Sundhedsplejerskernes information om søvn i deres pjecer og på deres hjemmesider - Bilag

Vi vil herunder beskrive og gennemgå de forskellige pjecer, der udarbejdes af og udleveres af kommunale sundhedsplejersker.

Vores gennemgang har til formål at referere materialet for at klargøre, hvad vi har gennemgået. Særligt har vi valgt at udpege passager, hvor vi finder problematiske tekster. Vi vil derfor ikke undervejs kommentere på det udvalgte materiale i dette dokument, der alene fungerer som bilag til Gennemgang af kommunale hjemmesider, pjecer og kommuners henvisninger til andre kilder

Særligt én pjece går igen, når kommunerne udleverer eller henviser til pjecer omkring søvnrådgivning.

Pjecen Det lille barns søvn er udarbejdet og distribueret af Libero og 9 kommuner oplyser at de har udleveret den i perioden 2017-2019. Kommunerne har haft den liggende på deres tilhørende hjemmeside og/eller henvist til den i eget materiale [1].

Liberos folder: Det lille barns søvn

Det lille barns søvn er en folder, der er skrevet af sundhedsplejerskerne Vibeke Hejgaard og Lene Sørensen samt informationschef og sygeplejerske i Libero, Ulla Rode. 

Den ældre version fra 2004 (Libero – Det lille barns søvn 2004) henviser til den kontroversielle søvntræningsbog Godnat og sov godt af Eduard Estivill og Sylvia de Béjar, mens den ikke nævnes i de redigerede udgaver fra 2007 (Libero – Det lille barns søvn 2007) og 2012 (Libero – Det lille barns søvn 2012). Godnat og sov godt anbefaler, at barnets gråd ignoreres i Intervaller på op til 17 minutter som en del af søvntræningen.

Alle 3 udgaver af folderen har været benyttet i sundhedsplejerskers vejledninger af forældre i 2017-2019.

Om babyer på 4-6 måneder forklares det, at de bruger stemmen og smågræder for at lukke af for indtryk, når de skal sove, og at dette er barnets evne til at berolige sig selv, så det nemmere kan falde i søvn.

Hvad angår de ældre børn på 1 år, anbefales forældre at lytte til nuancerne i gråden. Om de er et udtryk for protest, eller om barnet er ulykkeligt. Er det ulykkeligt, må barnet gerne tages op, for at blive trøstet kortvarigt.

Læs mere om hvorfor denne vurdering af gråden er problematisk

Folderen anbefaler Cry it out-Søvntræning ved hjælp af Kontrolleret gråd, hvor forældrene skal gå fra barnet og ignorere barnets gråd i 3-5 minutters intervaller. De skriver, at det højest tager 2 timer den første nat, og ofte under en time den næste. Efter 3 dage vil der som regel være en bedring.

Forfatterne anbefaler, at man starter ”søvnreguleringen” op til en weekend, og at naboerne forberedes, så forældrene ikke skal bekymre sig over, hvad de tænker, når barnet grædende protesterer. Det anbefales desuden, at faren tager sig af barnet, da han oftest har lettest ved at sige nej, og ikke forbindes med amning. Moderen bør sove i et andet rum med ørepropper, og det nævnes, at disse kan købes på apoteket. Denne form for søvntræning anbefales i folderen til babyer over 6 måneder.

Flere af formuleringerne fra Liberos folder kan genfindes i andre søvnpjecer, som udleveres til forældre af deres sundhedsplejerske.

Libero oplyser i februar 2017 i en mail til Mia Bernscherer Bjørnfort:

“Vi udgiver ikke længere foldere og bøger.
(…)
Vi er desværre ikke ansvarlige for, hvad andre hjemmesider har liggende af vores tidligere udgivet materiale.”

Kommunale søvnpjecer og hjemmesider

Egedal

Pjecen Generel viden om søvn 0 –1 år
Citat:

“Man vågner kortvarigt mellem de enkelte faser. Hvis barnet vågner/klynker, så læg en hånd på barnet eller vug barnet og forsøg at få barnet ned i søvnen igen. Så længe vugning er en hjælp, så brug det, men når I synes det tager overhånd, så kan vanerne ændres. Det er jer, der bestemmer.”
(…)
At falde i søvn selv.
Det er en god idé at lære barnet at falde i søvn selv, når det er ca. 2-3 måneder. Det kan gøres ved, at der siges godnat, når barnet er døsigt, men endnu ikke sover. Dermed lærer barnet også selv at kunne falde i søvn igen, når det vågner om natten.
(…)
Barnet har en evne til at berolige sig selv; det letter indsovningen. Det bruger stemmen og små klynker for at lukke af for indtryk, bruger sutten eller nulrer dynen i en lidt større alder.
(…)

Gråd og søvn
Det kan være svært at høre nuancerne i barnets gråd. Gråden kan være det lille barns måde at sige fra på -”Jeg er søvnig –men kan ikke finde ud af at falde i søvn”. Gråden hos det lidt større barn, vil ofte være et udtryk for protest, og mange børn protesterer voldsomt lige før indsovningen. Er barnets gråd udtryk for protest –eller er det ulykkeligt? Vis jeres forståelse med ord ”Ja, min skat. Du vil ikke sove nu. Du har brug for at sove og det er nat”. Hvis barnet bliver ulykkeligt, skal det naturligvis op og trøstes kortvarigt, hvorefter I bør putte det igen.”

Pjecen Generel viden om søvn 1-3 år
Citat:

Sæt grænser og vær enige
Manglende grænsesætning fra forældrenes side kan give problemer ved sengelægning. Det er jer som forældre, der bestemmer rutiner og sengetid. Aftal sengetider og rutiner. Bliv enige og hold fast i jeres beslutning. Manglende grænsesætning og uenighed mellem jer opfanger barnet hurtigt.”

Faxe

Pjecen Børns søvn 0-3 år
Citat:

“Pjecen bygger på viden ud fra Sundhedsstyrelsens anbefalinger. I kan læse mere om det lille barns søvn i Sundhedsstyrelsens publikation: ”Sunde børn –Til forældre med børn i alderen 0-2 år”.
(…)

Putteritualer kan være:
At svøbe og vugge det lille spædbarn (0-4 måneder)
(…)
Fortæl barnet hvad der forventes. I kan fx sige: ”Det er din sengetid nu og du skal sove” eller ”Nu er det tid til en lur i din barnevogn”. Dette vil skabe struktur for dit barn, fordi I guider jeres barn og viser barnet hvad der nu skal ske.
Støt jeres barn i dets følelser. Hvis barnet eksempelvis græder vis da forståelse for dit barns følelse og sig f.eks.: ”Schh, ja du er træt”, og tag efterfølgende ledelse og sig fx: ”Jeg hjælper dig” eller ”Det er okay, nu skal du sove”.
Undlad for meget øjenkontakt og vær opmærksom på at I som forældre bruger jeres stemme indfølende og ledende.
(…)
Undgå fra ca. 1 måneds alderen at bruge brystet til trøst/sut så barnet reelt kun får bryst, når det er sulten.”

Fredensborg

Pjecen Søvn
Citat:

“Efter 3 måneder er det tid til at begynde på en godnat rutine f.eks. bad, nattøj på, godnat amning/flaske, dæmpet lys, vugges, en godnat sang. Barnet lægges træt, døsigt, men stadig vågent til at sove.
Børn skal ikke græde sig i søvn, gå ind til dit barn og gentag evt. lidt af godnat rutinen.
(…)
Når barnet er 6 måneder gammelt, får det 1 – 3 skemåltider foruden mælk i løbet af dagen. Når barnet spiser dag og aften, er det ikke længere nødvendigt at spise om natten. At sove igennem ved 6 måneder betyder at barnet kan klare sig 5-6 timer eller mere uden mad.
(…)
I 3 – 5 års alderen sover dit barn 11 – 13 timer i døgnet, og de fleste børn holder op med at sove om dagen, når de er 4 år.
Nogle børn vågner stadigvæk flere gange om natten efter en kort opvågning efter en søvncyklus. Problemet skyldes ofte, at barnet ikke har lært at falde i søvn selv, når det skal sove om aftenen. Hvis f.eks. far eller mor sidder hos barnet eller ligger hos barnet til det falder i søvn, eller barnet falder i søvn på sofaen og bæres sovende i seng efterfølgende. Når barnet vågner i sin første korte opvågningsfase og befinder sig et andet sted, end hvor det faldt i søvn, kan dette yderligere forlænge opvågningsperioden. Derfor, lær dit barn at falde i søvn, hvor det skal sove hele natten fra det er 3-4 mdr. gammelt.”

Furesø

Har haft Liberos folder Det lille barns søvn liggende på hjemmesiden indtil midt 2019, nu fjernet.

Greve

Henviser til Liberos folder Det lille barns søvn fra 2007 på hjemmesiden, hvor den stadig er at finde (13/8-2020)

Haderslev

Oplyser at have anvendt Liberos folder Det lille barns søvn i perioden 2017-2019.

Herlev

Har haft anvendt Liberos pjece Det lille barns søvn

I aktindsigten svarer Herlev følgende:

“Vi har for nogle år siden haft pjecen ”Det lille barns søvn” fra Libero liggende på kontoret med mulighed for at tage med ud, hvis man fandt det hjælpsomt for en familie sammen med mundtlig vejledning, men ikke til uddeling til alle forældre. Det har vi ikke længere, da sundhedsplejerskerne ikke brugte dem.”

Senere uddybet til:

“Jeg kan faktisk ikke huske hvornår vi stoppede med at have ”Det lille barns søvn” liggende som pjece. Vi har dog aldrig uddelt den som standard, og når jeg spørger de sundhedsplejersker jeg har ansat i dag, siger de, at de ikke kan huske at de har haft den med ud.”

Holstebro

Dokumentet Bilag 2. Søvn 2019
Citat:

“6-12 måneder:
Barnet kan have svært ved at falde i søvn, da det måske er blevet vant til at falde i søvn ved at blive vugget eller ved at spise. Søvn handler om adskillelse, og en del børn vægrer sig ved denne adskillelse, så voksne skal kunne give ”slip” på barnet og derved blive i stand til at ændre kurs.
(…)
Det er en god idé at indføre faste sovetider og putteritualer, så barnet lærer at falde i søvn selv. Det bliver efterhånden en færdighed, som barnet selv kan bruge, når det vågner om natten.

Det er nu, man kan lære barnet at spise om dagen og sove om natten.”

Hørsholm

Pjecen Barnets søvn
Citat:

“Omkring 8-10 måneders alderen udvikler barnet sig rigtig meget, og det giver uro ved sengetid. Barnet forstår ikke, hvor du går hen, når du går ud af værelset, det kan ikke forholde sig til, at du er i stuen ved siden af.

Her er ekstra stort behov for tryghed og nærhed.
(…)
Barnet skal puttes kærligt og nænsomt med et tilbagevendende ritual f.eks. sang, kigge bog, kysse bamser o.s.v. og gerne med et sovedyr, før man går ud af værelset.Når barnet græder skal man vende tilbage og putte igen med en tydelig, men kærlig, attitude der siger; Godnat og sov godt”.

Vær ikke væk mere end 3 minutter af gangen, hvis dit barn græder. 

Man skal blive ved at vende tilbage med mellemrum til barnet sover. Barnet skal vide I er der og passer på det.

Hvis jeres barn klynger sig, er helt ulykkeligt og gør alt hvad det kan for at forhindre jer i at gå, er det et udtryk for smerte, og det handler ikke om, at han vil bestemme og have sin vilje eller på nogen måde er beregnende. Børn, der klynger sig til voksne for at kunne falde i søvn, er inde i en periode, hvor de har et reelt behov for dette, og kun ved at give dem den kontakt, de beder om, får man dem til slappe af, og det giver på sigt langt bedre sovevaner, end hvis man bare går. Et barn, der klynger sig, skal I derfor ikke gå fra, men prioritere at være hos.”

Jammerbugt:

Pjece Tæl til 10 Før filmen knækker
Citat:

“7 Gode råd til at takle de stresssituationer, der tit opstår med spæd- og småbørnene
(…)
5. Gå lidt væk fra barnet uden at være afvisende
Fjern dig en lille smule fra barnet. Gå en lille tur ind i et andet værelse og tæl til ti. Du må ikke straffe barnet ved at gå fra det i længere tid. Gråd kan være et udtryk for, at barnet vil være alene, prøv at ligge det lidt for sig selv.”

(Bemærk: Pjecen lader til at være udarbejdet specifikt til at modvirke vold mod børn. I det perspektiv er det ganske fint at vejlede til at lægge barnet og gå væk og tælle til ti. Gråd er dog IKKE et signal til at barnet vil være alene.)

Kalundborg

Svar fra aktindsigten:

“I 2017 udleverede vi efter behov “Det lille barns søvn” fra Libero. Fra 2018 har vi ikke udleveret denne pjece.”

København

Dokumentet Notat om børns søvn (til personale i dagtilbud):
Indeholder forældet information.

Pjecen Fakta om børns søvn
Citat:

“Alder 6-12 måneder: 14-15 timers søvn per døgn.

Når barnet har etableret flere måltider med fast føde, kan man forvente, at det ikke behøver at få mad i løbet af natten.”

Køge

Dokumentet Bilag 1:
Ganske forældet information
Har Liberos pjece Det lille barns søvn samt bogen Godnat og Sov Godt som kilder i deres pjece.

Bilag 3:
Liberos pjece Det lille barns søvn 2004.

Lyngby Taarbæk

Folderen Børns søvn 0-3 år (Søvn A5 folder_TT februar 2018):
Beskriver at vejledningen bygger på Sundhedsstyrelsens anbefalinger.
Citater:

S 1:

”Børn, der tidligt i livet støttes til en god soverytme, har væsentlig større sandsynlighed for gode sovevaner resten af livet. Denne folder har til formål at give jer som forældre et overblik over, hvad der er vigtigt, når gode sovevaner skal etableres.”

S 7:

”Putteritualer kan være: At svøbe og vugge det lille spædbarn (0-4 måneder)
(…)
Støt jeres barn i dets følelser. Hvis barnet eksempelvis græder, vis da forståelse for dit barns følelse og sig f.eks.: ”Schh, ja du er træt”, og tag efterfølgende ledelse og sig f.eks.: ”Jeg hjælper dig” eller ”Det er okay, nu skal du sove”.
(…)
Undlad for megen øjenkontakt og vær opmærksom på, at I som forældre bruger jeres stemme indfølende og ledende.”

S 8:

”Om natten – sørg for – At barnet har ét roligt, hyggeligt og sikkert sovested med minimal støj, støv, legetøj og ingen røg.
(…)
Omkring 6 måneders alderen kan nogle børn have glæde af at sove på deres eget værelse, da de forstyrres af forældrenes lyde om natten.”

S 12:

“Et mæt barn har større mulighed for at sove længere, og når barnet sover længere, vil det vågne op og have mere energi og være mere sulten.
(…)
Undgå fra ca. 1 måneds alderen at bruge brystet til trøst/sut så barnet reelt kun får bryst, når det er sulten.
(…)
Ved 6-7 måneders alderen har barnet almindeligvis ikke fysisk behov for mad om natten længere.
Hvis begge forældre har mod på det kan det hjælpe, at far tager sig af barnet om natten for at mindske fokus på natspisning.”

S 15:

“Barnets søvn bliver lettere og måske mere harmonisk, hvis I som forældre kan blive enige og støtte hinanden.

    • Skriv gerne jeres aftaler omkring barnets søvn ned.
    • Bevar ansvaret. Det er jer som forældre der ved bedst.
    • Vær tålmodige. Det tager ca. 3-5 dage at ændre sovevaner.
    • Det er en god idé at begynde på nye sovevaner op til en weekend, hvor begge forældre måske har mere overskud.”

Odense

Dokumentet 3.2.7.1 Vejledning i børns søvn:

Længere dokument med retningsangivende anvisninger for vejledningen i børns søvn i Sundhedsplejen i Odense kommune.
Odense Kommune skriver, at det er udarbejdet med udgangspunkt i den sparsomme tilgængelige litteratur der findes på området i kombination med deres faglige viden og erfaring.

0-2 mdr:
Citat:

“Vurdere om mor kan slippe barnet”

2-4 mdr:
Citat:

“Søvnproblematikker i 2-4 månedsalderen:
Barnet ikke kan falde i søvn alene, men skal ligge ved mors bryst. Det vågner derfor, når mor lægger det fra sig og kan ikke falde i søvn igen.

Barnet vågner mange gange om natten, også selvom det ikke er sultent.

Barnet sover meget i løbet af dagen, men er vågen hele aftenen.

Barnet vil ikke falde i søvn i barnevognen uden at blive rullet/vugget – vågner straks, hvis denne aktivitet stopper.”

4-6 mdr:
Citat:

“Almene søvnproblemer i 4 – 6 mdr. ́s alderen er, at barnet søvnforstyrres f.eks. af forældrene ved Samsovning, amning, tandfrembrud og bearbejdning af oplevelser.”

6-12 mdr: 
Citat:

“Almene søvnproblematikker i 6 – 12 mdr. ́s alderen er, at barnet har svært ved at falde i søvn, er vænnet til at blive vugget i søvn/spise sig i søvn, har natlig opvågnen, headbanging, bodyrocking (66 % ved 9 mdr.)
(…)
Hvis der ikke er faste søvnritualer på dette alderstrin, kan det være svært at få barnet til at sove fra 6 mdr. ́s alderen og fremefter. Der kan derfor med fordel indføres en rytme.
(…)
Barnet må gerne forlades, mens det er døsigt og opmærksom på, at mor/far forlader rummet. Hvis barnet lærer at falde i søvn selv, vil det efterhånden opnå en færdighed, således barnet selv kan falde i søvn igen om natten.

Det kan være nødvendigt at vende hyppig tilbage til soveværelset, hvis barnet er uroligt og ikke kan falde i søvn; evt. helt op til 10-15 gange.

Barnet kan beroliges med kærtegn og ”tyssen” og den samme beroligende sætning f.eks. “mor og far passer på dig.”

3-6 år:
Citat:

“Barnet gerne må forlades, mens det er døsigt og opmærksom på, at mor/far forlader rummet.

Vende hyppigt tilbage til soveværelset, hvis barnet er uroligt, kalder og ikke kan falde i søvn; evt. helt op til 10-15 gange; berolige med kærtegn og tysse, evt. fortælle barnet “mor og far passer på dig, og nu skal dig og bamse sove dejligt”.”

Bemærk nedenstående vejledning til de 6-12-årige der står i skarp kontrast til vejledningen til de yngre børn::
6-12 år:
Citat:

“I 6-12 års alderen er det vigtigt at:
(…)
Barnet kan have en madras ved forældrenes seng eller sove sammen med en søskende. Barnet skal vide, at det er accepteret, at det går ind til forældrene om natten”.

Råd ved urolige børn, der vågner mange gange om natten, uden angivelse af alder:

“Forældrene skal forlade værelset, før barnet sover. Hvis barnet græder, vendes retur mhp at trøste.

Der skal skæres ned på antal natmåltider, og hvis barnet er tørstig gives vand. I nogle tilfælde kan den natlige uro skyldes, at barnet har vænnet sig til at få mad om natten, og når barnet er 6-8 måneder, kan det derfor vurderes, om de natlige måltider helt kan undværes.”

Odsherred

I svaret på Aktindsigt skriver Odsherred:
 

“Vi har i den angivne periode udleveret Liberos pjece Det Lille Barns Søvn (udgivelsesår2014), men har stoppet denne praksis, da vi er blevet opmærksomme på at der i pjecen henvises til bogen ”Godnat og sov godt””

Randers

Afsnit fra Randers’ undervisningsmateriale på Familieiværksætterne (FIV):
Citat:

“Vi har alle oplevelser fra egen barndom, som vi enten gerne vil gentage eller helst undgå. I en familie med to forældre er det vigtigt at diskutere sig frem til: Hvordan skal det være hos os???
Når man er nået frem til det, man mener er det rigtige og går i gang med at udføre det, så er tålmodighed meget vigtigt. Det kan godt være nødvendigt at forældrene kan acceptere protest i en periode.”

Rødovre

Pjecen Fakta om søvn:
Fra 6 mdr: 

Samsø

Benytter Liberos folder Det lille barns søvn.

Thisted

Fra aktindsigten:

“Thisted kommunes sundhedspleje udgiver ingen officielle anbefalinger ud over Sundhedsstyrelsens. Shpl. giver individuel råd og vejledning til den enkelte familie omkring søvn ud fra Sundhedsstyrelsens anbefalinger og har NBO-uddannelse, hvor der tages udgangspunkt i barnets 6 søvn- og vågenhedsstadier og vurdering af evne til Selvregulering i et samarbejde med forældrene.”

Pjecen Barnets søvn:
Citat:

“Har barnet for vane at spise om natten, vil det naturligt vågne, idet maven er vænnet til natmad (3-6 mdr)
(…)
Lad barnet falde til ro i sengen – det behøver ikke sove med det samme.
Tag ikke barnet op igen, men bliv hos det, hvis det er ked af det. Trøst barnet, hvis det græder.
(..)
Usikkerhed og manglende konsekvens fra den voksne kan betyde utydelige signaler til barnet og dermed skabe uro”

Vejen

Pjecen Den lille søvnhåndbog:
Citat:

Gråd og søvn
(…)
De fleste forældre har i begyndelsen svært ved at høre nuancerne i barnets gråd.
Gråden kan være det lille barns måde at sige fra på – „Jeg er søvnig – men kan ikke finde ud af at falde i søvn.“
Gråden hos det lidt større barn vil ofte være et udtryk for protest, og mange børn protesterer voldsomt lige før indsovningen.
(…)
Det kan være en god idé at forsøge at vurdere om opvågningerne skyldes:
– et behov der skal tilfredsstilles
– en vane
– eller skift af søvnfase
(…)
Det barn, der bliver lagt i seng af forældre, der har en klar forventning om, at barnet er træt, vil derfor hurtigt falde i søvn.

Søvn kuren” – til det lidt større barn(1-6 år)
– Sluk lyset, gå ud af rummet, sæt evt. døren på klem. Vær i nærheden af rummet, larm lidt/læg tøj sammen eller lign.
– Vurder dit barns uro/ gråd og gå først ind til dit barn lige inden du fornemmer, at det bliver for frustreret til, at det kan falde til ro. (tidsrummet kan variere meget fra sek. til min.)
– Trøst barnet, men bliv i rummet.
– Put nu igen dit barn venligt og kærligt, men bestemt
– Tal beroligende til dit barn, så det føler sig set og hørt => det føler sig trygt
– Dette gentages indtil barnet sover trygt og roligt.
– Vær tålmodig, fortsæt DET VIRKER, men ikke på 2 dage der kan gå uger…..
Men det skal nok virke.

Putteritualer:
På længere sigt vil det være hensigtsmæssigt:
At lade jeres barn falde i søvn dvs. at signalere at barnet selv kan klare indsovningen, fremfor at få det til at falde i søvn ved f.eks. at vugge eller amme barnet.”

Pjecen Fakta:
Citat:

“Når barnet er 6 måneder gammelt, er det i orden at lære det, at man spiser om dagen og sover om natten.”

Vejle

Pjecen Børns Søvn 2019:
Citat:

“Søvnrytme
Fra 6 mdr. anbefales det at stoppe med mælk/flaske om natten, idet barnet skal lære at sove igennem uden hjælp. Spædbarnets normale søvnmønster er kendetegnet ved, at det vågner 5-8 gange i nattens løb. Det er vigtigt, at barnet lærer at lægge sig til at sove igen uden at vænne sig til noget at sove ind med hverken flaske eller bryst. På den måde indøves den lange uafbrudte nattesøvn, som er så vigtig. Hvis barnet vågner helt op er det ok – barnet må gerne sætte sig op og finde ud af, at der ikke sker mere. Det skal lægge sig ned igen og sove videre.
(…)
Gode råd ved 8 mdr.’s alderen og fremefter
UDFORDRINGER MED BARNETS SØVN
(…)
– sengetid ikke senere end kl. 19.30
– kort putteritual
– ingen hjælpemidler til at sove ind igen, hvis barnet vågner om natten, udover en forsikring om at forældrene er til stede.
(…)
Børn er robuste og kan tåle at blive afbrudt i deres lur midt på dagen.
(…)
Putning: Gentagelse og tydelighed (illustreret med billedet nedenfor)

Viborg

Tekst fra Hjemmesiden – Søvn – Det lille barn 0-1 år:

At falde i søvn selv
Det er en god idé at lære barnet at falde i søvn selv. Det kan I gøre ved at sige godnat, når barnet er døsigt, men endnu ikke sover. Dermed lærer barnet også selv at kunne falde i søvn igen, når det vågner om natten. Barnet vil lettere lægge sig til at sove om aftenen, når det har fået opfyldt sit behov for nærvær i løbet af dagen.
(…)
Efter 6 måneders alderen kan nogle børn spise sig mætte i løbet af dagen og behøver ikke længere ”natmad”. Tilbyd barnet vand om natten. Barnet kan nu vendes til at adskille søvn og mad, fx ved at undgå at det ammes i søvn. Lad barnet spise færdigt og læg det i seng, før det sover helt.“
Kilde: https://kommune.viborg.dk/Borger/Boern,-unge-og-familie/Sundhed/Sundhedspleje/Sovn/Det-lille-barn 
(Gammel hjemmeside) – Nu https://viborg.dk/service-og-selvbetjening/born-unge-og-familie/radgivning-og-vejledning-til-familier/god-sovn-til-born/#det-lille-barn )

Tekst fra Hjemmesiden – Søvn – Vuggestue- og dagplejebarnet 1-3år:

“Putteritualer
(…)
Det er en god idé, at barnet lærer at falde i søvn, uden forældrene er til stede i værelset. Dermed kan barnet nemmere finde ud af selv at falde i søvn igen, hvis det vågner om natten.
(…)
Sæt grænser og vær enige
Manglende grænsesætning fra forældrenes side kan give problemer ved sengelægning. Det er jer som forældre, der bestemmer rutiner og sengetid. Barnet mærker hurtigt, hvis I er usikre.”
Kilde: https://kommune.viborg.dk/Borger/Boern,-unge-og-familie/Sundhed/Sundhedspleje/Sovn/Vuggestue-og-dagplejebarnet
(Gammel hjemmeside) – Nu https://viborg.dk/service-og-selvbetjening/born-unge-og-familie/radgivning-og-vejledning-til-familier/god-sovn-til-born/#vuggestue–og-dagplejebarnet  )

Tekst fra Hjemmesiden – Søvn – Børnehavebarnet 3-6år:

Putteritualer
Barnet må gerne bemærke, at du forlader værelset – så barnet er bevidst om at det selv er faldet i søvn.
(…)
Sæt grænser og vær enige
Manglende grænsesætning fra forældrenes side kan give problemer ved sengelægning. Det er jer som forældre, der bestemmer rutiner og sengetid. Aftal sengetider og rutiner. Bliv enige og hold fast i jeres beslutning. Manglende grænsesætning og uenighed mellem jer opfanger barnet hurtigt.”
Kilde: https://kommune.viborg.dk/Borger/Boern,-unge-og-familie/Sundhed/Sundhedspleje/Sovn/Bornehavebarnet
(Gammel hjemmeside) – Nu https://viborg.dk/service-og-selvbetjening/born-unge-og-familie/radgivning-og-vejledning-til-familier/god-sovn-til-born/#brnehavebarnet )

Pjecen Forskellige metoder til at få jeres barn til at sove:
Citat:

“Den ene præsenteres som meget nænsom, hvor man gerne helt undgår, at barnet græder. Den anden er en skemalagt intervalmetode, hvor barnet skal lære at falde i søvn på egen hånd.

Nedenstående er vores bud på to metoder, I kan lade jer inspirere af:

    • Gå ud af værelset, inden jeres barn sover. Hvis barnet græder – gå ind og vis at I er der. Trøst barnet, mens det ligger i sengen, put dynen om barnet og sig: ”du skal sove nu, godnat”. Gå ud igen. Fortsæt på samme måde, indtil barnet falder i søvn. Vær rolig og overbevisende.
    • Hvis I ikke bryder jer om at forlade barnet, så prøv at en af jer sætter sig på en stol fx i døråbningen, med ansigtet væk fra barnet, mens I er optaget af noget andet som et blad eller en bog. Barnet kan dermed se jer, og samtidig se, at der ikke sker noget spændende. Til sidst vil det lægge sig ned og falde i søvn.

(…)
Ved 7-8 måneders alderen kan børn få adskillelsesangst. Barnet forstår endnu ikke, at forældrene kan være til stede, når de ikke kan ses. Hvis jeres barn klamrer sig til jer, når I skal til at forlade værelset om aftenen, har barnet brug for jer. I så fald må I være hos barnet, til det er faldet til ro. Ligeledes skal I ved sygdom hos barnet ikke være så konsekvente. I de perioder har jeres barn særligt brug for at mærke jeres kærlighed, tryghed og omsorg.”

Bemærk: Viborg har ikke tilsendt ovenstående i aktindsigten – vi har selv fundet det på hjemmesiden.

Aalborg

Liberos pjece Det lille barns søvn ligger på hjemmesiden og kan googles frem ved f.eks at google “Aalborg barn søvn”, men der er ikke direkte links fra hjemmesiden.

Aarhus

Har frem til September 2018 henvist til Godnat og Sov Godt.

Bemærk: Dette er ikke oplyst i aktindsigten. Vi har denne info fra korrespondance med kommunen i November 2018, samt egne screenshots fra 2017.
(Vi har i mailkorrespondancen med Aarhus kommune oplyst dem om at vi ville offentliggøre korrespondancen.)

I anmodningen om aktindsigt spurgte vi kommunerne, om de havde henvist til, og anbefalet søvntræningsmetoder fra blandt andet bogen Godnat og Sov Godt på hjemmesiden i perioden 2017 til august 2019.

Citat fra mail fra Aarhus kommune, sendt til Mette-Sophie Lassen i november 2018:

“Denne side (hjemmesiden, red.) er senest revideret i september måned i år og reflekterer nu den vejledning, der har været givet gennem mange år. På denne side finder man ikke en anbefaling af bogen ”Godnat og sov godt”. Tidligere har denne bog være nævnt som 1 af flere referencer omkring metoder til at lære børn at falde i søvn. Vi opdaterer løbende vores hjemmeside, med nyeste faglige viden og denne tidligere udgave af hjemmesiden kan vi ikke stå inde for – derfor har vi også ændret referencerne på hjemmesiden.”

Fra samme mail får vi yderligere denne information:

“Det kan ikke anbefales, at et barn på ½ år skal græde sig ulykkeligt i søvn og føle sig forladt, hvorimod det kan være helt i orden, at et barn kortvarigt kan græde, hvorefter mor eller far efter kort tid går tilbage til barnet for at vise det, at de er der for at hjælpe og støtte.”

Dette er en beskrivelse af forsinket respons, som kendetegnet ved cry it out-søvntræning.
Aarhus kommunes sundhedsplejes hjemmeside er således opdateret i September 2018, hvormed henvisningerne til Godnat og Sov Godt har været på hjemmesiden i 2017 og indtil September 2018.

Aarhus Kommunes Sundhedspleje henviser til egen hjemmeside, der indeholder info om søvn.
(https://sundhedspleje.aarhus.dk/raad-og-vejledning/sov-godt-alt-om-dit-barns-soevn/)

På Aarhus kommunes sundhedsplejes hjemmeside med titlen “Putteritualet” opfordres forældrene til at være tydelige og sætte grænser og forlade værelset før barnet falder i søvn. Der står ikke hvad man skal gøre hvis barnet begynder at græde.
(https://sundhedspleje.aarhus.dk/raad-og-vejledning/sov-godt-alt-om-dit-barns-soevn/putteritualet/)

På Aarhus kommunes sundhedsplejes hjemmeside med titlen Hjælp, mit barn vil ikke sove:
Citat:

“En fast døgnrytme er det bedste hjælpemiddel, når dit barn nægter at falde i søvn.”

Under afsnittet “Sådan gør du” på hjemmesiden Hjælp, mit barn vil ikke sove:
Citat:

“Har dit barn svært ved at falde i søvn, kan du prøve en af nedenstående metoder:

    1. Gå ud af værelset, inden dit barn sover helt. Hvis dit barn græder, så gå ind og vis, at du er der. Trøst dit barn, imens det ligger i sengen, og put dynen om barnet. Sig ”Du skal sove nu, godnat”. Gå ud igen. Fortsæt på samme måde, indtil dit barn falder i søvn. Vær rolig og kærligt overbevisende, så barnet ikke føler sig forladt eller bange.
    2. Hvis du ikke bryder dig om at forlade dit barn, så prøv at stå i døråbningen med ansigtet væk fra barnet. Du kan lave andre ting imens – lægge tøj sammen, læse eller andet, hvor du ikke har opmærksomheden på dit barn. Dit barn kan se dig og samtidig se, at der ikke sker noget spændende. 

Det kan tage op til en 1 uge, før dit barn vender[sic] sig til de nye søvnrutiner. Vær tydelig og vedholdende. Fungerer metoden ikke, efter du har prøvet den af i en uges tid, så prøv en anden. Det vigtigste:

    • Metoden, du vælger skal føles rigtig.
    • Hold dig til én metode ad gangen.”

Kilde: https://sundhedspleje.aarhus.dk/raad-og-vejledning/sov-godt-alt-om-dit-barns-soevn/hjaelp-mit-barn-vil-ikke-sove/

Bemærk: Aarhus Kommune beskriver på hjemmesiden at de følger Sundhedsstyrelsens anbefalinger, for eksempel Sunde børn, 21. udgave, april 2018, s. 67 og 70. Disse to sider indeholder dog ikke information eller vejledning der er samstemmende med Aarhus Kommunes beskrivelse fra hjemmesiden.

Siderne fra “Sunde Børn” beskriver, at når barnet græder, er det fordi, det har noget at fortælle og har brug for de voksnes ro og nærvær. 

Aarhus Kommune har desuden, i perioden vi spurgte om, tilbudt kurset “Familieiværksætterne”. På det kursus anbefales, at man forlader rummet. Hvis barnet græder, går man ind og aer kinden, putter dynen om barnet, siger godnat igen og går ud igen. Det kan godt være, at det skal gentages hundrede gange.

Referencer

  1. Furesø, Greve, Haderslev, Herlev, Kalundborg, Køge, Odsherred, Samsø, Aalborg