formål at guide forældrene til at stimulere og drage omsorg for deres barn hos både forældre med og uden erfaringsgrundlag.

Både sundhedsplejersker, læger, pædagogisk personale m.fl. anses som værende autoriteter med høj faglighed og er samtidig de fagpersoner, forældre oftest møder i barnets første 1000 dage. Det er derfor helt naturligt, at forældre søger deres rådgivning og har stor tillid til den rådgivning, de modtager fra netop disse fagpersoner.

Set i det perspektiv finder vi det nødvendigt at spørge: 

Hvordan påvirker det forældre-barn relationen, hvis børnene ikke passer ind i den (urealistiske) norm rådgivningen fra sundhedsfaglige og andre fagpersoner beskriver?

Kan det tænkes, at rammen kan blive så snæver, at forældrene, modsat intentionen, ikke føler sig støttet og mødt i deres individuelle behov og ønsker for netop deres familie?

Hvis forældrene konsekvent forsøger at få barnet til at have en (søvn)adfærd, der ikke er naturlig for netop deres barn eller børn overordnet set, er det rimeligt at antage at forældrene vil blive usikre på om der er noget galt med deres barn – eller med deres forældreevner.

Usikkerhed er en naturlig del af det at blive forælder, men hvor man tidligere boede tæt med familie og netværk omkring sig og fik erfaringer gennem tæt kontakt familier og generationer imellem, lever man nu mere adskilt. Google, bøger og online mødregrupper har overtaget en del af det ‘netværk’ særligt mødre tidligere havde. Der er således ikke samme naturlige støtte til og vidensdeling med nye familier længere og en usikkerhed kan udvikle sig hos forældrene uden at nogen opdager det og hjælper familien til at se og forstå, at barnets adfærd er helt normal.

Denne usikkerhed kan påvirke forældre-barn relationen negativt på flere måder. Forældrene kan forsøge at fastholde ønsket om den anviste adfærd og føle de fejler, når barnet ikke ‘gør som det skal’. Forældrene kan evt. søge yderligere hjælp og få endnu et sæt anvisninger, som de skal forsøge at implementere – hvormed interaktionen går fra at være instinktiv, aflæsende, gensidig og responsiv, til at være styret af anvisningerne i at nå det ønskede mål.

Uanset hvordan det konkrete tankemønster ser ud hos den specifikke forælder vil en længerevarende indre usikkerhed, der ikke afhjælpes, præge forælder-barn relationen negativt og give forøget risiko for depressive symptomer.

Forskning fra England viser, at op mod 80% af mødre, der læser publikationer, som anviser strikse rutiner, eksempelvis de beskrevne tilgange i undersøgelsen her, ikke fandt publikationerne brugbare og samtidig oplevede højere grad af usikkerhed og frustration efter at have læst dem.

Studiet fandt også et link imellem, hvor selvsikre mødrene følte sig, og hvor glade mødrene var. Mødre, som ikke fandt bøgerne brugbare (80%) havde større risiko for fødselsreaktioner, at føle sig stressede og ikke føle sig særlig selvsikre [101].

Forældrene selv kan også hjælpe os med at besvare disse spørgsmål.

Via friteksterne i spørgeskemaet, kan vi se nogle af de tanker og følelser forældrene har, i forbindelse med den rådgivning, de har modtaget. Kommentarerne giver et vigtigt indblik i forældrenes oplevelser.

Vi vil her fremhæve nogle få:

“Da mit ældste barn var 16 mdr. fik jeg – uden at have bedt om råd – at vide af en børnelæge på sygehuset hvordan jeg skulle tage en kold tyrker fra amning, og desuden undlade at reagere på hans gråd om natten, fordi han ikke sov igennem (vågnede 5-15 gange hver nat og græd). Det syntes jeg var ubehageligt, og jeg følte ikke at jeg kunne have et samarbejde med sygehuset når det var sådan vi blev mødt i vores problematik. Med bedrevidenhed og “dit udspekulerede barn vågner med vilje for at styre dig – du skal bare vise hvem der bestemmer” “

“Min sundhedsplejerske anbefalede at jeg ikke ammede min søn i søvn (3-4 mdr gammel) og at jeg lærte ham at falde i søvn uden at vugge slyngevuggen/trille barnevognen. Jeg fravalgte at få flere besøg af hende, da hun gjorde mig usikker på mig selv som mor. Hun ville også have at jeg begyndte at give min søn mme. Jeg fulgte ingen af hendes råd og har en sund, glad dreng på 2 år nu.”

“Jeg synes det helt store problem er den helt urealistiske forventning til børns søvn. Selvom jeg ikke direkte er blevet opfordret til søvntræning mange gange følte jeg alligevel et pres fra omverdenen om at lære mit barn gode søvnvaner. Desuden er autoriteter som sundhedsplejersker virkelig problematiske. En sundhedsplejerske ved mit første barn understregede vigtigheden af lange lure og x antal timers søvn i døgnet – ellers ville mit barn tage varigt skade. Det skabte kæmpe stress i en situation hvor der ellers  ingen stress burde være. Mit barn stortrivedes, men jeg begyndte at tvivle på mig selv og mit barn. “

“Min ældste sov elendigt de første 10 mdr af sit liv. Jeg troede han var ‘unormal’, fordi jeg konstant fik at vide at børn sov igennem fra 4-6 mdr, og jeg troede, at det var mig, der gjorde noget forkert, og vi afprøvede derfor forskellige ting. Jeg havde heldigvis nok føling med mavefornemmelse til ikke at fuldføre cry it out, og vi begyndte at samsove i samme seng da han var et år (indtil da kun i samme rum, for det var jo en ‘dårlig vane’). Derfra har jeg ikke kigget tilbage, og råd ang. søvn, amning, mad osv ved nr. 2 barn har jeg meget tydeligt frabedt mig”

Forældrenes beskrivelser viser med al tydelighed, at familien ikke har følt sig mødt af de pågældende fagpersoner, med usikkerhed til følge. 

Anden forskning fra England har vist, at mødres ønske om at følge en struktureret forældrestil, der foreskriver forældrestyrede rutiner og tidlige krav om selvstændighed hos barnet, påvirker ammeforløbets længde negativt og er tidlige indikatorer på senere forældrestil [108].

Dette er relevant i forhold til den yderst forældrestyrede tilgang, som det forskellige materiale beskriver, fordi disse angiver en meget snæver ramme for forældrene og barnets adfærd. Når materialet lægger op til en høj grad af forældrestyring samt ignorering af barnets behov, altså en meget snæver ramme for tilgangen til barnet – resulterer det i en forældreadfærd, der enten står i kontrast til sensitiv respons eller at forældrene kan føle at de gør noget forkert, hvis de udviser sensitiv respons.

Lad os igen se på friteksterne fra forældrene:

“Jeg har aldrig brugt de puttemetoder, der blev anbefalet, for det føltes helt forkert, så i stedet for at gøre det “rigtige”, “snød” jeg ved at amme, vikle og sove sammen med mit barn i stedet. Jeg ville sådan ønske, at jeg ikke havde følt at jeg snød.”

“Jeg lyttede til sundhedsplejerskens råd, men fulgte dem ikke. Fulgte mit instinkt. Dog havde jeg pga rådene en følelse af at jeg gjorde noget “forbudt” og deraf følelsen af dårlig samvittighed.”

“Den sundhedsplejerske vi havde var egentlig super kompetent. Når jeg tænker tilbage på den første tid med baby, slår det mig, at det især var familie, venner, mødregruppe etc., der talte højt og bredt om søvntræning i alle mulige afskygninger. Det er jo helt crazy hvordan deres forventninger til normal babysøvn, faktisk påvirkede min måde at spørge sundhedsplejersken til råds. Der blev skabt et problem, ud af noget der egentlig aldrig var et problem.”

Udtalelserne fra forældrene beskriver at forældrene bliver påvirkede af de råd, de modtager fra forskellige kilder, i en grad hvor de føler at deres egne indre instinkter om sensitiv respons bliver til noget som de føler er forkert. En forælder beskriver således, at dialogen med sundhedsplejersken ikke tog udgangspunkt i egne tanker, men var påvirket af den udefrakommende ‘støj’, hvormed en adfærd blev problematiseret.

Forældrenes udtalelser peger på, at forventningerne til deres håndtering af barnets søvn har haft stor indvirkning på deres opfattelse af, hvad der er ‘det rigtige’ at gøre. Selvom disse forældre har valgt ikke at følge rådgivningen, ligger forventningerne stadig og lurer i deres bevidsthed – i en grad hvor de, trods det aktive valg om at fortsætte den sensitive respons, føler de gør noget, de ikke burde.

Man kan teoretisere om, at forældre overordnet set, som følge af den modtagne rådgivning, i hvert fald i nogen grad har accepteret præmissen om, at det at lære et barn at sove alene ikke alene er nødvendigt, men at det også involverer en naturlig mængde brok og/eller gråd, og at dette ikke bør give anledning til at fravige indsatsen for, at få barnet til at falde i søvn uden hjælp og sove i egen seng.

Selv de forældre, som aktivt afviser rådgivningen, bærer således stadig opfattelsen af ‘det rigtige’ med sig i deres indre billede af, hvordan de bør drage omsorg for deres barn. Dette er ganske tankevækkende, men ikke overraskende et fint eksempel på den sårbarhed forældre oplever, særligt med første barn. 

Igennem hele materialet er der en tydelig italesættelse af, at barnets signaler ikke må tages for pålydende, at de ikke viser barnets egen opfattelse af dets behov, men skal opfattes som signaler, der illustrerer ‘ønsker’. Ved at beskrive barnets signaler som noget, der kan vurderes f.eks. ud fra hvilke vaner, som man ønsker, at barnet skal have senere, positionerer man barnets signaler som noget, der ikke skal tages alvorligt.

Materialet fra vores undersøgelse lægger op til forældreadministreret adfærdskorrigering i form af søvntræning, der på ingen måde kan forsvares fagligt, uanset barnets alder og udviklingsniveau, og som foretages på baggrund af frygt for senere problemer, forældet viden om børns søvn, urealistiske forventninger til baby- og børnesøvn og anvisninger om at være “tydelig” i håndteringen af barnet.

Vi stillede i starten af dette afsnit nedenstående spørgsmål:

Hvordan påvirker det forældre-barn relationen, hvis børnene ikke passer ind i den (urealistiske) norm rådgivningen fra sundhedsfaglige og andre fagpersoner beskriver?

Kan det tænkes, at rammen kan blive så snæver, at forældrene, modsat intentionen, ikke føler sig støttet og mødt i deres individuelle behov og ønsker for netop deres familie?

Men hvad er svarene så?

Svaret på det første spørgsmål er, at langt de fleste forældre bliver usikre og utrygge. De betvivler egne evner til at aflæse barnets signaler og drage omsorg for barnet. De får tanker omkring, om de er ‘gode nok’ til det der med at være mor og far. De får tanker om, hvorvidt der er noget galt med deres barn, siden barnet ikke ‘gør som det skal’.

Og – så er der enkelte, som undslipper dette tankemylder, smider vejledningen over skulderen, finder et fællesskab af andre ‘normbrydere’ og gør det de føler for inderst inde. 

Svaret på det andet spørgsmål er ja – og spørgeskemaet fangede adskillige af disse oplevelser. Vi så mødre der fik en ny sundhedsplejerske eller afsluttede forløbet med sundhedsplejersken med henvisning til at de ikke følte sig hørt, forstået og støttet – og blev usikre på dem selv. Andre henviste til at de afviste at tale om bestemte emner eller undlod at stille spørgsmål, fordi de på forhånd vidste, at sundhedsplejerskens vejledning ikke ville være brugbar for dem.

Når rammen bliver så snæver, at der reelt kun er én tilgang, hvad skal forældre så gøre, når denne tilgang ikke føles rigtig for dem – eller slet og ret ikke ‘virker’ for deres baby, dem selv eller familien som hele?

Hvis sundhedsfaglige, herunder sundhedsplejersker, i sandhed skal støtte op om og styrke forældres spirende forældrekompetencer, så må vejledningen sige farvel til snævre rammer, ‘one size fits all’-løsninger – og brede normalitetsbegrebet ud.

I fremtidens vejledning er der plads til alle familier, lige som de er.

Fremtidens rådgivning må tage udgangspunkt i omsorgskultur

Vi argumenterer for, at den opdaterede rådgivning må ske på baggrund af et skifte fra en adskillelseskultur til en omsorgskultur. Dette er i tråd med forskningen i tilknytningsteori, spædbarnets behov for tæt forældre-barn interaktion og vigtigheden af, at denne interaktion er baseret på sensitiv respons.

Alt dette er oplagt at koble sammen med “cue based care”, altså en tilgang hvor man aflæser barnets signaler og reagerer indfølende på dem, ud fra en forståelse af spædbarnet som et selvstændigt individ med egne instinkter og behov og en grundlæggende tillid til barnets evne til at signalere disse.

Forskerne Helen Ball, Pamela Douglas og kolleger har allerede udviklet eksempler på rådgivning i søvn, som kan give os vigtige informationer, om hvordan opdaterede, tilpassede og opkvalificerende rådgivning med denne tilgang fungerer i praksis.

Ball er en internationalt anerkendt professor og prisvindende forsker og direktør for Durham Universitets Forældre-Spædbarns laboratorie.

Douglas er en internationalt anerkendt forsker med faglig baggrund som læge, internationalt certificeret ammerådgiver (IBCLC), PhD og er tilknyttet The University of Queensland som forsker, samt Griffith University som adjunk. Ved siden af dette er hun direktør for non-profit organisationen ‘The Possums Clinic’, hvorigennem hun har udviklet, studeret og udgivet adskillige studier om eller i relation til børnesøvn.

Studierne omhandlende The Possum Approach (Possum-metoden) af Ball et al. fra 2018 [109] og Sleep, Baby & You (Søvn, Baby & Dig) af Ball et al. 2020 [110], og er studier i rådgivning til forældre og fagpersoner, som er udarbejdet med fokus på oplysning om normal baby- og børnesøvn og realistisk forventningsafstemning i relation hertil. Denne rådgivning opfordrer til sensitiv respons og til at prøve sig frem med forskellige tiltag for at opfylde barnets behov. Samtidig tilbyder denne rådgivning forældrene strategier til at støtte barnets udvikling af biologiske søvnregulatorer og fremme forældrenes egen trivsel. Sidst, men ikke mindst, lærer denne rådgivning forældrene at håndtere deres egne negative tankemønstre og evt. angst, der kan stå i vejen for søvn, igennem principperne for “Acceptance and Commitment Therapy” (ACT). 

At en bestemt vejledning i teorien virker, er dog irrelevant, såfremt den ikke fungerer i praksis. Derfor er netop disse studier vigtige, fordi de har undersøgt, hvordan fagpersonerne, der giver vejledningen oplever den og naturligvis også, hvordan forældrene oplever dem.

Citaterne herunder er blot to eksempler på tilbagemeldingerne, der gennemgående var positive fra både forældre og fagpersoner. Særligt fagpersonerne følte sig løftet fagligt og bedre rustet til at vejlede forældre, efter at have modtaget vejledning og undervisning efter principperne i Possum-metoden og Sleep, Baby & You-metoden.

En forældre der har deltaget i Ball et al. 2018 udtaler:

”Det handler ikke om at “fikse” din babys søvn, det handler om at fikse de forventninger, vi har til søvn. Og alle babyer er forskellige. Det kunne jeg godt lide – erkendelsen af, at de ikke kunne give mig et sæt regler, fordi de ikke kunne fortælle mig, hvad min baby havde brug for, kun min baby kunne.” [111]

En fagperson, som har deltaget i Ball et al. 2020, udtaler:

“Jeg bruger det hele tiden, jeg synes det er fantastisk, der er ikke noget af det du lærer dem, som kan gøre skade, så hvorfor skulle man ikke implementere det? Det er bare sund fornuft, det er helt klart fremtiden” [112]

Disse nye vejledninger baserer sig på mange års forskning og kan reelt opsummeres som “back to basics” – altså en erkendelse af, at den udvikling den vestlige kultur har gennemgået i forhold til spædbarn- og børneomsorg i løbet af de sidste århundreder, har bevæget sig væk fra barnets interesse. 

Den nuværende tilgang, til børns søvn, har, som præsenteret i vores undersøgelse, fokuseret på adfærdskorrigering igennem adskillelse fra barnet(100) – en tilgang der, som påvist, står i skarp kontrast til barnets behov.

Behovet for disse nye vejledninger er derfor samtidig en erkendelse af, at den nuværende tilgang til spædbarns- og børneomsorg har brug for at skifte spor.

Konklusion

Vi har i denne tekst set på, hvordan de overordnede tendenser og problematikker omkring rådgivning i børnesøvn ikke harmonerer med forskningen på området.

Vi vil her i konklusionen opsummere de områder, hvor dette er gældende ift rådgivning i børns søvn:

En tryg tilknytning til barnets omsorgspersoner er en af de vigtigste faktorer i det lille barns udvikling. Sensitiv respons på barnets signaler, fx at barnet trøstes ved gråd eller svære følelser – også ved putning eller om natten, har meget stor betydning for udviklingen af en tryg tilknytning. Vores undersøgelse viser, at forældre i høj grad rådgives til forsinket eller minimeret respons, og i nogle tilfælde til helt at undlade sensitiv respons ved at ignorere barnets gråd eller utilfredshed.

Forældrenes mentaliseringsevne over for barnet risikerer desuden at blive svækket, når forælderen ikke længere er i en direkte aflæsning af barnet, men aflæser i rammen fra fagpersonernes rådgivning, der som påvist ikke anviser sensitiv respons, når barnets signaladfærd ved fx putning italesættes som protester. 

Vi har desuden set på, at rådgivningen i baby- og børnesøvn i høj grad tager udgangspunkt i en norm om alenesøvn, hvor barnet skal lære at falde i søvn selv og komme igennem natten uden opvågninger eller uden hjælp ved opvågninger. Forskningen viser dog, at natlige opvågninger med behov for hjælp er hyppigt forekommende indtil 2-års alderen og dermed bør kategoriseres som ‘normal søvn’ for aldersgruppen. Derudover medfører rådgivningen om alenesøvn oftest vejledning i, at forældrene skal udvise ingen, minimeret eller forsinket sensitiv respons på barnets signaler, hvilket som nævnt ovenfor, er yderst uhensigtsmæssigt. 

Vi finder, at en del af den nuværende vejledning til forældre benytter såkaldte frygtbaserede appeller. Det vil sige, at forældre fx bliver fortalt, at det kan skade barnets udvikling eller sundhed, hvis barnet ikke trænes til ”gode søvnvaner”, hvilket beskrives som alenesøvn. Der er ikke fagligt belæg for at benytte de frygtbaserede appeller, og de kan lede forældre til at søvntræne, i frygten for at skade deres barn, hvis det ikke “sover godt nok”, hvor det at sove godt nok, oftest er baseret på urealistiske, kulturelle forestillinger om baby- og børnesøvn. 

Adskillige forskere og antropologer påpeger, at alenesøvn strider imod barnets biologiske norm. I størstedelen af det gennemgåede materiale, omtales alenesøvn dog stort set som eneste mulighed. 

Sundhedsplejersker skal således også anbefale at spædbarnet sover i egen seng i forældrenes soveværelse, med henvisning til at det er det sikreste, og, det ligner at sundhedsfaglige kun må rådgive i sikker sengedeling, hvis forældrene egenhændigt vælger at lade barnet sove i sengen på trods af dette. Der er dog ikke fagligt belæg for at sige, at det er sikrest for barnet at sove i egen seng, så længe forældrene er vejledt i sikker sengedeling, og ikke ryger. Da en stor procentdel af forældre under alle omstændigheder sover med deres barn i sengen, er det hensigtsmæssigt at vejledning i sikker sengedeling gives uopfordret, så sengedelingen kan ske sikkert allerede fra første gang.

I intet af det gennemgåede materiale har vi set eksempler på, at forældre vejledes i, hvordan sengedeling og mor-barn-søvn påvirker amning, søvn, og de andre psykologiske fordele det kan have. 

Fra 4 måneders alderen rådgives forældre i at adskille mad og søvn ved ikke at amme/flaske barnet i søvn for at opnå bedre søvn og gøre det nemmere for barnet at sove igennem senere hen. Denne rådgivning står i kontrast til den viden man i dag har om amning og flaskemadning, herunder at fri adgang til brystet er væsentlig for at sikre mælkeproduktionen, og derudover peger flere studier på den beroligende og omsorgsgivende effekt af amning. Amning ved natlige opvågninger har desuden den positive effekt, at det hjælper moderen til nemmere at falde i søvn igen. Børn på 1-6 mdr indtager 20% af deres døgnindtag om natten, og det er rimeligt at antage, at dette behov ikke forsvinder fra den ene dag til den anden. Forældre informeres ikke om disse ting i forbindelse med, at de anbefales ikke at amme/flaske barnet i søvn.

At udfase mælk/mad i forsøget på at få barnet til at ”sove bedre” og med færre opvågninger kan desuden have negative konsekvenser for barnet i forhold til risiko for, at barnet ikke får mad, når det er sulten og risiko for, at moderens mælkeproduktionen falder til et utilstrækkeligt niveau. Hvis træning i, at barnet skal falde i søvn og sove alene evt. på eget værelse, fører til, at barnet bliver ammet mindre eller slet ikke, vil det yderligere øge risikoen for vuggedød, da amning, ifølge utallige studier og Sundhedsstyrelsen selv, beskytter mod vuggedød. 

Hvis en baby på under et år skal falde i søvn alene eller sove i et andet rum end forældrene om natten, øges risikoen for vuggedød. Ikke desto mindre er 399 forældre med børn født i 2017-2019 af deres sundhedsplejerske blevet anbefalet  at lade barnet sove på eget værelse inden det var 1 år. Dertil kommer, at 42% af forældrene som besvarede spørgeskemaet og som havde børn født i 2017-2019, havde fået anbefalet cry it out søvntræning personligt af en de kendte – og da litteratur om søvntræning og cry it out ofte anbefaler, at barnet sover på eget værelse fra ganske lille, kan forældre også have modtaget dette råd af denne vej.

Overordnet set vurderer vi, at normal babyadfærd problematiseres med den nuværende vejledning. Det gør, at forældre kan begynde at betvivle egne forældrekompetencer, eller tro at barnet har et søvnproblem. 

Forskning viser, at op mod 80% af mødre, der læser publikationer, som anviser strikse rutiner, eksempelvis de beskrevne tilgange i undersøgelsen her, ikke fandt publikationerne brugbare og samtidig oplevede højere grad af usikkerhed, frustration, havde større risiko for fødselsreaktioner, at føle sig stressede og ikke føle sig særlig selvsikre, efter at have læst dem. I fritekstkommentarerne fra vores spørgeskemaundersøgelse italesætter mange af forældrene ikke at have følt sig mødt af deres sundhedsplejerske eller andre professionelle, og at deres instinkter blev gjort forkerte, med usikkerhed til følge. Dette taler også imod den nuværende måde at rådgive forældre på.

Til slut har vi gennemgået, hvordan der faktisk allerede er udviklet og afprøvet en tilgang til søvnvejledning, som tager udgangspunkt i forskningen i tilknytningsteori, spædbarnets behov for tæt forældre-barn interaktion og vigtigheden af, at denne interaktion er baseret på sensitiv respons. Det er studier i rådgivning til forældre og fagpersoner, som er udarbejdet med fokus på oplysning om normal baby- og børnesøvn og realistisk forventningsafstemning i relation hertil. Tilbagemeldingerne fra både fagpersoner og forældre var positive, og fagpersonerne følte sig løftet fagligt og bedre rustet til at vejlede forældre, efter at have modtaget vejledning og undervisning efter principperne. 

Med denne undersøgelse ønskede vi at sætte fokus på den vejledning forældre i Danmark, Grønland og Færøerne modtager – med særligt fokus på forekomsten af søvntræning og anden uhensigtsmæssig rådgivning i søvn.

Efter at have gennemgået det samlede materiale, er det tydeligt, at der er brug for et skift til fokus på omsorg og for, endegyldigt at afslutte nuværende praksis med rådgivning, der primært anviser adskillelsesbaseret søvnrådgivning, herunder søvntræning. Forældre modtager i høj grad rådgivning omkring børns søvn, som helt gennemgående mangler forskningsmæssigt belæg og som kan påvirke forældre og barn negativt. Som opsummeret her i konklusionen, drejer det sig ikke kun om enkelte områder, men er en helt generel problematik for området børn og søvn. 

I lyset af vores observationer og resultater fra denne undersøgelse, samt henvisninger til relevant forskning, kan vi således konkludere, at der er behov for at nuværende rådgivning i børns søvn i Danmark, Grønland og Færøerne bliver opkvalificeret, opdateret og præciseret.

Sundhedsplejersker spiller en helt essentiel rolle i forhold til at ændre på den rådgivning som forældre modtager i baby- og børnesøvn, fordi de er den faggruppe, som har den tætteste kontakt til familier med babyer og småbørn. Udover at sikre, at egen vejledning er opdateret, kan sundhedsplejerskerne også være med til at uddanne offentligheden og andre faggrupper, fx pædagoger og dagplejemødre. Forældrene fra spørgeskemaundersøgelsen fik f.eks. langt de fleste anbefalinger af cry it out-metoden af ikke-professionelle, og dermed vil det have ganske stor betydning, hvis sundhedsplejersker med deres rådgivning taler imod cry it out og søvntræning. Derigennem kan sundhedsplejerskerne støtte forældrene i en mere hensigtsmæssig tilgang, ved at informere om biologisk normal baby- og børnesøvn og således forebygge at forældre afprøver disse råd. 

Da sundhedsplejersker arbejder ud fra Sundhedsstyrelsens anbefalinger, er det nødvendigt, at Sundhedsstyrelsen opdaterer, uddyber og nuancerer deres anbefalinger og vejledninger om og i relation til baby- og børnesøvn Vi har derfor udarbejdet en opfordring til Sundhedsstyrelsen omkring en sådan opdatering, som kommer i det følgende.

Opfordring til Sundhedsstyrelsen

Som følge af resultaterne af vores undersøgelse samt nærværende gennemgang af, at  nuværende rådgivning i børnesøvn ikke er i overensstemmelse med forskningen på området, opfordrer vi Sundhedsstyrelsen til følgende konkrete tiltag:

  • At Sundhedsstyrelsen opdaterer deres materiale om børns søvn ud fra den nyeste viden om børns udvikling og tilknytning, så forældre rådgives i vigtigheden af sensitiv respons i alle døgnets timer.
  • At anbefalingerne for børn og søvn ikke indeholder elementer af søvntræning, og at Sundhedsstyrelsen klart og tydeligt tager afstand fra “søvntræning”, defineret som:
    • At følge en fast fremgangsmåde for putning til lur eller nat, som ikke tilpasses til det individuelle barns situation og signaler.
      (Eksempler herpå er: Skema med minutangivelser for hvor ofte barnet skal tilses, uanset om barnet forsøger at påkalde sig opmærksomhed eller ej; At barnet ikke må tages op af sengen; At der ikke må være øjenkontakt)
    • Omsorgspersonen går fra barnet trods gråd eller utilfredshed fra barnet.
      (Eksempler herpå er: At gå fra barnet, trods barnet siger “Ikke gå” eller græder og rækker ud).
    • Der praktiseres forsinket, minimeret eller ingen respons, forstået på den måde, at kontakt og omsorg bevidst tilbageholdes eller minimeres i kortere eller længere tid, til trods for at barnet søger at påkalde sig omsorgspersonernes opmærksomhed.
      (Eksempler herpå er: Bevidst at vente med at trøste/gå ind til barnet til det græder “rigtigt”; at nøjes med at lægge en hånd på barnet nede i tremmesengen, selvom dette ikke beroliger barnet; at sidde ved siden af barnet uden at reagere på barnets kontaktforsøg/gråd)
  • At Sundhedsstyrelsens anbefalinger indeholder konkrete metoder som alternativ til søvntræning
  • At Sundhedsstyrelsen revurderer deres standpunkt i forhold til sengedeling og fremover inkluderer vejledning i sikker sengedeling på baggrund af opdateret forskning på området, som en del af den uopfordrede vejledning. Dette vil forebygge usikker samsovning og give forældrene viden om samt forståelse for barnets fysiske og psykiske behov for tæt kontakt til forældrene i alle døgnets timer, og således også i forbindelse med søvn.
  • At Sundhedsstyrelsen reviderer deres vejledning om vuggedød, så det tydeligt fremgår, at sikker sengedeling ifølge opdateret forskning ikke medfører forhøjet risiko for vuggedød, medmindre det sker samtidig med, at barnet udsættes for tobaksrøg, og/eller at en af forældrene ryger. Det er således rygningen, der er risikofaktoren, ikke sengedelingen.
  • At Sundhedsstyrelsen nuancerer og breder normalbegrebet vedrørende baby- og børnesøvn ud, så det i højere grad afspejler den reelle variation på området. Vi opfordrer til, at Sundhedsstyrelsen tydeliggør, at børnesøvn er et område med stor variation, og at natlige opvågninger med behov for kontakt, hjælp til at sove videre og/eller behov for mælk, er ganske normalt og ikke noget der som udgangspunkt bør give anledning til bekymring eller intervention.
  • At Sundhedsstyrelsen arbejder på at sikre, at anbefalingerne bliver implementeret i den lokale kommunale sundhedspleje samt i alle andre relevante faggrupper.

Kilder

  1. Jones, E.E. (1996). Introduction to the special section on attachment and psychopathology: Part 1. Journal of Consulting and Clinical Psychology, 64(1), 5-7
  2. Cassidy J. (1994). Emotion regulation: Influences of attachment relationships. Monographs of the Society for Research in Child Development,59(2-3), 228-249
  3. Tilknytning (2015). Rigshospitalet, Videnscenter for Tidligt Fødte Børn. Redaktør Psykolog Lisbeth Gath. https://www.rigshospitalet.dk/afdelinger-og-klinikker/julianemarie/videnscenter-for-tidligt-foedte-boern/opvaeksten/Sider/Tilknytning.aspx (Set 15 august 2020)
  4. Leerkes, E.M. (2011). Maternal sensitivity during distressing tasks: A unique predictor of attachment security. Infant Behavior and Development, 34(3), 443-446
  5. McElwain, N.L., & Booth-LaForce, C. (2006). Maternal sensitivity to infant distress and nondistress as predictors of infant–mother attachment security. Journal of Family Psychology, 20(2), 247–255
  6. Higley, E. & Dozier, M. (2009). Nighttime maternal responsiveness and infant attachment at one year. Attachment & Human Development, 11(4), 347-363
  7. Berk, L. (2012). Child Development (9th. Ed.). Boston: Allyn and Bacon. Monographs of the Society for Research in Child Development, 59(2-3), 228-249
  8. Åbent brev til Gyldendal fra 723 psykologer (2019). https://psykologernesbrev.dk/
  9. Moore, T. & Ucko, L.E. (1957). Night Waking in Early Infancy: Part I. Archives of Disease in Childhood 32, 333-342
  10. Goodlin-Jones, B.L., Burnham, M.M., Gaylor, E.E. & Anders, T.F. (2001). Night Waking, Sleep-Wake Organization, and Self-Soothing in the First Year of Life. Journal of Developmental & Behavioral Pediatrics, 22(4), 226-233
  11. Paavonen, E.J., Saarenpää-Heikkilä, O., Morales-Munoz, I., Virta, M., Häkälä, N., Pölkki, P., Kylliäinen, A., Karlsson, H., Paunio, T. & Karlsson, L. (2020). Normal Sleep Development in Infants: Findings From Two Large Birth Cohorts.  Sleep medicine, 69, 145-154. https://doi.org/10.1016/j.sleep.2020.01.009
  12. Weinraub, M., Bender, R.H., Friedman, S.L., Susman, E.J., Knoke, B., Bradley, R., Houts, R. & Williams, J. (2012). Patterns of developmental change in infants’ nighttime sleep awakenings from 6 through 36 months of age. Developmental Psychology, 48(6), 1511–1528
  13. Palmstierna, P., Sepa, A. & Ludvigsson, J. (2008). Parent perceptions of child sleep: a study of 10,000 Swedish children. Acta Paediatr., 97(12), 1631-1639. https://doi.org/10.1111/j.1651-2227.2008.00967.x
  14. Elias, M.F., Nicolson, N.A., Bora, C. & Johnston, J. (1986). Sleep/wake patterns of breast-fed infants in the first 2 years of life. Pediatrics, 77(3), 322-329
  15. Børneperspektiver (2009). Danmarks Evalueringsinstitut. Side 5. https://www.eva.dk/sites/eva/files/2017-08/B%C3%B8rneperspektiver%202009.pdf
  16. Rosier, J.G. & Cassels, T. (2020). From “Crying Expands the Lungs” to “You’re Going to Spoil That Baby”: How the Cry-It-Out Method Became Authoritative Knowledge. Journal of Family Issues. https://doi.org/10.1177/0192513X20949891
  17. Maute, M. & Perren, S. (2018). Ignoring Children’s Bedtime Crying: The Power of Western-Oriented Beliefs. Infant Ment. Health J., 39(2), 220-230
  18. Tannenbaum, M.B., Hepler, J., Zimmerman, R.S., Saul, L., Jacobs, S., Wilson, K. & Albarracín, D. (2015). Appealing to fear: A meta-analysis of fear appeal effectiveness and theories. Psychological Bulletin, 141(6), 1178-1204
  19. Originalt citat fra Fear-based appeals effective at changing attitudes, behaviors after all (2015). American Psychological Association. https://www.eurekalert.org/pub_releases/2015-10/apa-fae102115.php: “More elaborate strategies, such as training people on the skills they will need to succeed in changing behavior, will likely be more effective in most contexts. It is very important not to lose sight of this”
  20. Price, A.M.H., Wake, M., Ukoumunne, O.C. & Hiscock, H. (2012). Outcomes at six years of age for children with infant sleep problems: longitudinal community-based study. Sleep Medicine, 13(8), 991-998
  21. Mindell, J.A. & Lee, C. (2015). Sleep, mood, and development in infants. Infant Behaviour and Development, 41, 102-107
  22. Price, A.M.H., Quach, J., Wake, M., Bittman M. & Hiscock, H. (2016). Cross-sectional sleep thresholds for optimal health and well-being in Australian 4-9-year-olds. Sleep Medicine, 22, 83-90. https://doi.org/10.1016/j.sleep.2015.08.013
  23. Gradisar, M., Jackson, K., Spurrier, N.J., Gibson, J., Whitham, J., Williams, A.S., Dolby, R. & Kennaway, D.J. (2016). Behavioral interventions for infant sleep problems: a randomised controlled trial. Pediatrics, e20151486. https://doi.org/10.1542/peds.2015-1486
  24. Mad-leg-søvn cyklus er en tilgang, hvor barnet føres igennem dagen efter et fast skema, uden hensyntagen til barnets signaler. Barnet trænes således i at spise, lege og sove efter dette skema og lærer ikke, at det kan signalerer dets behov og efterfølgende få disse opfyldt.
  25. Originalt citat fra Pamela Douglas, Why the headline “It’s OK to let your baby cry himself to sleep” doesn’t help parents with baby-sleep problems, maj 2016. (Set 2 august 2020): Health professionals often tell parents that they must ‘teach their baby to sleep’ if they want him or her to develop optimally and have healthy sleep later in childhood. This frightens parents into compliance with FWB sleep training, and exacerbates everyone’s sleep anxiety (which worsens sleep). Yet large studies show this claim isn’t true.7-9 Gradisar et al also find no demonstrated improvement in the children’s development and attachment in any of the groups, twelve months on. “First wave behavioural strategies include advice to delay or ignore your responses to your baby’s cues; use feed-play-sleep cycles; avoid bad habits by not allowing your baby to associate feeds with sleep; teach self-settling; put the baby down to sleep in the cot while still awake; aim for certain durations of wake and sleep times; encourage second sleep cycles since ‘sleep breeds sleep’; avoid overstimulation and overtiredness; and watch for tired cues (usually listed for parents). Since the advent of first wave behaviourism in the 1950s and 1960s, behaviourism has developed into what are referred to as second and third wave behaviourisms. First wave behaviourism remains a dominant school of psychological approach only in the care of parents and babies.”
    https://possumsonline.com/blog/why-headline-its-ok-let-your-baby-cry-himself-sleep-doesnt-help-parents-baby-sleep-problems
  26. McKenna, J.J. (1993). Encyclopedia of Sleep and Dreaming: Co-sleeping. Macmillan Publishing Company. https://cosleeping.nd.edu/assets/31964/co_sleeping_in_encyclopedia_of_sleep_mckenna_1993.pdf
  27. Lozoff, B. & Brittenham, G. (1979). Infant care: Cache or carry. The Journal of Pediatrics, 95(3), 478–483
  28. Barry, H. & Paxson, L.M. (1971). Infancy and Early Childhood: Cross-Cultural Codes 2. Ethnology, 10(4), 466-508. https://doi.org/10.2307/3773177
  29. McKenna, J.J. (2020). Safe Infant Sleep: Expert Answers to Your Cosleeping Questions. ISBN: 978-1-930775-76-3 – Uddrag med reference materialet: https://thriveglobal.com/stories/history-of-infant-sleep-in-western-industrialized-societies/
  30. Ball, H. (2006). Parent-infant bed-sharing behavior: Effects of feeding type and presence of father. Hum Nat., 17(3), 301-318. https://doi.org/10.1007/s12110-006-1011-1 
  31. Pludselig spædbarnsdød i Norden: Resultater fra det nordiske studie 1990-1996 af pludselig uforklarlig spædbarnsdød/krybbedød/vuggedød (1997). Nordic Council of Ministers. ISBN: 9289301163, 9789289301169
  32. Helweg-Larsen, K. & Guldager, E. (2001). Vuggedød – forekomst, forebyggelse og risikofaktorer. Sygeplejersken, 31, 22-28
  33. Christiansen, K., Tornbo, C., Kjeldset, A.-M. & Poulsen, A. (2013). Samsovning : en anbefaling uden evidens. Det enkle budskab. Sundhedsstyrelsens bevæggrunde. Tidsskrift for jordemødre, Årg. 123, nr. 9
  34. https://www.sst.dk/da/Om-os/Strategi-og-grundlag/Strategi-mission-og-vaerdier
  35. Forebyg vuggedød – og undgå skæv hovedfacon og fladt baghoved (2011). Sundhedsstyrelsen. Til sundhedspersonale.
  36. Stokowski, L.A. (2016). Bedsharing, Breastfeeding, and Safe Infant Sleep Advice: The Caregiver’s Dilemma. https://www.medscape.com/viewarticle/859868_3
  37. Blair, P.S. & Ball, H.L. (2004). The prevalence and characteristics associated with parent-infant bed-sharing in England. Archives of disease in childhood, 89(12), 1106–1110. https://doi.org/10.1136/adc.2003.038067
  38. Jenni, O.G., Fuhrer, H.Z., Iglowstein, I., Molinari, L. & Largo, R.H. (2005). A longitudinal study of bed sharing and sleep problems among Swiss children in the first 10 years of life. Pediatrics, 115(1 Suppl), 233–240
  39. Gilmour, H., Ramage-Morin, P.L. & Wong, S.L. (2019). Infant bed sharing in Canada. Health reports, 30(7), 13–19
  40. Welles-Nystrom, B. (2005). Co-sleeping as a window into Swedish culture: considerations of gender and health care. Scandinavian journal of caring sciences, 19(4), 354–360. https://doi.org/10.1111/j.1471-6712.2005.00358.x
  41. Ateah, C.A. & Hamelin, K.J. (2008). Maternal bedsharing practices, experiences, and awareness of risks. Journal of obstetric, gynecologic, and neonatal nursing : JOGNN, 37(3), 274–281. https://doi.org/10.1111/j.1552-6909.2008.00242.x
  42. Lahr, M.B., Rosenberg, K.D. & Lapidus, J.A. (2005). Bedsharing and maternal smoking in a population-based survey of new mothers. Pediatrics, 116(4), e530–e542. https://doi.org/10.1542/peds.2005-0354
  43. Hooker, E., Ball, H.L. & Kelly, P.J. (2001). Sleeping like a baby: attitudes and experiences of bedsharing in northeast England. Medical anthropology, 19(3), 203–222. https://doi.org/10.1080/01459740.2001.9966176
  44. Viden om Børn i Boligen (2019). Videncentret Bolius. https://www.bolius.dk/presse/undersoegelser/viden-om-boern-i-boligen
  45. Bolius, Børn og bolig, Særligt udtræk til Sovende Børn, Dec 2019.
  46. McKenna, J.J., Mosko, S., Dungy, C. & McAninch, J. (1990). Sleep and arousal patterns of co‐sleeping human mother/infant pairs: A preliminary physiological study with implications for the study of sudden infant death syndrome (SIDS). Am. J. Phys. Anthropol., 83(3), 331-347.
  47. McKenna, J.J., Thoman, E.B., Anders, T.F., Sadeh, A., Schechtman, V.L. & Glotzbach, S.F. (1993). Infant-Parent Co-Sleeping in an Evolutionary Perspective: Implications for Understanding Infant Sleep Development and the Sudden Infant Death Syndrome. Sleep, 16(3), 263–282.
  48. Mosko, S., Richard, C., James, M., Drummond, S. & Mukai, D. (1998). Maternal proximity and infant CO2 environment during bedsharing and possible implications for SIDS research. Am. J. Phys. Anthropol., 103(3), 315-328
  49. McKenna, J., M. Andolina, et al. (2001) Bedsharing/Breast-Feeding Mothers and Infants: Adaptation or Pathology? Abstracts of the American Journal of Physical Anthropology 70th Annual Meeting
  50. Ball, H.L. (2002). Reasons to bed-share: Why parents sleep with their infants. Journal of Reproductive and Infant Psychology, 20(4), 207-221
  51. Ball, H.L. (2003). Breastfeeding, Bed‐Sharing, and Infant Sleep. Birth, 30(3), 181-188
  52. Ball, H.L., Hooker, E. & Kelly, P.J. (1999). Where Will the Baby Sleep? Attitudes and Practices of New and Experienced Parents Regarding Cosleeping with Their Newborn Infants. American Anthropologist, 101(1), 143-151
  53. Ball, H.L., Hooker, E. & Kelly, P.J. (2000). Parent–infant co‐sleeping: fathers’ roles and perspectives. Inf. Child Develop., 9(2), 67-74
  54. Hrdy, S.B. (1999). Mother Nature: A History of Mothers, Infants, and Natural Selection. Pantheon
  55. Small, M.F. (1992). A Reasonable Sleep. Discover (April), 83–88
  56. Small, M.F. (1998). Our Babies, Ourselves: How Biology and Culture Shape the Way We Parent. New York:Doubleday/Dell.
  57. Trevathan, W.R. & McKenna, J.J. (1994). Evolutionary Environments of Human Birth and Infancy: Insights to Apply to Contemporary Life. Children’s Environments, 11(2), 88–104
  58. Originalt citat fra Ball H. Parent-infant bed-sharing behavior : Effects of feeding type and presence of father. Hum Nat. 2006;17(3):301-318. “An anthropological perspective on infant sleep biology, including the evolutionary underpinnings and developmental benefits of mother-infant co-sleeping,has been described in numerous publications by McKenna and colleagues (McKenna,Mosko et al. 1990; McKenna, Thoman et al. 1993; McKenna et al. 2001; Mosko etal. 1997c) and those of several other biological anthropologists (Ball 2002, 2003;Ball et al. 1999, 2000; Hrdy 1999; Small 1992, 1998; Trevathan and McKenna1994). The behavioral and polysomnographic studies reported by McKenna, Mosko,and colleagues throughout the 1990s supported the logical conclusion derived from physiological, evolutionary, historical, psychological and cross-cultural data that sleeping in close proximity to its mother ought to be in an infant’s best interests. (https://citeseerx.ist.psu.edu/viewdoc/download?doi=10.1.1.546.6764&rep=rep1&type=pdf )
  59. Blair, P.S., Sidebotham, P., Evason-Coombe, C., Edmonds, M., Heckstall-Smith, E.M.A. & Fleming, P. (2009). Hazardous cosleeping environments and risk factors amenable to change: case-control study of SIDS in south west England. BMJ., 339:b3666.
  60. Ball, H.L. & Russell, C. (2014). SIDS and Infant Sleep Ecology. Evolution Medicine and Public Health, 2014(1), 146
  61. McKenna, J.J., Ball, H.L. & Gettler, L.T. (2007). Mother-infant cosleeping, breastfeeding and sudden infant death syndrome: what biological anthropology has discovered about normal infant sleep and pediatric sleep medicine. Am J Phys Anthropol. 2007, Suppl 45, 133-161
  62. Mosko, S., Richard, C., McKenna, J. & Drummond, S. (1996). Infant Sleep Architecture During Bedsharing and Possible Implications for SIDS. Sleep, 19(9), 677-684
  63. Richard, C., Mosko, S., McKenna, J. & Drummond, S. (1996). Sleeping Position, Orientation, and Proximity in Bedsharing Infants and Mothers. Sleep, 19(9), 685-690
  64. Young, J. (1999). Night-time behaviour and interactions between mothers and their infants at low risk for SIDS: a longitudinal study of room-sharing and bed-sharing. PhD thesis, Institute of Infant and Child Health, University of Bristol
  65. Ball, H. (2006). Parent-infant bed-sharing behavior. Hum Nat 17, 301–318
  66. https://www.bfmed.org/
  67. Blair, P.S., Ball, H.L., McKenna, J.J., Feldman-Winter, L., Marinelli, K.A., Bartick, M.C., the Academy of Breastfeeding Medicine, Young, M., Noble, L., Calhoun, S., Elliott-Rufdder, M., Kair, L.R., Lappin, S., Larson, I., Lawrence, R.A., Lefort, Y., Marshall, N., Mitchell, K., Murak, C., Myers, E., Reece-Stremtan, S., Rosen-Carole, C., Rothenberg, S., Schmidt, T., Seo, T., Sriraman, N., Stehel, E.K., Wight, N. & Wonodi, A. (2020). Bedsharing and Breastfeeding: The Academy of Breastfeeding Medicine Protocol #6, Revision 2019. Breastfeeding Med., 15(1), 5-16
  68. Originalt citat: “This is a most welcome balanced statement that emphasizes the positive value of safe bedsharing while properly delineating the clinical and environmental hazards that should be avoided.” fra https://medicalxpress.com/news/2020-01-bedsharing-breastfeeding.html?fbclid=IwAR3dWMzz9twasoVc1-TYEpKO1BxiiVHE63v-yc7VjEe-66Y0UarMJj45AwA;
  69. Originalt citat: “Having conversations about safe bedsharing is important for removing stigma around the topic and for facilitating open and honest dialogue between parents and providers.” fra https://medicalxpress.com/news/2020-01-bedsharing-breastfeeding.html?fbclid=IwAR3dWMzz9twasoVc1-TYEpKO1BxiiVHE63v-yc7VjEe-66Y0UarMJj45AwA;
  70. Kent, J.C., Mitoulas, L.R., Cregan, M.D., Ramsay, D.T., Doherty, D.A. & Hartmann, P.E. (2006). Volume and Frequency of Breastfeedings and Fat Content of Breast Milk Throughout the Day. Pediatrics, 117(3), e387-395. https://doi.org/10.1542/peds.2005-1417
  71. Amning – en håndbog for sundhedspersonale (2018). Sundhedsstyrelsen
  72. Cohen Engler, A., Hadash, A., Shehadeh, N. & Pillar, G. (2012). Breastfeeding may improve nocturnal sleep and reduce infantile colic: potential role of breast milk melatonin. European Journal of Pediatrics, 171(4), 729-732. https://doi.org/10.1007/s00431-011-1659-3
  73. Cubero, J., Valero, V., Sánchez, J., Rivero, M., Parvez, H., Rodriguez, A.B. & Barriga, C. (2005). The circadian rhythm of tryptophan in breast milk affects the rhythms of 6-sulfatoxymelatonin and sleep in newborn. Neuroendocrinology Letters, 26(6), 657-662 
  74. Gay, C.L., Lee, K.A. & Lee, S.-Y. (2004). Sleep Patterns and Fatigue in New Mothers and Fathers. Biological research for nursing, 5(4), 311-318. https://doi.org/10.1177/1099800403262142
  75. Montgomery-Downs, H.E., Clawges, H.M. & Santy, E.E. (2010). Infant Feeding Methods and Maternal Sleep and Daytime Functioning. Pediatrics, 126(6), e1562-e1568
  76. Doan, T., Gardiner, A., Gay, C.L. & Lee, K.A. (2007). Breast-feeding increases sleep duration of new parents. J Perinat Neonatal Nurs., 21(3), 200-206
  77. Dørheim, S.K., Bondevik, G.T., Eberhard-Gran, M. & Bjorvatn, B. (2009). Sleep and depression in postpartum women: a population-based study. Sleep, 32(7), 847-855
  78. Kendall-Tackett, K., Cong, Z. & Hale, T.W. (2011). The Effect of Feeding Method on Sleep Duration, Maternal Well-being, and Postpartum Depression. Clinical Lactation, 2(2), 22-26. https://doi.org/10.1891/215805311807011593
  79. Demirci, J.R., Braxter, B.J. & Chasens, E.R. (2012). Breastfeeding and short sleep duration in mothers and 6-11-month-old infants. Infant Behavior & Development, 35(4), 884-886
  80. Niwayama, R., Nishitani, S., Takamura, T., Shinohara, K., Honda, S., Miyamura, T., Nakao, Y., Oishi, K. & Araki-Nagahashi, M. (2017). Oxytocin Mediates a Calming Effect on Postpartum Mood in Primiparous Mothers. Breastfeeding Medicine, 12(2), 103-109 
  81. Uvänas-Moberg, K., Arn, I. & Magnusson, D. (2005). The psychobiology of emotion: the role of the oxytocinergic system. Int J Behav Med., 12(2), 59-65
  82. Uvnäs Moberg, K. & Prime, D.K. (2013). Oxytocin effects in mothers and infants during breastfeeding. Infant 9(6), 201-06 
  83. Mikkelsen, T.J. & Grønbech, L.F. (2020). Sundhedsplejerskens normative indvirkning på moderskabet. Kandidatspeciale, Aarhus Universitet
  84. Macknin, M.L., Medendorp, S.V. & Maier, M.C. (1989). Infant sleep and bedtime cereal. Am J Dis Child., 143(9), 1066-1068
  85. Brown, A. & Harries, V. (2015). Infant sleep and night feeding patterns during later infancy: association with breastfeeding frequency, daytime complementary food intake, and infant weight. Breastfeed Med., 10(5), 246-252
  86. Butte, N.F., Jensen, C.L., Moon, J.K., Glaze, D.G. & Frost, J.D Jr (1992). Sleep organization and energy expenditure of breast-fed and formula-fed infants. Pediatr Res., 32(5), 514-519
  87. Douglas, P.S. & Hill, P.S. (2013). Behavioral sleep interventions in the first six months of life do not improve outcomes for mothers or infants: A systematic review. Journal of Developmental and Behavioral Pediatrics, 34(7) 497-507. https://doi.org/10.1097/DBP.0b013e31829cafa6  
  88. Horne, R.S.C., Parslow, P.M., Ferens, D., Bandopadhayay, P., Osborne, A., Watts, A.M., Cranage, S.M. & Adamson, T.M. (2002). Arousal responses and risk factors for sudden infant death syndrome. Sleep Med., 3 Suppl 2, S61-S65
  89. Kato, I., Franco, P., Groswasser, J., Scaillet, S., Kelmanson, I., Togari, H. & Khan, A. (2003). Incomplete arousal processes in infants who were victims of sudden death. Am J Respir Crit Care Med., 168(11), 1298-1303
  90. Blair, P.S., Fleming, P.J., Smith, I.J., Platt, M.W., Young, J., Nadin, P., Berry, P.J. & Golding, J. (1999). Babies sleeping with parents: case-control study of factors influencing the risk of the sudden infant death syndrome. CESDI SUDI research group. BMJ., 319(7223), 1457-1461
  91. Carpenter, R.G., Irgens, L.M., Blair, P.S., England, P.D., Fleming, P., Huber, J., Jorch, G. & Schreuder, P. (2004). Sudden unexplained infant death in 20 regions in Europe: Case control study. Lancet, 363(9404), 185-191
  92. McKenna, J., Mosko, S., Richard, C., Drummond, S., Hunt, L., Cetel, M.B. & Arpaia, J. (1994). Experimental studies of infant-parent co-sleeping: mutual physiological and behavioral influences and their relevance to SIDS (sudden infant death syndrome). Early Human Development, 38(3), 187-201
  93. McKenna, J.J. & McDade, T. (2005). Why babies should never sleep alone: A review of the co-sleeping controversy in relation to SIDS, bedsharing and breast feeding. Paediatric Respiratory Reviews, 6(2), 134-152
  94. Paul, I.M., Hohman, E.E., Loken, E., Savage, J.S., Anzman-Frasca, S., Carper, P., Marini, M.E. & Birch, L.L. (2017). Mother-Infant Room-Sharing and Sleep Outcomes in the INSIGHT Study. Pediatrics, 140(1), e20170122
  95. Blair, P.S., Ward-Platt, M., Smith, I.J., Fleming, P.J. & the CESDI SUDI Research Group (2006). Sudden Infant Death Syndrome and the time of death: Factors associated with night-time and day-time deaths. International Journal of Epidemiology, 35(6), 1563-1569
  96. Mitchell, E.A., Freemantle, J., Young, J. & Byard, R.W. (2012). Scientific consensus forum to review the evidence underpinning the recommendations of the Australian SIDS and Kids Safe Sleeping Health Promotion Programme – October 2010. Journal of Paediatrics and Child Health, 48(8), 626-633
  97. SIDS and Other Sleep-Related Infant Deaths: Updated 2016 Recommendations for a Safe Infant Sleeping Environment (2016). Task Force on Sudden Infant Death Syndrome. Pediatrics, 138(5), e20162938
  98. Carpenter, R., McGarvey, C., Mitchell, E.A., Tappin, D.M., Vennemann, M.M., Smuk, M. & Carpenter, J.R. (2013). Bedsharing when parents do not smoke: is there a risk of SIDS? An individual level analysis of five major case-control studies. British Medical Journal Open, 3(5), e002299
  99. Blair, P.S., Sidebotham, P., Pease, A. & Fleming, P.J. (2014). Bedsharing in the absence of hazardous circumstances: Is there a risk of Sudden Infant Death Syndrome? An analysis from two case-controlled studies conducted in the UK. PLoS One, 9(9), e107799. https://doi.org/10.1371/journal.pone.0107799
  100. Schön, R.A. & Silvén, M. (2007). Natural Parenting – Back to Basics in Infant Care. Evolutionary Psychology, 5, 102-183
  101. Harries, V. & Brown, A. (2019). The association between use of infant parenting books that promote strict routines, and maternal depression, self-efficacy, and parenting confidence. Early Child Development and Care, 189(8), 1339-1350
  102. The first 1,000 days: a singular window of opportunity (2017). UNICEF. https://blogs.unicef.org/blog/first-1000-days-singular-opportunity/
  103. 1000 dages programmet – en bedre start på livet (2020). Børne- og undervisningsministeriet. https://www.uvm.dk/dagtilbud/love-og-regler–formaal-og-aftaler/1000-dages-programmet
  104. De første 1.000 dage i børns liv (2019). Sundhedsstyrelsen. https://www.sst.dk/da/nyheder/2019/de-foerste-1000-dage-i-boerns-liv
  105. Screening og tidlige familierettede indsatser i barnets første 1000 dage (2019). Socialstyrelsen. https://socialstyrelsen.dk/projekter-og-initiativer/born/barnets-forste-1000-dage
  106. 1000 dage – et partnerskab mellem Mødrehjælpen og Egmont Fonden (2020). Mødrehjælpen. https://moedrehjaelpen.dk/forside/det-goer-vi/partnerskaber/1000-dage/
  107. 1000 dage (2019). Danmarks institut for Pædagogik og Uddannelse, Aarhus Universitet. https://projekter.au.dk/1000dage/
  108. Brown, A. & Arnott, B. (2014). Breastfeeding duration and early parenting behaviour: the importance of an infant-led, responsive style. PLoS One, 9(2), e83893
  109. Ball, H.L., Douglas, P.S., Kulasinghe, K., Whittingham K. & Hill, P.S. (2018). The Possums Infant Sleep Program: parents’ perspectives on a novel parent-infant sleep intervention in Australia. Sleep Health, 4(6), 519-526
  110. Ball, H.L., Taylor, C.E., Thomas, V., Douglas, P.S. & the SBY working group (2020). Development and evaluation of ‘Sleep, Baby & You’—An approach to supporting parental well-being and responsive infant caregiving. PLoS One, 15(8), e0237240
  111. Originalt citat fra Ball, H.L., Douglas, P.S., Kulasinghe, K., Whittingham, K. & Hill, P.S. (2018). The Possums Infant Sleep Program: parents’ perspectives on a novel parent-infant sleep intervention in Australia. Sleep Health, 4(6), 519-526: “It’s not about “fixing” your baby’s sleep, it’s about fixing the expectations we have about sleep. And all babies are different. I liked that – the acknowledgement that they couldn’t give me a set of rules, because they couldn’t tell me what my baby needed, only my baby could.”
  112. Originalt citat fra Ball, H.L., Taylor, C.E., Thomas, V., Douglas, P.S. & the SBY working group (2020). Development and evaluation of ‘Sleep, Baby & You’—An approach to supporting parental well-being and responsive infant caregiving. PLoS One, 15(8), e0237240: “I’m using it all the time, I think it’s amazing, there’s nothing that you teach that could do any harm so why wouldn’t you implement it? It’s just so common sense, this is definitely the future”