For at få et bredere billede af forekomsten af rådgivning i, og praktisering af, søvntræning, udarbejdede vi et online spørgeskema henvendt til forældre. Som en del af udviklingsprocessen lavede vi en test af en tidlig version af spørgeskemaet for en gruppe af forældre og psykologer (omkring 80 personer i alt), hvis feedback førte til mange ændringer og forbedringer.

Spørgeskemaet var åbent for besvarelse mellem d. 22. september 2019 og 31. december 2019. I perioden inviterede vi forældre til at deltage i undersøgelsen via forskellige sociale medier, og vi modtog 3.627 besvarelser. 

Spørgeskemaet var åbent for forældre med børn født i 2010 eller senere, men langt størstedelen af besvarelserne omhandlede børn født langt senere. Eksempelvis omhandlede 96% af svarene børn født i perioden 2014-2019, og 93% børn født i perioden 2015-2019. I forhold til muligheden for at sammenligne data, var besvarelser fra forældre med børn født i 2017-2019 en vigtig del af datasættet; disse årstal omfatter 2711 besvarelser eller 75% af det fulde datasæt.

Spørgeskemaet indeholdt mellem 12 og 27 spørgsmål afhængig af respondentens individuelle svar, eftersom ikke alle responder blev anmodet om at besvare alle spørgsmålene. Hvis respondenten eksempelvis svarede nej til at have snakket med sundhedsplejersken om deres barns søvn og/eller putning, sprang de sektionerne over, der spurgte ind til denne vejledning. Vi estimerede, at det ville tage 3-9 minutter at besvare spørgeskemaet, men vi gav også respondenterne muligheden for at tilføje deres egne kommentarer og frie svar ved siden af de givne svarmuligheder. Mange af forældrene gjorde brug af denne mulighed, og disse kommentarer danner i sig selv et stærkt datasæt. Med tilladelse fra respondenterne har vi citeret nogle af deres kommentarer på hjemmesiden og særligt i vores detaljerede diskussion af undersøgelsens fund, for at illustrere indvirkningen af søvntræning på børnenes og deres forældres liv.

Der var adskillige tilfælde, hvor respondenterne havde brugt muligheden for frie svar, men samtidig havde valgt en af de givne svarmuligheder, ofte med yderligere oplysninger. Vi læste alle svarene i fri form, og hvor der var en klar henvisning til et eksisterende svar (f.eks.  ‘Min sundhedsplejerske ‘, hvor muligheden ‘Sundhedsplejerske ‘ allerede eksisterede, tilføjede vi svaret manuelt til den relevante kategori.

3.580 af besvarelserne af spørgeskemaet (næsten 99%) blev foretaget af en forælder, der identificerede sig selv som værende moder til barnet, mens resten var fordelt mellem fædre eller dem, hvis forhold til barnet blev identificeret som ‘Andet’.

Når vi benytter betegnelsen ‘forældre’ er det således en samlebetegnelse for både de respondenter der identificerede sig som sådan og de som ikke gjorde.

Andelen af respondenter der identificerede sig som ‘mor’ afspejler, at det oftest er moderen, der er den primære omsorgsperson især i de første måneder af barnets liv, og hende som vil have mest kontakt med sundhedspersonale vedrørende barnet. Selvom vi ikke specifikt designede undersøgelsen til at henvende sig mod mødre, lægger vi os dermed alligevel på linje med almindelig praksis i andre forældreundersøgelser, som typisk fokuserer på forholdet mellem mor og barn.

Vi bad forældrene besvare spørgeskemaet på baggrund af deres yngste barn, selvom vi også spurgte dem om grundlæggende oplysninger vedrørende rådgivning i søvntræning, som de måske havde modtaget til ældre børn. Mange af spørgsmålene havde fokus på rådgivning fra sundhedsplejersken om søvn, men vi spurgte også om rådgivning modtaget fra andre sundhedsfaglige, pædagogisk personale, familie og venner, bøger og andre medier. Baggrunden for at lægge vægt på sundhedsplejerskerne er, at de er den primære kilde til information og støtte til nye forældre, og kvaliteten af deres rådgivning har potentialet til enten at fremme forældrenes omsorg for og tilgang til barnet eller at forebygge skadelige metoder fra at blive brugt eller udbredt. Derudover har den data, som vi har indsamlet omkring rådgivningen fra sundhedsplejersker, gjort det muligt for os at sammenligne med svar på specifikke spørgsmål, som vi stillede de kommunale sundhedsplejer i anmodningen om aktindsigt omhandlende vejledning i søvn og søvntræning.

På grund af den måde hvorpå forældre blev inviteret til at deltage, ofte gennem grupper og sider på Facebook for forældre eller grupper for geografiske områder, kan besvarelserne ikke betragtes som værende et randomiseret eller repræsentativ udsnit af forældre i Danmark, Grønland og Færøerne. 

En del forældregrupper på sociale medier diskuterer forskellige tilgange til børneopdragelse, og vores spørgeskema blev delt i flere grupper med særlig interesse i ‘naturligt’ og ‘tilknytningsfokuseret’ forældreskab. Det er derfor sandsynligt, at vores datasæt inkluderer en god del besvarelser fra forældre, som opdagede spørgeskemaet igennem disse grupper. Vores spørgeskema er dog designet til at spørge ind til faktuel information og oplevelser, hvilket minimerer bias fra respondenternes personlige meninger og holdninger. En kilde til bias, som er sværere at modvirke, kommer fra det faktum, at vores spørgeskema var baseret på frivillighed. ‘Voluntary Response Bias’ er et velkendt fænomen, hvilket leder til en overrepræsentation af respondenter som (i tilfældet med vores spørgeskema) har haft ‘stærke’ oplevelser, som de føler et særligt ønske om at dele. Dette kan for eksempel være tilfældet ved de mange respondenter, som brugte ekstra tid på at skrive ofte lange fri-tekst kommentarer, hvor de delte detaljer fra deres oplevelser og beskrev, hvordan de havde påvirket deres liv. Disse besvarelser er naturligvis valide, men vi må være opmærksomme på ikke at behandle frekvensen eller antallet som en indikation på den brede populations oplevelser.

For at indsamle et statistisk pålideligt datasæt ville det kræve et studie med tilfældigt udvalgte deltagere, der tog højde for en lang række faktorer – og dette er på nuværende tidspunkt udenfor omfanget af vores arbejde og ressourcer. Ikke desto mindre rejser resultaterne af den nuværende spørgeskemaundersøgelse tilstrækkeligt bekymring til at støtte op om handling på kommunalt og nationalt niveau uden den forsinkelse, som yderligere dataindsamling ville medføre.

I tolkningen af undersøgelsesresultaterne er vores definition af ‘søvntræning’ vigtig. Vi spurgte forældrene, om de havde modtaget forskellige typer af råd i forhold til at hjælpe deres barn med at sove. De spørgsmål, som vi stillede, dækkede en række forskellige råd, der spændte fra sensitiv respons til forsinket og minimeret respons fra forældrene inklusiv de mest vidtgående former for søvntræning i form af cry it out, hvor barnet græder alene uden forældrekontakt. Vores spørgeskema indeholdt ikke definitioner af søvntræning og cry it out, og vi spurgte ikke respondenterne direkte, om de havde modtage denne form for rådgivning, eftersom dette kunne have påvirket deres besvarelser i forskellige retninger via fx tendenser som typer af bias, falsk positive eller falsk negative besvarelser og priming. Spørgsmålene blev derfor designet til at undersøge forskellige elementer, der omfatter disse teknikker på en så neutral måde som muligt, og vi behandlede kombinationer af svarene efter indsendelse for at afgøre, om den modtagne rådgivning skulle betragtes som en type af søvntræning.

Spørgeskemaundersøgelsen var struktureret på en måde, hvor det blev muligt at differentiere mellem forskellige former for søvntræning: en, hvor forældrene blev vejledt i at forlade barnet, selvom det var utilfreds eller brokkede sig, efter det var puttet – og en, hvor forældrene blev vejledt i at forlade barnet, selvom det græd (såkaldt cry it out eller CIO). Begge disse former for søvntræning blev i tolkningen af resultaterne betragtet som værende potentielt skadelig.

Mange af tallene i resultaterne og opsummeringen fra spørgeskema-svarene er blevet beregnet ved hjælp af en kombination af svar. Softwaren, vi benyttede til at analysere datasættet med, sikrer, at et svar ikke kan tælles med mere end én gang. Dog kan dette betyde, at de fremkomne tal ved første øjekast kan se forkerte ud. For eksempel: 100 mennesker har måske svaret ‘Ja’ til spørgsmål A, og 100 svarede ‘Ja’ til spørgsmål B, men antallet der svarede ‘Ja’ til enten A eller B kan være så lavt som 100 (hvis det er de samme mennesker) eller så højt som 200 (hvis ingen svarede ‘Ja’ til begge svar). Som regel er det samlede antal et sted i midten.

Såfremt respondenterne flyttede kommune i den tidsperiode spørgeskemaet dækker over, bad vi respondenterne om at specificere den kommune, hvor de modtog den rådgivning i søvn, der blev omtalt i deres svar. Dette gjorde vi for at sikre korrekt registrering af kommunerne, hvor de forskellige typer søvnråd blev givet.

Alle 98 kommuner i Danmark samt Færøerne og Grønland er repræsenteret i vores undersøgelse, selvom antallet af respondenter varierer meget mellem de forskellige kommuner, Færøerne og Grønland. En hel tredjedel af respondenterne (1.220 i alt) var fra 4 kommuner (København, Aarhus, Aalborg og Odense), og medianen for antal svar per danske kommune, Færøerne og Grønland er 18,5 for det fulde datasæt og 13 for perioden 2017-2019.

Medmindre andet er angivet, er statistikkerne i de følgende afsnit hentet fra de 2.711 svar, som vi modtog vedrørende børn født i 2017 eller senere (de seneste var i 2019, hvor spørgeskemaet blev lukket). De steder, hvor vi har anvendt det fulde datasæt med 3.627 besvarelser fra forældre med børn født mellem 2010-2019, er det angivet i teksten. Dette er gjort for bedre at kunne sammenligne med data indsamlet fra vores aktindsigt sendt til kommunerne, som kun dækkede årene 2017-2019 samt for at give et klarere billede af den nylige praksis inden for søvnrådgivning og undgå potentielle problemer med at inkludere data, som måske ikke længere er relevant for vurderingen af den aktuelle situation.

Forekomst af rådgivning om søvntræning

Selvom vores spørgeskema også stillede spørgsmål omkring forskellige former for vejledning i søvntræning fra sundhedsplejersken for at få et overblik over den vejledning i søvntræning der gives fra offentlig side, var vores primære fokus dog på cry it out-søvntræning, der anses for at være den hårdeste form for søvntræning.

Ud af de 2.711 besvarelser fra forældre til børn født i 2017-2019, havde 42% af disse (1135) fået anbefalet i cry it out; 312 havde modtaget denne type rådgivning fra mindst én fagperson, 145 havde modtaget denne type rådgivning fra en sundhedsplejerske og 1016 fik anbefalingen fra deres personlige netværk, som f.eks venner, familie, kollegaer eller mødregrupper.
Yderligere 332 forældre, som ikke havde modtaget  anbefalinger om cry it out-søvntræning fra fagpersoner eller deres personlige netværk, havde læst bøger, artikler mm. om cry it out og/eller kunne berette om anbefalinger af det fra sociale medier.

Dette betyder at 54% af forældrene fra spørgeskemaet med børn født i 2017-2019 er blevet eksponeret for cry it out-søvntræning i en eller anden form.

Definition af søvntræning og cry it out i forbindelse med det udsendte spørgeskema.

I forbindelse med udarbejdelse og analyserne af  spørgeskemaet til forældre, har vi anvendt to sæt kriterier for søvntræning og cry it out-søvntræning.

‘Søvntræning’ defineres som vejledning, der anviser forældrene i at forlade barnet, når det er puttet, selvom det er utilfreds, brokker sig, pjevser, kalder eller på anden vis udviser signaladfærd om behov for eller ønske om kontakt – herunder også gråd.

‘Cry it out’ (CIO) defineres som vejledning, der anviser forældrene i at forlade barnet, selvom det græder eller skriger, når det er puttet. Barnets gråd og/eller skrig ignoreres. Forældrene kan enten ignorere barnet i kortere eller længere intervaller eller på ubestemt tid.

Tilfælde af cry it out er således en del af tallene for søvntræning, mens tallene for cry it out alene omfatter det at forlade et barn der græder eller skriger, når det skal sove.

Vores spørgeskema kiggede kun på disse to udgaver af søvntræning.
Skulle spørgeskemaet have fanget alle udgaver af søvntræning, som beskrevet i vores overordnede definition af søvntræning, skulle spørgeskemaet have indeholdt mange flere spørgsmål, hvilket havde medført en betragtelig risiko for frafald blandt respondenterne.

Kriterierne er ligeledes tilpasset til muligheden for at sammenligne spørgeskemaets resultater med de udsendte anmodninger om aktindsigt og forespørgsler, for at afdække kommunernes vejledning i, anbefaling af og viden om søvntræning.

Ifølge Danmarks Statistik er fødselsraten for hele Danmark lidt over 61.000 børn om året – og selvom vi skal være forsigtige med at behandle vores datasæt som værende repræsentativt for hele befolkningen, ville en meget lavere forekomst af rådgivning om cry it out-søvntræning end observeret i vores undersøgelse betyde, at tusinder af børn og deres forældre modtager denne forældede og potentielt skadelige rådgivning hvert år.

Når vi ser på kilderne til rådene om søvntræning, ser vi følgende:

Kilde til rådgivning i cry it out-søvntræning

Antal respondenter

Ikke-personlige kilder (bøger, artikler, sociale medier)

887

Venner, familie, mødregrupper og ikke-professionelle

1016

Sundhedsfaglige og pædagogisk personale

312

Personlige kilder (professionelle og ikke-professionelle)

1135

Alle kilder samlet

1467

Bemærk, at de samlede tal er mindre end summen af deres deres respektive kategorier, eftersom mange respondenter rapporterede om flere kilder til rådgivning i cry it out-søvntræning. Dette kombineret med et højt antal respondenter, der rapporterede om råd fra ikke-professionelle og såkaldte ‘ikke-personlige’ kilder (fx. bøger, artikler mm.), illustrerer, hvor udbredt rådgivning i cry it out-søvntræning er i samfundet. Denne rådgivning i cry it out udveksles mellem personer i samfundet tilsyneladende uden megen kritik og kommer endda fra blandt andet sundhedspersonale og bøger uden kritisk forbehold. 

For at kunne reducere udbredelsen af rådgivning i cry it out-søvntræning kræves der handling, der retter sig mod alle disse potentielle kilder til misinformation.

Resultaterne viser desuden, at sundhedsfaglige og pædagogisk personale generelt rådgiver mindre i cry it out-søvntræning end andre kilder.

Ud af de af vores respondenter, der havde modtaget rådgivning i cry it out-søvntræning, havde 27% modtaget mindst noget af rådgivningen fra en professionel. Dette er et bekymrende højt tal, og det er tillige vigtigt at være opmærksom på, at forældre kan være mere tilbøjelige til at følge råd fra en fagperson. Desuden har fagfolk en vigtig rolle, i forhold til at forhindre misinformation og øge den generelle bevidsthed om de potentielle skadelige virkninger ved cry it out-søvntræning, i samfundet.

Vores respondenter har modtaget cry it out-søvnvejledning fra følgende fagprofessionelle:

  • Sundhedsplejerske (Kommunale og private)
  • Pædagog eller pædagogmedhjælper
  • Dagplejer
  • Praktiserende læge
  • Søvncoach
  • Læge fra sygehus
  • Jordemoder
  • Ergoterapeut
  • Fysioterapeut
  • Familievejleder eller familiebehandler
  • Kiropraktor
  • Psykolog
  • Sygeplejerske
  • Uspeciferede fagspersoner

Diagrammet herunder illustrerer, hvordan vejledningen fordeler sig på de forskellige faggrupper:

Når man ser på de forskellige professioner og hvor mange af vores respondenter, der fik råd om cry it out-søvntræning fra dem, er det tydeligt, at sundhedsplejersker er den mest almindelige kilde til denne form for rådgivning til respondenterne. Dette betyder ikke, at rådgivning fra sundhedsplejersker generelt er af lavere kvalitet end den fra andre fagfolk – trods alt modtog kun 7,6% af respondenterne med børn født i 2017 eller senere rådgivning i søvntræning fra deres sundhedsplejerske, og kun 5,3% modtog vejledning i cry it out-søvntræning fra deres sundhedsplejerske.

Det er vigtigt at huske, at mange forældre besvarede spørgeskemaet, mens deres børn stadig var meget små: Næsten halvdelen af vores datasæt (med børn født i 2017-2019) omhandlede børn, der var under 1 år på tidspunktet for udfyldelsen af spørgeskemaet, og 1 ud af 6 (16%) var under 6 måneder. Vi antager derfor, at nogle af forældrene, som endnu ikke havde modtaget vejledning i søvntræning, da de besvarede spørgeskemaet, kan have modtaget sådanne råd efter, at de besvarede vores spørgsmål.  

Hvis vi kigger på det fulde datasæt, som inkluderer børn født før 2017, ser vi en lidt højere forekomst af vejledning i søvntræning fra sundhedsplejersker (9,8% for alle former for søvntræning og 7,5% for cry it out-søvntræning alene). Tilsvarende ser vi, at 16,5% af det fulde datasæt modtog vejledning i søvntræning fra en fagperson: et tal der falder til 13,4%, når vi kun kigger på børn født i 2017 og senere.

Forklaringen, på at sundhedsplejerskerne er den hyppigst forekomne kilde til fagpersoners vejledning i søvntræning, til trods for at deres vejledning kun udgør en lille procentdel af alle tilfælde af vejledning i søvntræning, er, at sundhedsplejerskerne har en vigtig rolle som en primær kilde til information og samtaler om pleje af spædbørn. Samtidig har de en højere sandsynlighed for at være i kontakt med forældrene adskillige gange. De andre store professionelle kilder til rådgivning i cry it out-søvntræning omfattede pædagogisk personale som dagplejere, pædagoger og pædagogmedhjælpere samt læger og søvncoaches. 

Disse resultater er ikke begrænset til nogle få dele af landet. Med et konservativt skøn har vi identificeret 82 ud af 100 geografiske områder (danske kommuner samt Færøerne og Grønland), hvor forældrene boede i de respektive områder, da de modtog professionel rådgivning om cry it out-søvntræning, når vi tæller de forskellige fagprofessioner med. Det er sandsynligt, at vi ville have identificeret endnu flere med et større antal respondenter. Eksempelvis kender vi (via aktindsigt og forespørgsler til de kommunale sundhedsplejer) til 2 kommuner, der har givet rådgivning om cry it out-søvntræning, men hvor dette ikke er blevet opfanget i spørgeskemaet.

På grund af sundhedsplejerskers vigtige rolle ift. at formidle forskellige søvnråd omkring børnesøvn og advare mod potentielt skadelige søvnråd, samt på baggrund af deres oftest hyppige og længerevarende kontakt til forældrene, og den påvirkning dette har på familierne, har vores undersøgelse et særligt fokus på vejledningen fra sundhedsplejersker. Disse yderligere oplysninger, der er fremkommet via specifikke sektioner i spørgeskemaet, giver os mulighed for at gå meget mere i detaljer med den søvnrådgivning, som sundhedsplejersker giver.

Søvnrådgivning fra sundhedsplejersker

Svarene fra vores spørgeskema peger ikke på en bestemt undergruppe af forældre, der er mere tilbøjelige til at få rådgivning om søvntræning fra deres sundhedsplejerske. Der er snarere en lille, men betydelig sandsynlighed for at modtage denne form for rådgivning i barnets første 9 måneder, som stort set er ens på tværs af børnenes aldersgruppe og geografiske regioner.

De spørgsmål, som vi stillede omkring råd fra sundhedsplejersker, giver os muligheden for at skelne mellem forskellige grader af søvntræning.

Eksempelvis stillede vi nedenstående to spørgsmål:

  • Vejledte sundhedsplejersken i, at dit barn godt måtte være utilfreds eller brokke sig, når det var puttet?
  • Vejledte sundhedsplejersken i, at dit barn godt måtte græde, når det var puttet?

(Kursiv er tilføjet i denne artikel for at vise forskellen i de to spørgsmål, teksten var ikke med kursiv i spørgeskemaet.)

Hvis svaret på et af disse spørgsmål var ‘ja’, fortsatte vi med at spørge: ”Skulle du blive hos barnet eller gå et andet sted hen, når dit barn var puttet?”

144 af vores respondenter blev rådgivet til at gå fra deres grædende barn (cry it out-søvntræning eller blot CIO) – og det er denne mest alvorlige type søvntræning, som vi fokuserer mest på i dette afsnit. 

Vi har identificeret, at sundhedsplejerskerne i årene 2017-2019 har anbefalet cry it out-søvntræning i 67 ud af de 100 undersøgte geografiske områder, som var de 98 danske kommuner samt Grønland og Færøerne. 63 af disse blev identificeret i spørgeskemaet, yderligere 2 kom alene fra vores anmodning om aktindsigt til kommunerne og 2 kommer fra at læse deres hjemmesider. Dette er et konservativt skøn, og et større antal respondenter ville sandsynligvis øge dette antal. Når vi tager det fulde datasæt for børn født i 2010-2019 og kombinerer det med svar fra aktindsigten, har vi rapporter om, at sundhedsplejerskerne har anbefalet cry it out-søvntræning i 82 af de danske kommuner samt Færøerne og Grønland.

Vi modtog svar fra 49 forældre, der fortalte, at deres sundhedsplejerske havde anbefalet dem at læse en eller flere af de følgende bøger/pjecer om cry it out metoden:

  • “Det Lille Barns Søvn” (Libero)
  • “Godnat og Sov Godt: Lær dit barn gode sovevaner” (Eduard Estivill & Sylvia de Béjar)
  • “Twelve Hours Sleep by Twelve Weeks Old” (Suzy Giordano)

Disse 49 forældre tæller med i vores opgørelse over forældre, der har modtaget vejledning i cry it out-søvntræning.

Yderligere 8 forældre blev anbefalet en eller flere af et udvalg af mere generelle bøger, der inkluderer cry it out iblandt andre emner. Udover en enkelt af disse, som også havde modtaget anden cry it out-vejledning, er disse ikke ikke talt med som cry it out-råd fra sundhedsplejersken, selvom det godt kan have været det.

Det ser ud til, at der ikke er nogen nedre grænse for alderen på børn, hvis forældre rådes til at benytte en eller anden form for søvntræning. 93% af respondenterne, der modtog rådgivning om søvntræning, og som fortalte os deres barns alder, da vejledningen blev givet, modtog denne rådgivning, da barnet var 9 måneder eller yngre. Dette er ikke overraskende i betragtning af, at størstedelen af kontakten mellem forældre og sundhedsplejersker foregår, når barnet er meget lille. Vi finder det dog bekymrende, at 31% af tilfældene foregik, da barnet var 3 måneder eller yngre. Hvis vi udelukkende ser på rådgivning om cry it out – den mest alvorlige form for søvntræning – ser tallene ikke meget anderledes ud. Her var det nemlig 25% af dem, der modtog rådgivning i cry it out, der fik denne rådgivning, mens barnet var 0-3 måneder gammelt. Dette er særligt problematisk, da det antages, at cry it out-søvntræning har mere alvorlige konsekvenser, jo yngre barnet er. For yderligere information, se Derfor bør cry it out-søvntræning frarådes.

I de fleste tilfælde (ca. 76%) angav sundhedsplejersker, der rådgav om cry it out-søvntræning, ikke en maksimal tidsgrænse for hvor længe, at barnet skulle have lov til at græde alene ad gangen. I de tilfælde hvor sundhedsplejersken angav en tidsbegrænsning for intervallet med gråd, var den mest almindelige anbefaling på op til 1-3 minutter. Forældrene beskrev dog også tilfælde, hvor de var blevet vejledt i at lade barnet græde i op til flere timer, og én respondent svarede: ‘Indtil hun græd sig i søvn’.

Dette mønster går igen på tværs af alle aldersgrupper: Selv for børn i alderen 0-3 måneder var ca. 74% af cry it out-rådgivningen uden en tidsbegrænsning, og 73% af søvntræningen, hvor barnet var utilfreds eller brokkede sig alene, havde ligeledes heller ingen tidsbegrænsning.

Nogle forældre skriver som kommentarer, at de skulle gøre det, så længe de kunne holde det ud og andre, at det handlede om nuancerne i gråden. En del fik også at vide, at det var op til deres egen vurdering.

Disse metoder kan risikere at skade barnet, selv hvis der er en tidsbegrænsning på, hvor længe man lader barnet græde.

Et betragteligt antal af respondenter (383) svarede, at sundhedsplejersken havde vejledt dem i ‘At lære/lægge mærke til forskellen på pjevs, protest-gråd og rigtig gråd’, som svar på spørgsmålet ‘Hvilke råd fik du af din sundhedsplejerske omkring, hvordan du kunne hjælpe dit barn til at sove?’.

Naturligvis kan det at lytte til og forstå barnets signaler være et godt råd og er i sig selv ikke problematisk. Dog kan det faktum, at så mange forældre vejledes i, at ikke al gråd er ‘rigtig gråd’ maskere søvntræning eller cry it out.

En gruppe, som vi fokuserede særligt på, var førstegangsforældre, eftersom det sandsynligvis er dem, der søger mest rådgivning om børns søvn.

Det er derudover rimeligt at antage, at de er mere modtagelige over for kritisabel rådgivning på grund af deres relative manglende erfaringsgrundlag. Ud fra svarene på spørgeskemaet fandt vi ingen signifikant forskel i sandsynligheden for at modtage vejledning i søvntræning afhængigt af, om det var forældrenes første eller senere børn. For at et barn udsættes for søvntræning, kræver det naturligvis, at forældrene følger rådgivningen om søvntræning, hvilket ganske givet kan afhænge af tidligere erfaring fra ældre børn.

Forsøg, erfaringer og resultater med søvntræningsmetoder

For at evaluere hvor mange som prøvede at følge vejledningen i søvntræning, og hvordan det gik med disse forsøg, inkluderede vi det fulde datasæt med 3.627 besvarelser, som inkluderer børn født før 2017. Dette giver et større antal respondenter (og derfor mere meningsfuld statistik), og det er rimeligt at antage, at børns og forældres psykologiske reaktioner på søvntræning ikke har ændret sig meget i løbet af denne periode. Statistikker i dette afsnit er taget ud fra det fulde datasæt.

Vores spørgeskema spurgte kun respondenterne, om de fulgte rådgivningen om søvntræning, og erfaringerne med søvntræningen, hvis dette råd kom fra deres sundhedsplejerske. Vi har derfor et relativt lille antal besvarelser fra respondenter til at undersøge disse resultater, og disse tal er derfor ikke en indikation på forekomsten af forsøg på at søvntræne i befolkningen, hvor mange får råd om at søvntræning fra andre kilder end deres sundhedsplejerske.

Der er ingen statistisk signifikant forskel på svarene for cry it out-rådgivning og svarene for andre former for søvntræning i vores undersøgelse, hvorfor tallene er lagt sammen i denne del af analysen. Vi modtog svar fra 140 forældre, der havde prøvet at søvntræne deres barn efter at være blevet vejledt til dette af deres sundhedsplejerske. 138 af disse respondenter valgte at fortælle os barnets alder, da dette råd blev givet. Ud fra fordelingen af disse aldre kan det ses, at de fleste tilfælde involverede babyer på 6 måneder eller yngre:

Alder

Antal respondenter

0-3 måneder

34 (25%)

4-6 måneder

48 (41%)

7-9 måneder

31 (22%)

10 måneder eller ældre

16 (12%)

En opsigtsvækkende observation angående antallet af forældre, der fulgte rådene om søvntræning fra deres sundhedsplejerske, er, at der er stor forskel på antallet af henholdsvis førstegangsforældre og flergangsforældre. Førstegangsforældre havde 46% sandsynlighed for at følge råd om søvntræning fra deres sundhedsplejerske, mens dette tal “kun” var 22% for flergangsforældre. Det vil med andre ord sige, at førstegangsforældre er mere end dobbelt så tilbøjelige til at følge rådgivning om søvntræning fra sundhedsplejersker sammenlignet med flergangsforældre. 

Vi bad de forældre, der havde prøvet søvntræning, om at fortælle os, hvorvidt de gennemførte processen og opnåede det ønskede resultat i form af, at barnet kunne falde i søvn selv og sove alene. 

Der er en række grunde til, at et søvntræningsprogram måske ikke er ‘gennemført’ – eller rettere er stoppet, før barnet lærer at sove uden at græde eller beklage sig. Det kan være, at barnets adfærd ikke ændres på den ønskede måde, eller at forældrene beslutter at stoppe processen, før den ønskede effekt er opnået. Når vi sammenligner tallene for dem, der gennemførte søvntræning af deres barn med dem, der prøvede men stoppede, ser vi, at kun 41 af 140 gennemførte søvntræningen til det ønskede resultat. Dette repræsenterer en vellykket gennemførselsprocent på 29%, hvilket er langt fra imponerende, især for metoder, der kan have så mange potentielle skadelige virkninger. Det er meget muligt, at nogle af disse børn ville have udviklet evnen til at sove alene uden søvntræning [1] , og det er ikke garanteret, at selv disse ‘succeshistorier’ resulterede i permanent tilegnelse af evnen til at falde i søvn selv og sove alene. Forskning har derudover vist, at forældre ofte har brug for at gentage søvntræningen med forskellige intervaller for at opretholde den ønskede søvnadfærd [2]. Naturligvis skal vi igen huske, at vores undersøgelse ikke anvendte et randomiseret udsnit af befolkningen, men ikke desto mindre vil det være ekstremt svært at forklare forskellen på de forældre som fuldførte søvntræning med det ønskede resultat, og de forskellige metoders forventninger til/løfter om samme, alene med henvisning til sammensætningen af vores respondenter.

En af hovedårsagerne til forskellen i tilsyneladende succes og gennemførselsgrad mellem vores undersøgelse og mange andre undersøgelser er, at forfattere, der promoverer søvntræning, typisk kun inkluderer succesraten blandt familier, der ‘gennemfører’ søvntræningsprogrammet fuldt ud og ikke tæller dem, der stoppede processen tidligt, fordi det for eksempel var for traumatisk for barnet eller forældrene. En oversigtsartikel fra 2006 fandt for eksempel, at 94% af studier af søvntræning viser positiv effekt [3]. De fleste studier af søvntræning finder dermed positive resultater, men disse resultater vil uundgåeligt være præget af, at det kun er familier, som gennemfører søvntræningen, der tælles med i undersøgelsen. Der er ofte højt frafald i studier af søvntræning, og det giver en skævvridning i måling af effekt, da de forældre, som ikke opnår den ønskede effekt og/eller ikke bryder sig om metoden, er mere tilbøjelige til at falde fra.

Derudover undlader vi  i vores spørgeskemaet bevidst at betegne det at stoppe med at søvntræne, det at undlade at gennemføre den vejledte søvntræning eller det at reagere på barnets behov, som noget “forkert” eller dårligt. Vi håber, at vores neutrale sprogbrug gør det muligt for forældre at besvare vores spørgsmål uden at blive præget.

De to hovedargumenter, som tilhængere af søvntræning bruger til at støtte deres sag, er, at deres metoder ikke er skadelige, og at de er effektive. Grundforskningen i børns udvikling og tilknytningsteori viser den potentielle skadelige effekt af søvntræning, hvilket står i kontrast til dette første argument. Vores indikationer på dårlige succesrater indikerer også grund til at udfordre det andet argument.

Kulturelle forventninger når børn skal sove

Udover hvad datasættet kan fortælle os om rådgivning i de specifikke former for søvntræning vi kiggede på, indeholder det også information, som enten relaterer sig til søvntræningsmetoder (eller dele af dem), eller som illustrerer andre udbredte problematikker omkring forventninger til børns søvn, og hvorvidt der kulturelt er fokus på kontakt eller adskillelse mellem forælder og barn, når barnet skal sove.

Et godt eksempel på forventninger i forbindelse med barnets søvn, handler om barnets signaler i forbindelse med at det skal sove.

Når vi ser på disse råd helt overordnet, ser vi at sundhedsplejersken i høj grad rådgiver forældrene til at barnet godt må være utilfredshed, ‘brokke sig’ eller græde i forbindelse med at barnet skal sove.

Således blev 734 forældre med børn født i 2017-2019 informeret om at barnet godt måtte ‘brokke sig eller være utilfreds’, mens 907 forældre svarede nej til at have fået dette råd, og 407 sagde, at deres barn ikke havde været utilfreds eller brokket sig i forbindelse med putning. For det fulde datasæt drejer det sig om 1046 forældre der specifikt havde fået at vide, at barnet godt måtte være utilfreds eller brokke sig, mens 1160 svarede at de ikke havde fået dette råd. Vi kan altså se, at for de forældre, hvor det var relevant, havde stort set halvdelen fået at vide, at barnet godt måtte være utilfreds eller brokke sig. 

Hvad angår gråd, fik 367 af forældrene med børn født i 2017-2019 anvisninger i at barnet godt måtte græde når det blev puttet, mens 1353 svarede nej til dette spørgsmål.

En forklaring på ovenstående kan være at sundhedsplejerskerne ønsker at berolige forældrene, som har børn der er utilfredse eller kede af det ved sengetid.

Det kan dog være problematisk blot at kategorisere børns utilfredshed og gråd som ‘noget børn bare gør ved sengetid’, når dette som bekendt er børns måde at kommunikere på. 

Dette leder os til, at et betragteligt antal af respondenter (383) svarede, at sundhedsplejersken havde vejledt dem i ‘At lære/lægge mærke til forskellen på pjevs, protest-gråd og rigtig gråd’, som svar på spørgsmålet ‘Hvilke råd fik du af din sundhedsplejerske omkring, hvordan du kunne hjælpe dit barn til at sove?’.

Naturligvis kan det at lytte til og forstå barnets signaler være et godt råd og er i sig selv ikke problematisk. Dog kan det faktum, at så mange forældre vejledes i, at ikke al gråd er ‘rigtig gråd’ samt at ‘gråd’ overordnet set er forventeligt og almindeligt når barnet skal sove, maskere søvntræning eller cry it out.

For at se nærmere på spørgsmålet om forældre/barn-kontakt versus adskillelsesbaseret rådgivning, er det interessant at analysere svarene til følgende spørgsmål fra spørgeskemaet:

Hvilke råd fik du af din sundhedsplejerske omkring, hvordan du kunne hjælpe dit barn til at sove? Sæt gerne kryds ved flere svarmuligheder.‘ 

Svarmuligheden var udformet som en liste med forskellige typer af råd, som sundhedsplejersker kunne have givet for at hjælpe børn med at sove. De mulige svar blev præsenteret som en liste uden nogen sammenhæng, der angav, om vi anser dem for at være en god eller dårlig fremgangsmåde (se screenshot).

Efter at have modtaget besvarelserne grupperede vi svarene i kategorier og fokuserede især på rådgivning, der fremmer kontakt mellem forælder og barn versus det, der fremmer adskillelse fra barnet. Svarmulighederne inddelt i disse kategorier er følgende:
Kontakt

  • At give barnet kropskontakt, fx ved at ligge ved siden af, holde hånd eller lade barnet sove på dig
  • At amme/flaske barnet i søvn
  • At anvende et bæreredskab
  • At vugge barnet i søvn

Adskillelse

  • At passe på med at give barnet (dårlige) vaner ved f.eks. at vugge/amme/flaske det i søvn
  • At lære barnet at falde i søvn selv
  • At adskille mad og søvn, dvs. ikke at amme/flaske i søvn
  • At lære/lægge mærke til forskellen på pjevs, protest-gråd og rigtig gråd
  • At det kunne være en god ide, at barnet sov på eget værelse (inden det var 1 år)
  • At stoppe amning/flaske om natten (inden barnet var 9 måneder)
  • At undgå at tage barnet op, når først det er puttet til lur/nat
  • At stoppe amning/flaske om natten (efter barnet var fyldt 9 måneder)
  • At undgå øjenkontakt, når først barnet er puttet til lur/nat
  • At hjælpe barnet med at finde ro ved at sørge for, at det ikke rejser sig igen efter, det er puttet
  • At det kunne være en god ide, at barnet sov på eget værelse (efter det var fyldt 1 år)

Der var også andre svarmuligheder, som ikke er i nogen af disse to kategorier. Nogle eksempler på disse er:

  • At skabe rutiner og forudsigelighed
  • At svøbe barnet
  • At give barnet et bad inden sengetid

Vi modtog 975 besvarelser fra forældre til børn født i 2017 eller senere, som havde modtaget mindst en type adskillelsesbaseret rådgivning og ingen kontaktbaserede råd fra deres sundhedsplejerske; i modsætning hertil modtog kun 299 mindst en form for råd i kategorien ‘kontakt’ uden også at have fået adskillelsesbaseret rådgivning. Denne bias for adskillelse af forælder og barn er fortsat betydelig, selvom sammenligning med tal fra børn, der er født før 2017, indikerer, at der har været en lille ændring henimod mere kontaktbaseret rådgivning.

Antallet af respondenter, der kun modtog kontaktbaseret vejledning, er repræsenteret af de grønne dele af bjælken; dem, der kun modtog adskillelsesbaseret vejledning, er repræsenteret i pink, og blå bruges til dem, der modtog en kombination af de to. Procentdelene vises i bjælkerne sammen med det faktiske antal svar for den kategori i parentes, og dataene er opdelt efter, om børnene blev født før 2017 eller ej. Det kan ses, at råd om adskillelse mellem barn og forældre er dominerende. Samtidig ses dog en lille tilsyneladende forbedring i løbet af de ti år, vores spørgeskema dækker, men et betydeligt flertal modtager stadig ingen af rådene i kategorien for kontakt. 

Vi kan også se på de enkelte svar, der står i modsætning til hinanden, for eksempel at lære barnet at falde i søvn selv versus at give barnet kropskontakt, for at se de relative sandsynligheder for at blive rådgivet på den ene eller den anden måde om disse emner:

Sandsynligheden for, at forældrene modtog en given vejledning

At adskille mad og søvn, dvs. ikke at amme/flaske i søvn

3,2 gange mere

sandsynligt end

At amme/flaske barnet i søvn

At passe på med at give barnet (dårlige) vaner ved f.eks. at vugge/amme/flaske det i søvn

3,8 gange mere

sandsynligt end

At amme/flaske barnet i søvn

At passe på med at give barnet (dårlige) vaner

ved f.eks. at vugge/amme/flaske det i søvn

3,0 gange mere

sandsynligt end

At vugge barnet i søvn

At lære barnet at falde i søvn selv

2,9 gange mere

sandsynligt end

At vugge barnet i søvn

At lære barnet at falde i søvn selv

1,5 gange mere

sandsynligt end

At give barnet kropskontakt, fx ved at ligge ved siden af, holde hånd eller lade barnet sove på dig

At lære barnet at falde i søvn selv

6,4 gange mere

sandsynligt end

At anvende et bæreredskab

At lære barnet at falde i søvn selv

5,4 gange mere

sandsynligt end

At anvende slyngevugge

At stoppe amning/flaske om natten (inden barnet var 9 måneder)

1,6 gange mere sandsynligt end 

At amme/flaske barnet i søvn

At stoppe amning/flaske om natten (efter barnet var fyldt 9 måneder)

1,3 gange mere sandsynligt end

At amme/flaske barnet i søvn

At give grød/mos/vælling som en del af putterutinen for at give bedre søvn

2,9 gange mere sandsynligt end 

At amme/flaske barnet i søvn

Opsummering

Der er en klar og konsekvent præference, i alle former for søvnrelateret rådgivning, for adskillelsesbaseret vejledning over en vejledning baseret på kontakt. Dette normaliserer ideen om, at børn, selv i en meget ung alder, bør have reduceret fysisk kontakt med deres forældre i forbindelse med søvn.

Det er denne form for grundlæggende antagelse, der skaber et miljø, hvor søvntræning kan udbredes og ses som nødvendigt. Behovet for at uddanne offentligheden og fagfolk om de potentielle skadelige virkninger af søvntræning skal ses som en del af et bredere billede, hvor vores samfund er kommet til at betragte barnets adskillelse fra forældrene som normalt og ønskeligt.

Fagfolks generelle tilbøjelighed til at betragte adskillelse som sundt, naturligt og normalt, resulterer i deres vejledning omkring adskillelse.

Dette bør ligeledes ændre sig.

Kilder:

  1. Marie-Hélène Pennestri, Christine Laganière, Andrée-Anne Bouvette-Turcot, Irina Pokhvisneva, Meir Steiner, Michael J. Meaney, Hélène Gaudreau, on behalf of the Mavan Research Team. Uninterrupted Infant Sleep, Development, and Maternal Mood. Pediatrics Dec 2018, 142 (6) e20174330;
  2. Loutzenhiser, L., Hoffman, J., & Beatch, J. (2014). Parental perceptions of the effectiveness of graduated extinction in reducing infant nightwakings. Journal of Reproductive and Infant Psychology, 32(3), 282-291.
  3. Mindell, J. A., Kuhn, B., Lewin, D. S., Meltzer, L. J. & Sadeh, A (2006). Behavioral treatment of bedtime problems and night wakings in infants and young children. Sleep, 29(10), 1263-1276.